Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?

Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi en række af disse film fra nyere tid. I dag skriver Lise Ulrich om Steven Spielbergs 2. Verdenskrigsepos, hvis brutale åbningsscene skabte enorm opmærksomhed ved premieren i 1998. Og filmen vækker overraskende stærke følelser.
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
SERIE: Holder de i dag?

–––––––––––––––––––––––– Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi 15 af disse nyklassikere – fra 'Inception' til 'Titanic', 'Fight Club' og 'Den sjette sans'.

Artiklen indeholder spoilers for ‘Saving Private Ryan’.

SERIE: HOLDER DE I DAG? 25 minutters uafbrudt krigshelvede. Den mest realistiske skildring af D-dag nogensinde ifølge soldaterne, der selv var der. 1.500 statister, heraf 750 mand fra det irske hjemmeværn og 30 virkelige amerikanske veteraner med amputerede lemmer.

Åbningsscenen i Steven Spielbergs ‘Saving Private Ryan’ genererede overskrifter allerede inden filmens premiere i 1998, og rygterne om dens utilslørede brutalitet var ikke overdrevne. Min amerikanske moster kunne berette om, hvordan hun havde siddet i en proppet biograf i Atlanta, Georgia, blandt en række ældre publikummer, der enten selv havde oplevet verdenskrigen fra første parket i Europa eller var slægtninge til nogen, der havde. Salen var fuldstændig tavs hele filmen igennem, men under rulleteksterne kunne man høre voksne mænd græde. I lang, lang tid var der ingen der rejste sig.

The Department of Veterans Affair oprettede en hotline til tidligere soldater og pårørende der måtte føle sig traumatiserede af ‘Saving Private Ryan’, men flere veteraner takkede samtidig åbent Spielberg for at have formidlet de omstændigheder, de aldrig selv havde kunnet formidle med ord efter hjemkomsten – og den amerikanske ratingskomite valgte ekstraordinært at give filmen en »mesterværksundtagelse« så den fik ratingen R i stedet for NC-17, der ville havde forment publikummer under 17 år adgang uden undtagelse. 

Jeg var 12 da ‘Saving Private Ryan’ kom ud, og fik ikke lov til at se filmen på det store lærred uagtet at jeg plagede og påråbte mig alskens ret som kæmpe Tom Hanks-fan. Derfor gik der også halvandet års tid før jeg selv hev VHS-versionen ned fra hylden i Fona, men vores fjernsynskærms beskedne antal tommer præ-fladskærmsæraen mindsknede ikke den overrumplende effekt, filmens visuelle voldsomhed havde på mit 13-årige jeg (som i en rum tid derefter nærede et indædt had til Matt Damon udelukkende baseret på den ulykke, hans Ryan-karakter uforvarende er skyld i). 

Åbningsscenen på Omaha Beach.

Oplevelsen af Spielbergs historiske værker (der også tæller ‘Lincoln’, ‘Munich’, ‘The Post’ og ‘Bridge of Spies’) vinder ikke overraskende med et vist udvidet verdenssyn, og da jeg genså ‘Saving Private Ryan’ i mine 20’ere (tilfældigvis atter i barndomshjemmet, hvor jeg agerede hunde-sitter en lørdag aften) sved krigens absurditeter og soldaternes afmagt seriøst i tårekanalerne. Men hvordan ser ’Saving Private Ryan’ ud nu, endnu et årtis tid senere og på den anden side af en række prominente prisvindende krigsfilm som ‘The Hurt Locker’, ‘Hackshaw Ridge’, ‘American Sniper’ (den første med en R-rating siden ‘Ryan’) og ‘Dunkirk’, hvori blandt andre Kathryn Bigelow og Clint Eastwood er gået anderledes aktuelt i rette med samfundets giftige idolisering af USA’s moderne mellemøstskrigsindsatser post 9/11 (nogen ville mene glorificere i sidstnævntes tilfælde, men i det er jeg ikke enig), mens Christopher Nolan imponerede med bjergtagende stilistiske visioner på ‘den anden’ skæbnesvangre strand i Normandiet?

En FUBAR-mission

‘Saving Private Ryan’ åbner ganske vist i hvad der ligner bedste svulstigt-højtidelige stil med et flagrende amerikansk flag til tonerne af John Williams Oscar-nominerede score. Men de rippede kanter og udvaskede look – resultatet af en 60 procent de-saturationen under samtlige scener i 40’erne – lader samtidig en vide, at noget er off og meget langt fra Michael Bay-land, skulle nogen nurse den slags forudindtagede vildelser (da filmen første gang blev vist på tv, skruede flere udbydere op for farverne for at imødekomme seerklager). Om end det ikke vil formilde kritikere af klassiske storfilmsgreb, at Spielberg kort herefter framer en gammel mands marterede ansigtsudtryk som vindue til historien i 1944 i et close-up, der er bemærkelsesværdigt lig det, James Cameron benyttede for at kickstarte Roses fortælling i ‘Titanic’ året forinden. Og som til dels forlader en til at tro, at manden vi klipper til i fortiden, Tom Hanks Captain Miller på vej mod Omaha Beach, er den yngre udgave af pensionisten. 

Men sådan forholder det sig som bekendt ikke, og Spielberg punkterer langsomt ens blåøjede håb undervejs i filmen, idet han opbygger et tiltagende klaustrofobisk momentum under Miller og hans soldater på dommedagsmarch.

Tom Hanks og Matt Damon i ‘Saving Private Ryan’.

Selve plottet, hvori en gruppe mænd sendes på en kamikaze-mission direkte i armene på de tyske styrker for at redde en enkelt soldat, Private Ryan, der har mistet alle sine tre brødre i kamp og derfor ifølge skrivebordsoverordnede fortjener en billet hjem til mor, er løst inspireret af en virkelig historie (her viste det sig imidlertid, at den ene bror slet ikke var død, men havde siddet i japansk fangenskab). Det lugter af helteoperette, men Spielberg er lige så lidt interesseret i Ryans ve og vel som Miller og seeren er det. Selv ynglingen udtrykker vantro, da han endelig lokaliseres; »Det giver jo ingen mening!« udbryder han og nej, det gør det ikke. Redningsprojektet er FUBAR – fucked up beyond recognition.

Krystalklare soldaterkammerater

‘Saving Private Ryan’ fik premiere samme år som Terrence Mallicks fremragende 2. Verdenskrigs-drama ‘The Thin Red Line’ (hensat til Stillehavet), men selvom filmene udadtil inviterede til oplagte sammenligninger og blev nomineret til det samme hav af priser, er de som nat og dag med Malicks som den ‘Apocalypse Now!’-beslægtede, filosofiske (men lidt for fragmenterede) feberdrøm og Spielbergs som den mere detaljeorienterede krigsfilm a la ‘A Bridge Too Far’, hvis vægtige karaktertegninger trækker det længste strå i forhold til at rodfæste fortællingens menneskelige tragedie. Jeg syntes vældigt godt om ‘The Thin Red Line’, men udover Woody Harrelson, der kaster sig ovenpå en håndgranat, er det ikke de enkelte castmedlemmers (Sean Penn, Jim Caviezel) præstationer, der former mine minder af filmen. Hvorimod persongalleriet i ‘Saving Private Ryan’ har stået krystalklart siden første møde.

Edward Burns og Adam Goldberg samen med instruktør Steven Spielberg på settet.

Det er er der en god grund til, viser det sig: Adam Goldberg (lidt uretfærdigt best kendt som Chandlers scary roommate Eddy), Vin Diesel, Barry Pepper og Giovanni Ribisi leverer på samtlige parametre som soldaterkammeraterne Mellish, Carpazo, Jackson og militærlægen Wade, og særligt Goldberg er lige så velspillende som hans endeligt i febrilsk knivkamp med en tysker er møgubehageligt – det er en af de scener, jeg husker bedst fra min oplevelse af filmen som barn, og dens intimitet er stadig chokerende i al sin enkelhed. Overambitiøse voldsenthusiaster, take note.

Rundt om ovennævnte stjerner dukker Paul Giamatti og Ted Danson op i solide biroller, og hvis man er virkelig vaks kan man endda spotte ‘Fleabag’s Andrew Scott som unavngiven soldat på Omaha Beach. Tom Sizemore har sjældent været bedre eller mere afbalanceret end i rollen som Captain Millers næstkommanderende (skuespilleren var på vej ud af et heftigt kokainmisbrug op til indspilningerne, og fik at vide af Spielberg, at han ville blive fyret på stedet, hvis han mødte påvirket på arbejde), men det er Tom Hanks, hvis sublime karrierehighlight slår benene væk under en. 

Spielberg nærer en livslang filmfascination for at positionere sympatiske eksistenser overfor tilsyneladende uoverkommelige kræfter, der tvinger løvehjertet frem i alt fra barnet til gigolorobotten – hvad end det er Sam Neill overfor T-rex’en i ‘Jurassic Park’, Roy Scheider versus ‘Jaws’ eller lille Thomas Elliott som beskytter for ‘E.T’. – og på papiret passer Miller profilen. Men hans tragiske twist er mere interessant: Hanks militærmand med galoperende PTSD har bevæget sig så langt fra sit gamle jeg, at han gruer for, om hans kone overhovedet ville kunne kende ham, hvis han vendte hjem, og tvivlen over identitetstabet formørker mulighederne for en happy end fra det øjeblik, vi ser hans hånd ryste – såvel som giver Hanks mulighed for at hudflette, hvordan hans karrierekarakteristiske, evigt sympatiske everyday man ville se ud på den anden side af flere års død og ødelæggelse.

»Giv det fucking barn tilbage!« brøler Miller, da Caparzo vil redde en lille pige, hvis forældre tikker soldaterne om at tage deres børn med til den næste, mere sikre landsby. Miller flår pigen ud af Caparzos arme – som sekundet efter bliver ramt af en snigskytte. »Det er derfor, vi ikke kan tage børn med«, snerrer Miller og river den døde soldats hundetegn af, mens de andre ser forstenede til. At hverken de eller seeren kan tyde, hvad den forhærdede Captain var i sit civile liv, er en af filmenes stærkeste pointer, og så meget desto mere hjerteskærende er det, da han lader masken falde for at afmontere en mytterilignende eskalering af mændendes utilfredshed. Jeg vidste, hvad der kom, og alligevel hang jeg ved hvert et ord:

Miller var engelsklærer i en folkeskole, hvor han var instrumental i at forberede sine elever på et succesfuldt voksenliv. Ironien i, at han under krigen har mistet 94 unge mænd under sin kommando, er grum, men hvad der kunne være blevet et Hollywood-sentimentalt øjeblik eksekveres med et perfekt mådehold, der er symptomatisk for filmens overordnede håndtering af krigsgenrens troper, og som sætter diverse nyere copycat-instruktører med fokus på bombastiske Stars’n’Stripes-idealer over de mudrede menneskelige realiteter totalt til vægs. I forhold til, hvor enorm en skala ‘Saving Private Ryan’ åbner på, er det bemærkelsesværdigt, hvor store de små scener føles, når alt bliver tyst omkring skuespillerne. 

Hanks og Spielbergs debutsamarbejde førte som bekendt til en række flere film (‘Catch Me if You Can’,‘The Terminal’, ‘Bridge of Spies’, ‘The Post’) og den co-producerede HBO-serie ‘Band of Brothers’, men ‘Saving Private Ryan’ føles fortsat som kronjuvelen i samlingen, hvor produktion, skuespil og stram dramaturgi går op i en højere enhed, der – som krigen – starter og slutter med et inferno. Det er i midten livet leves, og filmen kæler hverken for satire eller samfundskritik for at besjæle karaktererne med en ideologi, men fremstiller en empatisk og troværdig ode til soldaterne, der ingen indflydelse har på egne skæbner, imens de stik imod fornuft sjosker over evighedens marker aka. de rullende franske landskaber. Fik jeg brug for kleenexpakken igen? Oh yes.

‘Saving Private Ryan’ vandt fem Oscar, hvoraf Spielberg indkasserede sin nr. 2 for bedste instruktør, men Hanks og selve filmen blev kriminelt forbigået da Roberto Benignis romantiserede krigsfabel fra samme periode, ’Life is Beautiful’, og hyggeromancen ‘Shakespeare in Love’ tronede på Oscar-podiet, i hvad jeg kun kan betegne som et par FUBAR-beslutninger fra Akademiets side. 


Så…holder den i dag?

Kort svar: Ja. Lidt længere svar: Åbningssekvensen giver stadig svedige håndflader når maskinpistolernes kugler fyger gennem luften med en lyd som arrige hvepse og Spielbergs kamera bliver ét med soldaterne i bådene, under vandet og til lands. Scenernes uorkestrerede kaos er er en dybt imponerende filmisk kraftanstrengelse, men det er Miller og hans mænds skæbner, der efterlader sig de dybeste ar på sindet med et nærbillede af krigens ansigt, der er lige så nuanceret i sit nærvær som det er uafrysteligt barsk. Og helt uden at svælge i den form for desillusionerede politiske kynisme, der kendetegner nyere genrestorværker eller den patriotiske sentimentalitet, som jeg på forhånd frygtede ville komme snigende og kanske blive ubevidst, uskønt forstørret af 2019’s trumpistiske selvretfærdighed over there. ‘Saving Private Ryan’ er en af historiens mest vellykkede krigsfilm, der placerer sig i Spielbergs all time top tre side om side med instruktørens andet 2. Verdenskrigsdrama fra 90’erne, ‘Schindler’s List’. To mesterværker, der med vidt forskellige virkemidler, men enslydende emotionel slagkraft fortæller henholdsvis den lille og den store historie om krigens menneskelige ofre i et sanseligt filmsprog, der er umuligt at overhøre.

TIDLIGERE I SERIEN:

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold