10. ’Years and Years’
Fremtidsdystopi a la ’Black Mirror’ møder sorthumoristisk familiedrama a la ’Six Feet Under’ i britiske Russel T Davies lige dele foruroligende og underholdende miniserie. Vi følger Familien Lyons – bestående af en vrissende, men kærlig bedstemor, fire voksne børn og deres respektive ægtefæller og afkom – gennem 15 år fra vor egen tid i 2019. Mens verden undergår store forandringer, der virker som isnende realistiske udbrud af alt for aktuelle symptomer, fra bankkrak til flygtningekrise, væltes familiemedlemmerne på hver deres måde omkuld, mens verden på en eller anden måde stadig går videre. Slutafsnittet stinker – så er man forberedt – men indtil da var ’Years and Years’ sjældent tankevækkende og oprigtigt skræmmende.
Kan ses på HBO Nordic.
9. ’The Good Fight’ sæson 3
Ingen – med fed streg under ingen – serie går mere direkte i kødet på det aktuelle politiske klima i USA og i særdeleshed præsident Trump end ‘The Good Fight’, hvis tredje sæson kommenterede så tæt på aktuelle events som en dramaserie med et par måneders produktionstid overhovedet kan. ‘The Good Fight’, der er en spin-off af ‘The Good Wife’, men kan ses helt separat, følger Chicagos eneste (fiktive) sorte og overvejende demokratiske advokatfirma, der har specialiseret sig i sager om politivold. Advokaterne går hårdt til republikanerne og diverse højreekstremisters hykleri, men ‘The Good Fight’ er alt andet end frelst, og peger om noget også fingre indad mod den venstreorienterede overklasse, der sov i timen da Trump bed sig fast i tidsånden. Skarpere og mere aktuel samfundsspidning i serieform finder man ikke uden for Late Night-segmentet – også selvom skaberne i tredje sæson måtte kæmpe mod moderkanalen CBS, der ville censurere en lille animeret sekvens, der pegede fingre af amerikanske korporationers flirt med Kina. Serieskaberne nægtede at skrive episoden om, og viste i stedet et skilt på skærmen med teksten »CBS har censureret dette indhold«. I 10 sekunder. Bum.
Kan ses på HBO Nordic.
8. ‘Russian Doll’
Hvad f*** er det her, tænkte mangen en serieseer formentlig under den første episode af ‘Russian Doll’, hvori Natasha Lyonne (som også har produceret serien) spiller en rapkæftet, storrygende kvinde, der gennemlever sin fødselsdag igen og igen. Men hvad der lagde jævnt ud som en kæk, men ikke synderligt original nyfortolkning af Bill Murrays 90’er-filmhit ‘Groundhog Day’, afslørede lag for lag sine sande intentioner i en overraskende dyster mareridtsfabel med et budskab, der transcenderede forbilledets dannelsesrejse. En sæson 2 er på vej, men det er svært at forestille sig, at den kommer til at kunne overgå etteren nu, hvor katten er ude af babushka-dukken.
Kan ses på Netflix.
7. ‘The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story’
En af sidste års mest prisvindende serier i det amerikanske kom først til Danmark i starten af 2019, men Ryan Murphys genfortælling af mordet på modedesigner Gianni Versace var ventetiden værd, først og fremmest takket være den tidligere ‘Glee’-stjerne Darren Criss isnende uhyggelige tour de force-præstation som seriemorderen Andrew Cunanan. Criss spillede over for Edgar Ramirez som Versace, Penelope Cruz som Donatella Versace og Ricky Martin som designerens kæreste, Antonio D’Amicio, og som i Murphys andre serier ‘American Horror Story’, ‘Feud’ og førnævnte ‘Glee’ udgjorde ‘The Assassination of Gianni Versace’s miljøtegning (Miami i 90’erne) og visuelle stil et æstetisk overflødighedshorn – tilsat en gyselig sand historie om en ægte American Psycho.
Kan ses på Netflix.
6. ‘Catastrophe’ sæson 4
Det har ikke skortet på parforholdsserier i de seneste års dramedy-epoke, men mødet mellem britiske Sharon og amerikanske Rob – skrevet og spillet af Sharon Horgan og Rob Delaney – er og bliver det sjoveste og mest sortsynede. Det understregede slutsæsonen, der holdt velgørende fast i ensemblets ublu og ofte hysterisk morsomme kynisme, samtidig med at den gav Sharon og Rob en rørende og perfekt afrundet finale. Sådan ser kærlighed i virkeligheden ud.
Sæson 4 blev vist på DR, men kan desværre ikke streames længere. Viaplay har sæson 1-3.
5. ‘Big Little Lies’ sæson 2
Der var god grund til at være nervøs for videreudviklingen af HBO’s miniseriehit fra 2017: Den var nagelfast tænkt som en afsluttet fortælling. Og det ender ofte antiklimatisk, når en opfølger zoomer ind på efterspillet til det drama, man var så optaget af i første omgang. Men med den nye instruktør Andrea Arnold i spidsen gør ’Big Little Lies’ al skepsis til skamme med en historie lige så bidende sarkastisk og psykologisk slagkraftig som den første – med Nicole Kidmans tvetydigt sorgramte Celeste som emotionelt anker og en uovertruffen Meryl Streep som nyankommen passiv-aggressiv joker. Vi mangler stadig afslutningen, men tør alligevel godt give sæsonen en prominent plads her på listen.
Kan ses på HBO Nordic.
4. ‘Veep’ sæson 7
HBO’s hyperaktive politiske komedieserie brillerede hele vejen til målstregen i sin sidste sæson om Julia Louis-Dreyfus’ narcissistiske Selina Meyers zigzag-løb mellem storhed og fald i Washington D.C.’ kyniske politiske spil. Sæsonen varmede op til den igangværende primærvalgkamp med Selinas voldsomt underholdende jagt på den demokratiske præsidentkandidatpost, blandt andet mod en genfødt Donald Trump-lignende Jonah, der blandt andet vækker jubel blandt masserne ved at gøre op med islamistisk matematik i de amerikanske skoler… Dialogen var så krads og tempofyldt som altid, og den ’Six Feet Under’-lignende konklusion var så tilpas usentimental, som man kunne forvente af en komedieserie med Veep’s uforlignelige sjovhedsfaktor.
Kan ses på HBO Nordic.
3. ‘Barry’ sæson 2
Bill Haders HBO-dramedy om en lejemorder, der ser en udvej fra sin blodige livsstil gennem et nyfundet engagement i en lille teatertrup i Los Angeles, var en af de positive overraskelser sidste år, men anden sæson overgik den første på alle niveauer: Endnu sjovere, endnu tungere på suspense, endnu mere på spil i karakterportrættet af en mand, der har svært ved at vriste sig fri fra sin voldsbelagte fortid. Serien er både hamrende morsom, særligt i biplottet omkring den elskværdige tjetjenske gangster NoHo Hank, og thrillermørk a la ’Breaking Bad’, og så leverede den et af årets mest uforglemmelige afsnit med den uforudsigelige, magisk-realistiske afstikker ’ronny/lily’, hvor Barry må bekæmpe en kampsportsmestrende far og dennes adrætte datter.
Kan ses på HBO Nordic.
2. ‘Chernobyl’
Hvad siger det om vores tid, at en gråmeleret dokudramatisk serie om en historisk atomkraftulykke, hvor alle russerne taler engelsk, skulle blive et af de helt store samtaleemner på tværs af alder og almen seriesmag? Utvivlsomt en hel masse (tænk klimafrygt og Ruslands-paranoia), men først og fremmest skyldes successen formentlig den minutiøse grundighed i genskabelsen af 80’ernes Sovjet samt den fintunede forståelse for horrorbeslægtet suspense, som hovedforfatter Craig Mazin (inden da bedst kendt for sin glimrende manuskriptnørdpodcast ’Script Notes’) & co. excellerede i. ’Chernobyl’ talte effektivt til angsten for det, vi ikke kan se – og fik gennem skildringen af disse uanseelige, underspillede helte, der prøver at formindske skaden fra ulykken, os til at gruble over, hvordan vi selv ville have handlet i et kvælende bureaukratisk system, hvor individuel heroisme ikke just bliver belønnet.
Kan ses på HBO Nordic.
1. ‘Fleabag’ sæson 2
Halvårets suverænt bedste serieoplevelse bød på et lige dele fabelagtigt og frustrerende farvel til tv’s mest velskrevne millennial-egocentriker aka. serieskaber og skuespiller Phoebe Waller-Bridges retningsløse Fleabag. 2016’s sorthumoristiske og melankolske minisæson om den 20-something sex og – selvværdshungrende fuck-up i London kaldte ikke umiddelbart på en opfølger, men i anden rundes seks korte episoder skriver Waller-Bridge (som også stod bag ‘Killing Eve’s første sæson) sin karakter til nye højder med et lynende intelligent bid, der positionerer hende som en værdig arvtager til den Woody Allen’ske snakkefilmsarv.
‘Fleabag’s kvinder – heriblandt Oscar-vinder Olivia Colman som tåkrummende giftig ‘sexkunstner’ – får albuerum til at være formidable, frygtelige, forvirrede og fatale i al deres umaskerede ærlighed, om det så er kønt eller ej (eller virkelig grumt), når samtalerne svinger fra traumebehandling, til hvem der har en tampon i tasken, ulemperne ved analsex, ældning og det faktum, at »hair is everything!«, som Fleabag oprigtigt indigneret råber af en arrogant frisør i et gif-værdigt øjeblik.
Genrefællerne ‘Girls’ og ‘Broad City’ lurer på sidelinjen, men Waller-Bridge er på niveauet over, og sæsonens flirt med religion (i form af Andrew Scotts ‘Hot Priest’) viser sig at være et match made in satirisk tv-heaven, der hiver det eksistentialistiske navlepilleri op på et helt nyt plan (som når Fleabag til en kirkelig seance højlydt overvejer, om hun ville være en bedre feminist, hvis hun havde mindre bryster), og hvor alle involverede kredser om katarsis og tilgivelse for et morads af små og store synder. Det er hylende morsomt og ikke så lidt livsklogt – og selveste Kristin Scott-Thomas lægger vejen forbi for at give Fleabag indsigt i, hvor bittert det er passere sin last fuckable salgsdato i et rum fuldt af unge, der whiner over alle deres muligheder.
På Daniel Craigs opfordring blev Waller-Bridge for nylig hentet ind til at finpudse manuskriptet til den kommende Bond-film nummer 25. Skørtejægeren kunne ikke være i bedre hænder.
Kan ses på Amazon Prime.
Læs også: De 10 bedste film i første halvdel af 2019