‘Sommer’: Et gribende sovjetisk rockportræt

‘Sommer’: Et gribende sovjetisk rockportræt
'Sommer'
5 6
Spillefilm
Instruktion

Kirill Serebrennikov

Medvirkende

Teo Yoo, Roman Bilyk, Irina Starshenbaum

Spilletid

126 min.

Premiere

Den 20. juni

Selv det kontrolstyrede Sovjetunionen kunne i 80’erne ikke holde ungdommen fra at dyrke vestens rockmusik, og med reformer som ‘glasnost’ og ‘perestrojka’ startede man en gradvis lempelse af fordums forbud mod særligt den amerikanske kultur.

Det er denne brydningstid, som Kirill Serebrennikov belyser i sit fine portræt af undergrundskulturen i Leningrad med særligt fokus på Viktor Tsoi og Mayk Naumenko, som var perioden og miljøets toneangivende rockmusikere. Disse portrætteres med stor overbevisning af Teo Yoo (Tsoi) og Roman Bilyk (Naumenko) i en fascinerende periode i Sovjetunionens historie, hvor der fra statens side altså gives delvist efter for de unges behov.

Selvom man er bidt af blandt andet Blondie, Bowie og Bolan, og der arrangeres rockkoncerter i Leningrad, foregår det stadigvæk inden for statsligt styrede rammer, hvor ungdommen er pænt placerede på stole i koncertsale, i takt med at KGB-agenter sørger for, at begivenhederne ikke forplumres af urostiftere.

Serebrennikov har sikker sans for det subtile og det nære, og ‘Sommer’ folder sig ud i indblikket i Mayk Naumenkos liv, hvor vi i flere scener er med hjemme i den beskedne lejlighed, han deler med konen Natasha og deres lille søn, og hvor bedsteforældre og vennerne ligeledes ofte defilerer forbi. Her kommer vi helt tæt på karaktererne, og den lavmælte og respektfulde interaktion mellem særligt Mayk, Natasha og Viktor vidner om skuespillernes sikre og overbevisende samspil.

Således opstår der heller ikke noget buldrende drama, da der trækkes op til en ménage á trois mellem trekløveret. Tværtimod giver Mayk sin velsignelse til Natasha, da hun betror ham, at hun er tiltrukket af Viktor. Resultatet er en konstant veneration for filmens bærende karakterer, der da også deler hovedrollestatussen mellem sig.

Serebrennikov doserer de sideløbende fortællinger med Mayk Naumenkos rolle som ankermand i Leningrads rockmiljø og Viktor Tsois kreative udvikling fra folk-ensemblet Garin til rockbandet Kino.

Filmen er hovedsagligt forankret i en stilsikker sorthvid æstetik, der vækker mindelser om Anton Corbijns Joy Division-film ‘Control’. Det pirrer oplevelsen, når ‘Sommer’ brydes op med en række musikalske sekvenser vædet i animation og farver, hvor castet giver sig i kast med en række klassikere, der ligger inden for miljøets kulturelle paradigme.

Vi får både Talking Heads’ ‘Psycho Killer’, Iggy Pops ‘The Passenger’, Lou Reeds ‘Perfect Day’, og Mott the Hoople/David Bowies ‘All the Young Dudes’ i rammer, der er både samfundskommenterende og spækket med referencer.

’Psycho Killer’ udspiller sig i en togvogn, hvor konfrontationen tilspidses mellem det ældre USSR-borgerskab og den unge generation, der åbenlyst tilbeder amerikansk musik – »arvefjenden fra vest«. Og ’All the Young Dudes’ folder sig ud i takt med, at de festende rockfans genskaber en række ikoniske albumcovers.

I disse scener tilføjer Serebrennikov ‘Sommer’ åbenlyst stiliserede, men alligevel virkningsfulde nuancer, der transcenderer nærmiljøet omkring Mayk, Natasha og Viktor og deres omgangskreds. Samtidig med at han skaber en kontekst, der relaterer sig til såvel Sovjetunionens historie og de strømninger udefra, der trækker i de unge.

‘Sommer’ serverer en række gribende karakterportrætter af undergrundsmiljøet i Leningrad med fokus på to af Sovjetunionens rock-ledestjerner. Og så er filmen en glimrende fremlæggelse af en nation, som er ved at give efter for ungdommens krav om at udtrykke sig med sin egen stemme.


Kort sagt:
Med overbevisende skuespillerpræstationer og flot iscenesatte musiksekvenser er ‘Sommer’ en fascinerende fortælling om Leningrads sprudlende rockscene under Sovjetunionens opbrudstid.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold