‘I krig’: En sitrende intens skildring af menneskelig værdighed

‘I krig’: En sitrende intens skildring af menneskelig værdighed
'I krig'.
5 6
Spillefilm
Instruktør

Stéphane Brizé

Medvirkende

Vincent London, Mélanie Rover, Jacques Borderie

Spilletid

115 minutter

Premiere

Den 11. juli

Fabrikken og strejken er velkendte troper i fransk kulturhistorie. Fra forfatteren Émile Zolas velkendte ’Germinal’ fra 1885 over studenteroprørerne i 1960’erne, hvor franske intellektuelle tilsluttede sig fabriksarbejderne i strejkerne til et forfaldende industrilandskab rundt om i det trikolorens landskab og de for tiden aktuelle gule veste, har fabrikken og strejken tjent som en del af arbejderklassens selvforståelse i Frankrig.

I et altid politisk vækket Frankrig, hvor revolutionens blod løber gennem årene med en mindre populær præsident i spidsen, synes det derfor også ganske relevant, at instruktør Stéphane Brizé ankommer på perronen med en hårdtslående film om social ulighed i sit stolte hjemland.

’I krig’ (‘En Guerre’) er et politisk drama med Vincent London i hovedrollen som den kompromisløse Laurent, der med bidende intensitet og glødende hjerte står i spidsen for en gruppe strejkende arbejdere på en lukningsramt fabrik i Sydfrankrig.

Filmen kæmpede om Guldpalmen på Cannes-festivalen sidste år, og samarbejdet mellem Stéphane Brizé og Vincent Landon foldede sig ligeledes ud i ’Markedets Lov’ fra ’15, der også fulgte samme socialrealistiske observerende tone og et skuespilensemble, som ligeledes blandede professionelle og amatører.

I ’I krig’ har kapitalismens kyniske kæbe smækket gabet i overfor sine medarbejdere, der trods en aftale om nedsat løn i forsikring om fortsat arbejde, nu må se deres nutid og fremtid smuldre. Mindre afstumpet og jernkoldt bliver det heller ikke, at lukningen ikke sker på grund af bundlinjens bloddryppende tal. For økonomien er sådan set positiv, men vækstprocenten blot ikke høj nok til, hvad de afstumpede aktionærer gider beskæftige sig med.

Det er mennesket overfor økonomien, humanismen kontra kapitalen. Og krigen, vreden og frustrationens frådende fakler oplyser denne kamp, som ikke blot udspiller sig ansigt til ansigt mellem menigmand og the Man, men i alle lagene: Arbejderne imellem, familielivet og hos individet selv.

’I krig’ er en film, som i stil med instruktører som Ken Loach og Mike Leigh, benytter sig af et stærk dokumentarisk greb. Man er en flue på væggen til lange diskussioner i fagforeningerne eller mellem arbejdere, ejere og politikere. Og det er primært konstruerede nyhedsklip, som forklarer og uddyber forhandlingernes status og fortællingens langsommelige fremdrift.

Formen er måske ikke for alle. Og ’I krig’ er da også afhængig af stærke virkemidler for at opretholde dramaet og intensitetens knyttede næve. Særligt Vincent Londons sitrende præstation og en velvalgt og veldisponeret lydside gør derfor, at man forbliver investeret i denne film, der er skrevet med værdighedens skælvende skrift.

Slutningen, som naturligvis ikke skal spoiles her, efterlader dog rum til granskning. Om det fungerer som et tungt slag i hjertet eller føles lettere utroværdigt har splittet mig de sidste par dage. Men i sidste ende valgte jeg så at gå med førstnævnte.

At ’I krig’ er en politisk film, kan der ikke være nogen tvivl om. Og selvom den som sagt måske ikke er for alle, er det ikke desto mindre vigtigt, at en film tør skrive sig så direkte ind i et politisk klima i en tid, hvor superhelte og eskapistisk underholdning synes at sidde tungt på tronen.


Kort sagt:
’I krig’ er et ærligt angreb på et kynisk samfund, der med lange observerende scener og dialoger forsøger at genfinde mennesket tabt i det hele.

Læs også: De bedste film i første halvdel af 2019

Læs også: De bedste serier i første halvdel af 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold