‘The Rain’ får en tredje og sidste sæson

‘The Rain’ får en tredje og sidste sæson
Mikkel Boe Følsgaard og Alba August i 'The Rain' sæson 2.
Foto: Per Arnesen/Netflix

Anden sæson af den første danske Netflix-serie ‘The Rain’ var en blandet landhandel af gode, dårlige og pinlige elementer, men streaminggiganten virker til at være tilfredse med serien, der da også har klaret sig godt på tjenesten: 30 millioner mennesker har ifølge Netflix set serien, hvilket er tal, som DR’s storsserier kun kan drømme om, og det gør ‘The Rain’ til tjenestens mest sete ikke-engelsksprogede Netflix Original.

Nu har Netflix så forlænget ‘The Rain’, der bliver skabt af Christian Potalivo, Esben Toft Jacobsen og Jannik Tai Mosholt og har Alba August og Mikkel Boe Følsgaard i nogle af hovedrollerne, med en tredje og sidste sæson.

»Vi har altid set det som en historie over tre sæsoner og sigter efter at give karaktererne i showet en intens rejse i vores sidste sæson, samtidig med at vi vil give seerne den store finale de fortjener, og som vi altid har ville fortælle«, siger Potalivo og Mosholt i en pressemeddelelse.

Det hører med til historien, at Netflix sjældent forlænger deres serier længere end tre sæsoner, da det er der, de skal forny kontrakterne med skaberne, hvilket er en dyr fornøjelse. Det er således kun tjenestens allervigtigste flagskibe, som får mere end tre runder i manegen.

‘The Rain’ sæson 3 får premiere med seks afsnit i løbet af 2020.

Læs også: De bedste, værste og mest pinlige øjeblikke i ‘The Rain’ sæson 2

 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold