‘Transnistra’: Ny dokumentar skildrer ung forelskelse i et hjørne af verden, de færreste har hørt om

‘Transnistra’: Ny dokumentar skildrer ung forelskelse i et hjørne af verden, de færreste har hørt om
Tanya og Sasha i 'Transnistra'.
Foto: Virginie Surdej
3 6
Dokumentar
Instruktion

Anna Eborn

Medvirkende

Tayana Lipovskaya, Anatoly Nikolaevich, Alexander Stadnik, Dmitrii Maslov, Denis Shevtsov m.fl.

Spilletid

93 min.

Premiere
  1. juni

Det er nok de færreste, der har hørt om Transnistrien. Og det er ikke så mærkeligt. Det er et lille område, som brød ud af Moldova, da Sovjetunionen gik i opløsning. Geografisk befinder det sig mellem Europa og Rusland, men det internationale samfund anerkender det ikke som en uafhængig stat. Det er et af de fattigste områder i Europa og det eneste land, der stadig bruger hammer og sejl på sit flag.

Her, tæt ved grænsen til Ukraine, foregår svenske Anne Eborns dokumentar ’Transnistra’.

Eborn har tidligere dokumenteret liv i afsides hjørner af verden. I ’Pine Ridge’ besøgte hun et fattigt reservat for native Americans i South Dakota, og hendes seneste film ’Lida’ handlede om en svensk bosættelse i Ukraine. Det var her, hun fik et tip om at tage til Transnistrien, hvor hun mødte Tanya, som er hovedpersonen i hendes nye dokumentar.

‘Transnistra’. (Foto: Virginie Surdej)

Tanya omgiver sig med jævnaldrende drenge, og de hænger ud ved den lokale flod og klatrer rundt i efterladte betonbyggerier, mens de kredser om hinanden. De udspørger Tanya om, hvem hun bedst kan lide, og forsøger at få hendes opmærksomhed, de pirrer hinanden, tumler rundt, ryger cigaretter og ligger i græsset. De skiftes til at være fortrolige med Tanya, som vil have dem til at love, at de elsker hende.

Deres legesyge teenagefølelser er filmet på 16mm, og det er smukke og stemningsfulde billeder. Det føles intimt at kunne fornemme de kærlige venskaber og forelskelser i den tunge sommerluft. Men samtidig blokerer den atmosfæriske tilgang også for, at vi rigtigt lærer vores hovedpersoner at kende.

Vi er godt en tredjedel inde i filmen, før vi forlader de unges boble. Vi besøger det skur med bliktag midt ude på en mark, hvor Tanya bor med sin mor og bror. »Jeg har brug for at finde mig en mand«, betror hun sig til sin mor, mens de to gør rent i køkkenet, og moren konstaterer, at hendes fremtidige ægtemand kommer til at smide potter og pander i hovedet på hende, så meget som hun roder.

‘Transnistra’. (Foto: Virginie Surdej)

Hendes lillebror har en ambition om at blive soldat, og senere i filmen er Tanya til en ceremoni på militærskolen, hvor Fidel Castro og de sovjetiske ledere citeres, og børnene er klædt i traditionelle folkedragter.

Det er glimt ind i en fremmed verden, som der kun er få af i løbet af filmen. Langt det meste af tiden befinder vi os ved det lokale vandhul. Eborn prioriterer at skildre de unges relationer, og det gør hun med ømhed og alvor. Hun hæfter sig ved reaktioner på små bemærkninger, som virker ubetydelige, men ikke er det i den lukkede kreds, og vi er vidner til fine og intime øjeblikke. Som da Tanya besøger en kirkegård, hvor hendes ekskærestes grav er, sammen med Sasha, som hun er mest interesseret i på det tidspunkt. De ligger tæt op ad hinanden på en bænk og udveksler kærlighedserklæringer – »elsker du mig? Ja eller nej?« – og Tanya kigger forelsket ind i kameraet.

Andre interessante dele af de unges historier får mindre opmærksomhed. For eksempel følger vi ganske kort drengen Tolya ind i Transnistriens sundhedssystem, hvor han muligvis er på vej til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Hos Tanya spøger den afdøde ekskæreste, og vi får også at vide, at en fyr er årsagen til de selvforårsagede ar på hendes underarme.

‘Transnistra’. (Foto: Virginie Surdej)

Tanya tager tit sin telefon frem, poserer foran kameraet og tager selfies. Til sidst i filmen optager hun og Tolya en musikvideo på Tanyas telefon, hvor Tolya med stor alvor synger en sang om at blive gammel i en ung alder, ældet af ydre omstændigheder. Det er en fin scene, som får én til at tænke over, hvilken rolle mobiltelefoner og sociale medier spiller for et ungt menneske i Transnistrien. Jeg kunne godt tænke mig at have set Tanya Instagramfeed, eller hvor hun nu lægger sine billeder op.

Det udsyn, telefonen giver, må føles fundamentalt anderledes, når man vokser op et sted med så få fremtidsmuligheder. Her diskuterer de unge, hvilke europæiske lande de skal rejse til, hvis de skal finde arbejde.

Men det er, som om ’Transnistra’ undgår at forholde sig til det miljø, den udspiller sig i, og i stedet insisterer på at handle om universelle teenagefølelser. Det er ærgerligt, når det er mennesker, hvis liv vi kender så lidt til i forvejen.


Kort sagt:
Anna Eborns dokumentar er et stemningsfuldt og følsomt portræt, men den kradser kun i overfladen af, hvordan det er at være ung i udkanten af Europa.

Læs også: Giv ‘Blank’ en chance mere!

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold