‘Yesterday’: Selv ikke Beatles’ sange kan redde fortærsket romcom
Hvordan ville du reagere, hvis du var det eneste menneske i verden, som kendte The Beatles’ sange? Jack Malik (Himish Patel) – en ung indisk-britisk amatørmusiker – vælger at tage ejerskab over Lennon-McCartneys melodiskat, og pludselig kommer der andre boller på suppen i hans hidtil fallerede musikkarriere.
Danny Boyle (‘Trainspotting’, ‘Slumdog Millionaire’) lader denne kontrafaktiske historieskrivning finde sted via en global strømafbrydelse, som Jack ikke oplever, da han er impliceret i et grimt cykelstyrt i samme øjeblik.
Han vågner således op til en verden, hvor han kan stå som ophavsmand til et af historiens bedste musikkataloger, hvilket både familien og bedsteveninden Ellie (Lily James) naturligvis er dybt benovede over. Hvorefter Jack går igennem den forudsigelige rite of passage for en kommende stjerne: 1) demoindspilning, 2) som kommer en stjerne (Ed Sheeran, der spiller sig selv) for øre 3) stjerne tilbyder Jack sin hjælp 4) Jack hvirvles ind i musikindustriens menageri 5) Jack overvejer sine muligheder etc.
Gennemskueligheden bliver forstærket af birollerne. ’Saturday Night Live’-komikeren Kate McKinnon spiller alle klichéerne ud om grådighed og opportunisme i rollen som Jacks manager, og i en forstillet sangskrivnings-battle mellem Jack og Ed Sheeran, må sidstnævnte erkende nederlaget: »You’re definitely Mozart and I’m Salieri«, siger han med reference til Milos Formans ‘Amadeus’.
Heldigvis står den udødelige musik jo helt centralt, og man bliver da momentvis revet med, når ‘Back in the USSR’ gjalder ud over Moskva under Jacks opvarmningskoncert for Sheeran, og ‘The Long and Winding Road’ gør indtryk ved en backstagefest, eller da Ellie smerteligt erkender sin plads i ‘the friend zone’ og gerne vil være pigen i ‘And I Love Her’.
Med sit sensitive spil stråler Lily James i rollen som Jacks bedste veninde og står for filmens absolut fineste skuespilpræstation. Særligt i ‘Yesterday’s sidste del, hvor hun har blottet sig for Jack, finder man filmens bedste scener takket være hendes fremtoning.
Som hovedrolleindehaver er Himish Patel sært karismaforladt, og man har svært ved at investere sig i hans genvordigheder med karrierens ekspresfart og privatlivet. Han præsterer stort set det samme ansigtsudtryk hele filmen igennem, og hans sporadiske følelsesudbrud virker konstruerede.
Med ’Fire bryllupper og en begravelse’, ‘Notting Hill’ og ‘Love Actually’ på cv’et har manuskriptforfatter Richard Curtis tilstræbt en tilsvarende feel good-film, og selvom det er skægt, når Jack besøger en aldrende John Lennon, der lever i fuldkommen anonymitet, bliver dialogen mellem den 78-årige mand – som i denne fortælling jo altså hverken blev verdensberømt musiker eller myrdet – også banal. Selvfølgelig skal Jack gå efter sit hjerte, og selvfølgelig er det manden bag ‘All You Need is Love’, der skal fortælle ham det.
Scenen er således sat til filmens stort anlagte finale, som finder sted på intet mindre end Wembley Stadium, hvor Jack har planlagt den helt store bekendelse i mere end én forstand.
Der lyder selvfølgelig et kollektivt »Nuuuuuhr!« fra publikum, men scenariet er simpelthen så fortærsket efter første side i brugsmanualen for romantiske komedier, at man ingenlunde bliver rørt.
Og dette bliver også konklusionen. Danny Boyle og Richard Curtis nærer tydeligvis veneration for John, Paul, George og Ringo, hvis sange naturligvis simpelthen ikke kan slides op, heller ikke i en middelmådig og forudsigelig film.
Men idéen bag ‘Yesterday’ er bedre end selve produktet.
Kort sagt:
The Beatles sange kan ikke slides op, heller ikke i en forudsigelig og gennemskuelig romcom.