’Slasher’ sæson 3: De opfindsomme mord er ventetiden værd i Netflix’ horrorserie

’Slasher’ sæson 3: De opfindsomme mord er ventetiden værd i Netflix’ horrorserie
'Slasher' sæson 3: 'Solstice'.

Slasherfilm er vidunderligt simple: Teenagere skal forsøge at overleve en eller anden psykopat, som af forskellige årsager vil dræbe dem og alt andet med en puls.

Hvor lang tid kan man så strække et typisk halvanden times langt blodorgie, når konceptet skal overføres til en tv-serie? ’Bates Motel’ er nok det bedste eksempel på, hvordan det kan gøres, og Netflix er nu i gang med tredje sæson af den canadiske antologiserie ’Slasher’.

De to første sæsoner, med henholdsvis undertitlerne ’The Executioner’ og ’The Guilty Party’, var potente mordmysterier a la Agatha Christie, tilsat exceptionelt meget bloddryppende gore. Hvor sæson 1 havde en ’Halloween’ møder ’Twin Peaks’-tone med dens setting i en lille by, gik anden omgang fuld ’Friday the 13th’-vinter på den, da handlingen var hensat til en sommerlejr midt om vinteren (!), og desuden skiftede fokus fra en enkelt hovedperson til en mere ensemble-drevet fortælling. Begge var underholdende indslag i genren.

I denne omgang med undertitlen ‘Solstice’ handler det om beboerne i et lejlighedskompleks, som én efter én bliver myrdet på yderst brutal og grafisk vis af ’The Druid’. En morder, hvis maske er LED-oplyst i bedste Purge-stil, og som året forinden jagtede en mand rundt i bygningen, uden at nogen kom ham til undsætning, ligegyldigt hvor meget han råbte.

Denne del virker til at være løst inspireret af mordet på Kitty Genovese i New York 1964, hvor en række beboere lukkede ørerne, mens hun blev knivdræbt lige uden for bygningen. Det er den famæøse bystander effect – jo flere mennesker der er til stede i en krisesituation, jo mindre er chancen for at nogen beslutter sig for at hjælpe. Og det er det, som sæsonen under titlen ’Solstice’ forsøger at gå i dybden med.

Fortællingen udspiller sig over 24 timer, fra klokken 6 om morgenen. Derefter er de otte afsnit delt op, så de hver dækker tre timer, og typisk følger vi en af bygningens beboere i hver episode. Gennemgående er hovedpersonen dog highschool-pigen Saadia (Baraka Rahmani), der sammen med veninden Jen (Mercedes Morris) prøver at overleve, men også at finde ud af, hvem det maskerede bæst er.

Der er heldigvis ikke mangel på mistænkte, da godt og vel samtlige karakterer har en eller anden vrede eller brist, som gør dem til en mulig kandidat.

Og der mangler heller ikke kreativitet i mordene, der rækker ud over de klassiske knive og økser. Heri ligger også seriens styrke: De forskellige gerningssteder byder på unikke, og til tider parodierende, måder at aflive folk på i nogle af de mest gorefyldte scener, jeg endnu har set i en serie.

Modsat den beslægtede antologiserie ’American Horror Story’, der ofte dyrker camp og kitsch, stiler showrunner Aaron Martin og sæsonens instruktør Adam MacDonald dog efter en mere realistisk og grum tone. Ganske som i førnævnte serie går flere af skuespillerne igen sæson for sæson, men i forskellige roller.

Problemet er dog, at karaktererne er så karikerede og endimensionelle, at jeg aldrig rigtigt interesserer mig for, om de lever eller dør. Baggrundshistorierne gennem flashbacks er kun lige ved og næsten, og for eksempel kommer man ikke helt i bund med, hvorvidt neonazisten Dan (Dean McDermott) rent faktisk har været en god far på et tidspunkt. Han reduceres til en fordrukken hadmaskine. Når karakterudviklingen kommer, er den så halvhjertet, at man bare sidder og venter på den næste blodige henrettelse.

På den anden side stemmer det overens med konventionerne i netop slashergenren, hvor det er morderen og mordene, der er den store attraktion. De er ventetiden værd, men appellen ryger ikke desto mindre, når det bliver strukket ud over så lang tid som her.


Kort sagt:
Med vidunderligt meget gore stiller ’Slasher: Solstice’ den værste blodtørst, men karakterarbejdet efterlader meget at ønske.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Tv-serie. Hovedforfattere: Aaron Martin. Medvirkende: Baraka Rahmani, Mercedes Morris, Dean McDermott, Salvatore Antonio, Lisa Berry. Spilletid: 8 afsnit a 60 minutter. Premiere: Kan ses nu på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af