Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi en række af disse film fra nyere tid, og i dag dykker Rasmus Friis ned i Christopher Nolans drømmeværk, der blev hyldet, da det kom, men siden også er blevet genstand for latterliggørelse. Her små 10 år efter: Hvad er virkelighed, og hvad er drøm?
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
SERIE: Holder de i dag?

–––––––––––––––––––––––– Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi 15 af disse nyklassikere – fra 'Inception' til 'Titanic', 'Fight Club' og 'Den sjette sans'.

SERIE: HOLDER DE I DAG? Jeg kan huske, at jeg sad med store øjne i mørket, da jeg som teenager så ’Inception’ i biografen.

De blev kun større, da jeg genså den nogle dage efter.

Siden er ’Inception’ en af de film, jeg har latterliggjort allermest, måske ofte kærligt, men alligevel.

Siger det noget om, at jeg har ændret mig? Siger det noget om, at tiden er skiftet? Måske. Mest af alt tror jeg dog, det siger noget om Christopher Nolan.

’Inception’ er den britiske instruktørs prestigeprojekt, og efter sigende brugte han omkring ti år på at færdiggøre manuskriptet, før han fik grønt lys til at realisere det. Filmen skriger da også Nolan fra start til slut: Et komplekst sammenskruet plot med twists og forskydninger i tid, en mandlig hovedperson, der har svært ved at skelne mellem virkelige og falske minder og en slutning, der stiller spørgsmål i stedet for at give svar. Plus et par nik til James Bond.

’Inception’ er den arketypiske Nolan-film, og her et lille årti efter premieren står det klart, at den rummer nøglen til at forstå, hvorfor instruktøren er havnet mellem to yderpoler i filmkredse: som et geni blandt en bred, til tider religiøs, følgeskare og et mobbeoffer blandt kritikere, der ynder at stemple ham som overvurderet.

’Inception’ blev hyldet ved premieren med en score på 87 procent på Rotten Tomatoes og flere topkarakterer i de danske dagblade, blandt andet i Politiken. I årene, der fulgte, blev den også genstand for parodier, ikke mindst i ’South Park’-afsnittet ’Insheeption’, hvor et par karakterer, der er åbenlyse pendanter til Nolan, bliver ved med at hylde afsnittets eget plot:

»It’s so complex and cool!« nærmest skriger de.

Komplekst og cool

Da jeg genså ’Inception’ for nogle dage siden, var jeg næsten lige så begejstret, som da jeg så den i 2010. Men jeg synes også, at ’South Park’-parodien rammer plet.

For når Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt og co. forklarer, hvordan de kan manipulere drømme og bore sig dybere og dybere ned i underbevidstheden, virker det vitterligt, som om Nolan fortæller os det, de gør i South Park: »Det her, jeg har udtænkt, er så komplekst og cool!«

Man hører det, når Dominick Cobb (DiCaprio) forklarer, hvordan man kan designe drømme. Man hører det, når Joseph Gordon-Levitts dødbider viser, hvordan rumlige bedrag kan bruges i drømmeland. Og man hører det, når hele holdet diskuterer muligheden for at plante en ide i hovedet på en forretningsmand, mens han drømmer – en mission, der skal rense Cobb for anklagerne om, at han har dræbt sin kone, og sikre ham indrejse til USA, hvor hans børn holder til.

Det er måske også komplekst og cool. Det er bare ikke særligt dybt eller meningsfyldt, hvis man tænker over det. Og det siger egentlig en del om Christopher Nolan.

Som flere af Nolans film tager ’Inception’ afsæt i store filosofiske spørgsmål, om drømme, tid og hukommelse, men i sidste ende er instruktøren ikke så optaget af at berige os intellektuelt som at give os en hjernevridende rutsjetur i eskapismens navn.

Nolan sender os på en skattejagt for at finde grænsen mellem drøm og virkelighed og lader den fortsætte efter rulleteksterne, da det sidste billede ikke svarer på, om Cobb når hjem til sine børn eller bare drømmer, at han gør det.

Det er en sjov skattejagt, men det er ikke en skattejagt, der munder ud i grundvoldsrystende indsigter.

Spørgsmålet er vel, om man forventede at finde dem?

Afskåret fra basal logik

Man kan mene, at Nolan tidligere har formået at kombinere sine snedige plotkonstruktioner med præcise psykologiske dissekeringer af mænd i mørke, plaget af onde minder eller mangel på samme, Christian Bales og Hugh Jackmans rivaliserende tryllekunstnere i ’The Prestige’ og Guy Pearces hævner med hukommelsestab i ’Memento’. Her fungerede plottets desorientering som en stærk pointe.

Man kan også mene, at ’Inception’ med sin horde af selvhævdende forklaringer og jonglering med drømmeniveauer postulerer at have mere i posen, end den rent faktisk har.

Det er rigtigt, og det er helt sikkert grunden til latterliggørelsen. Det ændrer bare ikke på, at ’Inception’ er forbandet medrivende, blandt andet fordi den slår et så stort brød op.

Når den først har etableret de fire drømmelag, som den ihærdigt klipper imellem, altid indsvøbt i Hans Zimmers dunder, er det svært ikke at overgive sig til det sublime håndværk. En deadline hænger over alle karakterer i hver deres niveau: Joseph Gordon-Levitt dyrker svævende kampsport på et hotel, Tom Hardy holder skansen med maskingeværer i et snelandskab, og Leonardo DiCaprio skal hente forretningsmanden Saito i et limbostadie, alle mens de sover i en bil i styrtdyk fra en bro – samtidig med at de sover i et fly. Det hele er så virtuost iscenesat og krydsklippet, at det føles, som om en hel stribe af last minute rescues bliver serveret med et enkelt filmisk tordenskrald. 

Og så kan det godt være, at historien om Cobbs kone, der tror, at virkeligheden er falsk, fordi hun er faret vild i sin egen underbevidsthed, er mindre hjerteskærende, end den gerne vil være, selvom den er godt udtænkt (det er en tilbagevendende kritik af Nolan).

Ligesom det er tydeligt, at Nolans forståelse af drømme er totalt afskåret fra basal logik og videnskab, psykologisk og naturvidenskabelig. Noget, der måske hænger sammen med, at hans research ifølge eget udsagn har været sparsom.

Men hånden på hjertet: Hvor ofte oplever man at være så tryllebundet og overrumplet af en blockbuster?

Et originalt monument

Det er et spørgsmål, der trænger sig endnu mere på i 2019, end det gjorde i 2010, da ’Inception’ havde premiere.

Ikke bare fordi Nolan selv har ramt skævt med et par plotkonstruktioner, den unødvendige tidsforskydning i den ellers effektive ’Dunkirk’ og en maveplasker af en slutning bag bogreolerne i ’Interstellar’, igen i tidsbøjningens navn.

Men fordi Hollywood i 2019 har udviklet sig til en fabrik, hvor alle ideer udspringer af noget kendt og elsket. Det er ikke, fordi ideerne altid er dårlige, de er bare kun halvnye – i bedste fald.

Tag Marvels føljeton, der kaster karakterer rundt i et evigt voksende univers. De har overrasket sporadisk, for eksempel i den tragiske finale i ’Avengers: Infinity War’, men de har aldrig risikeret noget, fordi de har haft Captain America, Iron Man og co. som en garanti ved billetlugerne.
De har heller ikke haft meget albuerum til at eksperimentere, fordi de konstant har måttet skele til de rigide fanforventninger, der knytter sig til ikoniske karakterer.

Det kræver en helt anden risikovillighed at øse penge i en film, der baserer sig på et indviklet tankespind, foregår i en række forskellige uvirkeligheder, og som i sidste ende fravælger forløsningen for at fortsætte mysteriet. Vi ved ikke engang, om det, vi ser til sidst, faktisk finder sted (!).

Det kunne være gået grueligt galt. Men det kunne også kun gå så godt, som det gjorde, fordi bagmændene var villige til at tro på en talentfuld filmmagers originale koncept og tage risikoen.

Hyldest til drømmefabrikken

Hvis ’Inception’ fungerer som mere end en rasende underholdende actionfilm, er det som en hyldest til filmmediet. Til den store drømmefabrik. Cobb, manipulatoren af drømme, er et åbenlyst billede på Nolan selv, auteuren, der minutiøst orkestrerer vores oplevelse i biografsæderne. Og allegorien kan tages længere endnu: Tom Hardys formskiftende Eames er skuespilleren, Ellen Pages drømmearkitekt er manusforfatteren, Joseph Gordon-Levitts Arthur er produceren, den rationelle stemme, der siger stop, når ideerne bliver for vilde, og Yusuf, manden, der kører bilen, muliggør hurlumhejen i den tekniske afdeling.

Det er klart, at ’Inception’ ikke helt kan bære sin selvhøjtidelighed, når den skrotter realismen i sin fremstilling af drømme og undervejs forestiller sig noget fra ’The World Is Not Enough’ bag øjenlågene. Det er ikke ligefrem ’Den andalusiske hund’.

Man kan også snildt finde plothuller, hvis man vælger at lede efter dem (tæl for eksempel, hvor mange minutter Gordon-Levitt bruger på hotellet, i forhold til hvor meget han egentlig har at gøre godt med).

Derfor er det fint at gøre grin med filmen, jeg gør det som nævnt selv. Men det er også svært at benægte, at ’Inception’ holder sit vigtigste løfte: Den er så medrivende, at man glemmer tid og sted – og logik.

Det gør filmen til et befriende monument over, hvad man kan opnå, når man bruger tid på at dyrke de originale ideer inden for Hollywood-systemet. Det handler måske nok om at turde udfordre sit publikum. Men egentlig handler det mest om det, Hollywood altid har solgt: effektiv virkelighedsflugt.


Så… holder den i dag?

Ja! ’Inception’ er måske ikke så begavet, som den praler med, men når først Leo har talt konceptet på plads, er det en voldsomt effektiv – og ikke mindst overrumplende original – actionfilm, der hæver sig højt over Hollywoods kavalkade af genbrugsbulder.

’Inception’ kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster.

Læs også: Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Læs også: Disse film skal du streame i juli – fra omdiskuteret Oscarvinder til roste Sundance-hits

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold