Tv-seriens guldalder 20 år: Efter et dødvande af middelmådighed vejrer filmredaktøren morgenluft

Tv-seriens guldalder 20 år: Efter et dødvande af middelmådighed vejrer filmredaktøren morgenluft
'Barry', den kommende 'Euphoria' og 'Chernobyl' er blandt de titler, der har givet vores filmredaktør fornyet tro på seriebølgen.
Foto: Artwork af Soundvenue
I 1999 blev serieboomet født gennem guddommelig inspiration, men er al originalitet sivet ud af ballonen i en tid, hvor der kommer 500 serier per årgang alene fra USA? Det har vores filmredaktør gået rundt og mukket over i en rum tid, men nu er han begyndt at stille en mere optimistisk diagnose. Det er nemlig, som om serieskaberne har indset, at de er nødt til at vriste sig fri fra de skabeloner, der startede guldalderen til at begynde med.
Tv-seriens guldalder 20 år: Efter et dødvande af middelmådighed vejrer filmredaktøren morgenluft
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Da et tv-projekt om en New Jersey-gangster, der går til psykolog, gik på runde blandt de store amerikanske kanaler – de såkaldte networks – kvitterede alle med et pænt nej tak. Manden bag serien, David Chase, har i bagklogskabens klare lys gættet på, at afvisningerne blandt andet skyldes, at der ikke var nogen, der blev slået ihjel i det første afsnit. En gangsterserie uden mord? Aaah, hva’.

I sidste ende tog den lille kabelkanal HBO, der ellers var mest kendt for sport, chancen. ’The Sopranos’ fik premiere 10. januar 1999, blev en populærkulturel besættelse, vandt gennem årene et hav af Emmy-priser og revolutionerede landskabet. Og vi kan takke de højere magter for, at network-kanalerne afviste tilbuddet. En tv-serie med sex, vold og en på mange måder usympatisk hovedperson besjælet af en skuespiller, der var alt andet end en typisk lækkermås, havde aldrig haft gang på jord hos de brede kommercielle udbydere.

»Tvetydighed var meget vigtigt for mig (…). Og network-fjernsyn på det tidspunkt var intet andet end en verden af sikkerhed. ’The Sopranos’ var tvetydigt til det punkt, hvor jeg, selv i dag, ikke er sikker på, om det var et drama eller en komedie«, har David Chase fortalt i et tilbageblik til Vanity Fair.

Her er filmredaktørens 50 bedste serier de seneste 20 år

’The Sopranos’ viste, at man ikke altid kan kalkulere sig frem til en succes. At der skal mod og risikovillighed til for at skabe en ny strømning, der kan blive en milliardforretning på sigt. At man ikke altid kan regne ud, hvilken type fortællinger publikum tænder på, fordi publikum ofte heller ikke selv ved det, før de ser det. Det viste også, at succes kræver held og timing, og at man ikke kan vinde hver gang – et par år senere takkede HBO nej til Matthew Weiners drømmeprojekt: Et drama om en identitetssøgende reklamemand på Manhattan i 60’erne…

Efter ’The Sopranos’ fortsatte HBO den nytænkende stil med serier som ’Six Feet Under’, ’The Wire’ og ’Carnivale’, og den nye guldalder var født, om end manien først for alvor blev til en bølge i branchens bredere forstand, da FX i 2002 fik succes med den bramfri, voldelige antiheltepolitiserie ’The Shield’ og skabte et helt nyt brand for en ellers hensygnende b-kanal.

Siden fulgte kanaler som AMC (’Mad Men’, ’Breaking Bad’), Showtime (’Dexter’) og ABC (’Lost’, ’Desperate Housewives’) trop, og da Netflix tog chancen – for ja, også dette var en chance uden sikker gevinst – og trådte ind på det egenproducerende marked med ’House of Cards’ og ’Orange Is the New Black’ i 2013, var der ingen vej tilbage:

Alle medievirksomheder indså, at serierne var et ideelt middel til at holde seerne på netop deres tjeneste i en digital æra, hvor forbrugernes tid var blevet den vigtigste møntfod.

Da nybølgen blev en industri

Mængden af tv-tilbud accelererede hurtigere end en enkeltstartsrytter efter et hårnålesving. I 2018 blev der alene i USA serveret 495 fiktionsserier, hvilket for 20 år siden ville forekomme lige så latterligt, som hvis man hævdede, at marsmænd ville lande på jorden inden 2020.

Ligeledes i 2018 rundede Netflix 700 original-serier på tjenesten. Og streamingtjenesterne lancerede nu flere serier end de gammeldags tv-stationer.

En af hemmelighederne bag HBO’s serierevolution var, at de gav deres hovedforfattere frie tøjler, at de troede på showrunneren som uafhængig kunstner. Under optagelserne på ’The Sopranos’ blev der ikke ændret så meget som et ord fra manuskriptet, uden at David Chase blev ringet op. Og selvom også serier som ’The Wire’, ’Six Feet Under’, ’The West Wing’ og ’Breaking Bad’ nød godt af et forfatterrum med adskillige talentfulde bidragydere, blev de først og fremmest fænomener takket være deres hovedforfattere, henholdsvis David Simon, Alan Ball, Aaron Sorkin og Vince Gilligan, og deres kompromisløse visioner.

James Gandolfini og Edie Falco i ‘The Sopranos’.

Disse genier fik mulighed for at genopfinde en genre uden synderligt mange fortilfælde at skele til. Dramaserien var mere eller mindre død på amerikansk tv i 90’erne. De nye hovedforfatteres inspirationskilder kom primært fra film eller litteratur.

Men når en nybølge populariseres, bliver den også industrialiseret, den bliver sat i system, nye modeller bliver sat i produktion med de tidligere foregangseksempler som skabelon. Og med Netflix, Amazon, Hulu, Youtube, Facebook og Apples indtog på markedet, er det pludselig Silicon Valley mere end Hollywood, der driver udviklingen. Pludselig spiller algoritmer og minutiøse dataindsigter en central rolle for, hvilke serier der får det eftertragtede greenlight.

Stor kunst = alvorlig kunst

Boomet har de senere år højnet kvaliteten på flere fronter. Mens serier som ’The Wire’, ’The West Wing’ og ’The Sopranos’ ikke var noget at skrive hjem om rent æstetisk, er serierne nu blevet langt mere filmisk gennemførte og ambitiøse. Den visuelle sensibilitet er helt anderledes i top end for blot fem år siden.

Og fra at være et udpræget forfattermedium har instruktørerne nu møvet sig ind, og selv de største – fra Spielberg og David Fincher til Jane Campion og vores egen Nicolas Winding Refn – instruerer nu tv uden at skamme sig. Det samme gælder skuespillerne: Når selv Meryl Streep har meldt sin ankomst, ved man, at skillelinjen mellem tv- og filmstjerner i høj grad er udvisket.

I dag kan ingen imidlertid overskue overflødighedshornet af nye serier. Og den inspirerede guldalder er slået over i det, som FX’s respekterede topchef John Landgraf har kaldt Peak TV. De senere år har man som seer fornemmet mekanikken i alt for mange serier, både fra streamingtjenesterne og de gammeldaws tv-kanaler. De ser nu bragende godt ud, de bliver skabt af talentfulde mennesker, de kan deres dramaturgi og deres cliffhangers og deres psykologiske kompleksitet til fingerspidserne, men alt for mange virker også underligt sjælløse, som kedsommelige efterligninger af noget, vi har set før og bedre.

Slates tv-kritiker Willa Paskin har skrevet, at 2018 var året for fine TV. Utroligt mange serier er lige præcis… fine. Det er svært sådan rigtigt at sætte en finger på dem, men de antænder heller ikke en gnist, de vil ikke rigtigt noget ud over det sædvanlige. Producenterne er blevet så dygtige, at de kan lave en serie til fire stjerner uden at få sved på panden. Men der er noget uendeligt kedsommeligt i at mærke en tsunami af firstjernersfortællinger skylle ind over sig. Overgangen minder om dengang, hvor de energiske danske dogmefilm blev erstattet af pæne og polerede dramaer – det er historien om, hvordan nybruddets vitalitet erstattes af en driftssikker kvalitetsæra.

Et af de store problemer er, at hele tanken om og diskussionen af tv som et prestigeprodukt efterhånden skabte en slagside: Det virker, som om mange kanalchefer og forfattere blev for bevidste om, at de skulle lave stor seriøs kunst. Med streg under seriøs.

Fordi man kigger tilbage på ’The Wire’, ’The Sopranos’ og ’Six Feet Under’ som stur stur kunst på linje med de klassiske russiske romaner, er man tilbøjelig til at glemme en af deres fremmeste kvaliteter: De er sjove! Humorens dybe forankring i de mørke universer var det, der fik kynismen, mordene og morbiditeten til at glide ned, og det skabte den følelse af ægte liv, som har været ikkeeksisterende i alt for mange serier de senere år.

Væk fra frygtsomt fedtspil

Det er naturligvis også blot en slags arbejdsskade (ikke at jeg klager!), men gennem et par sæsoner har jeg helt ærlig været desillusioneret på tv-mediets vegne, og jeg har mærket en modbevægelse i mig selv og andre, som i kontrast hyldede den afsluttede, koncise, nøje økonomiserede fortælling, som filmmediet kan levere, når det er bedst.

Det var en naturlig konsekvens af, at alt for mange serier bestod af alt for lange sæsoner med alt for lange afsnit med alt for forudsigelige twists og alt for velkendte dilemmaer. Serierne kunne sjældent fremvise de intellektuelle åbenbaringer eller eksperimenterende fortællinger, som man hvert år finder på film. Kalkulen stank ud af alle disse plagede maskuline antihelet, bestialske kvindemord og quirky storbymillennials.

Men i år er jeg begyndt at vejre en vis morgenluft. Det er, som om tv-skaberne også selv er begyndt at indse, at man ikke kan modulere alt efter det, der virkede i går. Med ’True Detective’ sæson 2 lærte HBO for eksempel, at man kan tabe alt på gulvet ved at skynde en succes igennem.

Donald Glover som Teddy Perkins i ‘Atlanta’.

Den absurd hårde konkurrence om seernes tid giver nu ikke kun udslag i frygtsomt fedtspil, fordi det står mere og mere klart, at der skal noget helt særligt til for at stikke ud fra mængden. Eksperimentet er blevet en valuta i sig selv, hvorfor vi ser flere og flere enkeltafsnit, der tager fusen på alle, fra Atlantas ’Teddy Perkins’ til ’Barry’s ’Ronny/Lilly’. Også hos den hjemlige mastodont DR er den nye dramachef opmærksom på, at serierne skal ud af det trivielle dødvande: »Det sidste, verden har brug for, er én rimeligt god tv-serie mere«, som han siger.

DR’s egen ’Bedrag’ sæson 3 og HBO’s nylige hit ’Chernobyl’ er gode eksempler på, hvordan serierne kan finde tilbage til den autenticitet, det stramme fokus og det menneskelige nærvær, som så mange gange er druknet i selvhøjtidelighed eller jagten på det næste twist. Serierne skal betyde noget igen.

Den afsluttede miniserie har fået fodfæste, så Hollywood-stjernerne kan komme med på en mere uforpligtende billet, og omsider er tjenesterne begyndt at afpasse spilletid og sæsonlængde mere efter materialet end efter forretningsdrengenes brugerfastholdelsesstrategier. Denne fleksibilitet åbner i sig selv op for at lege med formaterne, som vi har set det i små antologiserier som ’High Maintenance’ og ’Easy’ eller korte dramaserier som ’Homecoming’, og også Netflix har erkendt, at kvalificerede mavefornemmelser indimellem må trumfe dataapparatets sandheder, hvis man skal ramme den næste it-serie.

Friskere, vildere, grundigere

Først og fremmest synes jeg, det er begyndt at blive sjovt at se tv igen, og det er ikke mindst i grænsefeltet mellem komedie og drama, at innovationerne skal findes i disse år med ’Fleabag’, ’Atlanta’, ’Better Things’, ’Barry’ og ’BoJack Horseman’ som nogle af frontløberne.

’Killing Eve’, ’Big Little Lies’, ’Dead to Me’ og HBO’s kommende ‘Euphoria’ sætter en tyk streg under, hvor vigtig humoren er selv i fortællinger med dødsens alvorlige tematikker. Imens synes den seks-syv-otte sæsoner lange fortælling, som i starten af årtusindet var den standard, alle stræbte efter, at være en uddøende race – sikkert til mange af kanalernes store økonomiske ærgrelse.

Serier er stadig mainstreamkultur, og det er vel nærmest kun David Lynchs genoplivning af ’Twin Peaks’ og Refns aktuelle ’Too Old to Die Young’, der har bevæget sig radikalt ind på kunstfilmterritoriet. Fred være med det, skal man investere sig gennem 10-20-30-40 timers skærmtid har de fleste nok brug for andet end hypnotiske billeder og associative handlingsgange.

Det surrealistiske afsnit 8 i det nye ‘Twin Peaks’.

Men serierne skal død og pine hooke med enten følelse, suspense, komik eller rendyrket fortællelyst. Troværdighed og uforudsigelighed er blevet seriernes måske vigtigste valuta i en tid, hvor man skal abonnere på 10 forskellige streamingtjenester og sige sit arbejde op for at få bare halvdelen med. Mediets fantastiske position som watercooler-fænomen er truet af den hidsige fragmentering, hvor vi sjældent ser det samme på samme tid. Dog er de udbredte spådomme om, at ’Game of Thrones’ var den sidste serie, vi så i fællesskab, hurtigt blevet gjort til skamme – her en måneds tid efter sæsonafslutningen i Westeros møder jeg i disse dage dårligt et menneske, der ikke ser ’Chernobyl’. På tværs af køn og alder.

Også 20 år efter ’The Sopranos’-premieren er den kreative energi langt vigtigere for seriernes gennemslagskraft og langsigtede levedygtighed end algoritmer og kalkuler. Jeg satser på, at vi befinder os i begyndelsen af en Peak TV 2.0-æra. Friskere, vildere og grundigere – fordi det kan betale sig.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold