‘Joker’-instruktør Todd Phillips forbereder sig på et backlash fra tegneseriefans

‘Joker’-instruktør Todd Phillips forbereder sig på et backlash fra tegneseriefans
Joaquin Phoenix i 'Joker'.

Der er store forventninger til Todd Phillips‘Joker’, der med Joaquin Phoenix i hovedrollen fortæller historien om manden bag Batmans ærkefjende. Eller rettere, manden han engang var, før klovnefjæset fortrak sig i den velkendte, permanent psykotiske grimasse.

Filmens atmosfæriske trailer vakte hårdkogte 70’er-minder om Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ såvel som 80’ernes ‘The King of Comedy’, men den ivrige hype til trods forbereder Phillips sig på et backlash fra de Batman-fans, der regner med at få en Joker-oprindelseshistorie direkte inspireret af tegneserieuniverset. I et interview med filmmagasinet Empire siger instruktøren:

»Vi har ikke fulgt noget fra tegneserierne og det vil nogen nok blive sure over. Vi har skrevet vores helt egen version af, hvor en fyr som Jokeren kunne komme fra. Det var det, der var interessant for mig – vi har ikke lavet en film om Jokeren, men en historie om at blive Jokeren. Det handler om den her mand, Arthur«.

Phillips fortæller desuden, at Phoenix hele tiden var hans ønskevalg til hovedrollen:

»Jeg synes, han er den største skuespiller. Vi havde et billede af ham hængende over computeren mens vi skrev manuskriptet og snakkede hele tiden om, ‘Gud, tænk hvis Joaquin rent faktisk vil gøre det!’«.

Førnævnte Arthur er en socialt kuet mand, der lever en ensom tilværelse med sin gamle mor i Gotham. Han forsøger at møde verden med et smil, men modgangen vokser og sindet slår sprækker. Ikke mindst da en glat stand-up-komiker i Robert De Niros skikkelse (løftet fra netop ‘The King of Comedy’ som De Niro i sin tid spillede hovedrollen i) dukker op på scenen, og trækker tæppet væk under den sidste rest af Arthurs fornuft.

»My mother always tells me to smile and put on a happy face … « smisker Phoenix på Oscar-rov i traileren, inden han slutteligt farver lokkerne med konklusionen: »I used to think my life was a tragedy. But now I realize, it’s a comedy«.

Joker’ får dansk premiere 3. oktober.

Læs også: Joaquin Phoenix ser helt utrolig ud i første trailer til ‘Joker’

Læs også: De bedste serier i det første halvår af 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af