’Mid90s’: Jonah Hills skater-film når ikke sit 90’er-forbillede til kuglelejerne

’Mid90s’: Jonah Hills skater-film når ikke sit 90’er-forbillede til kuglelejerne
Det unge cast i 'Mid90s'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Jonah Hill

Medvirkende

Sunny Suljic, Lucas Hedges, Nak-Kel Smith, Olan Prenatt, Katherine Waterston, Ryder McLaughlin

Spilletid

85 min.

Premiere

Den 11. juli

Jonah Hills instruktørdebut ’Mid90s’ er indbegrebet af en lille film. På en række gode måder, men også nogle dårlige. Med sine grynede billeder og sin gennemgående fornemmelse af cinéma vérité ligner den en varmhjertet udgave af Larry Clarks ’Kids’ fra 1995, der ligeledes fulgte en gruppe rodløse unge rundt på deres skateboards.

13-årige Stevie får trods sin beskedne størrelse og hundehvalpede ansigt lov at hænge ud med en gruppe ret så bad-ass skaters, der tildeler hinanden øgenavne som Fourth Grade (Ryder McLaughlin) og Fuckshit (Olan Prenatt). Knægten, der opnår tilnavnet Sunburn, bliver spillet af Sunny Suljic, der også selv skater i virkeligheden og som skulle grufulde ting igennem i Yorgos Lanthimos’ morbide ’The Killing of a Sacred Deer’. Helt så galt går det ikke her, om end der stadig er mange prøvelser linet op for den klejne Stevie i de 85 minutter, filmen skater hen over lærredet.

Jonah Hill, der også har skrevet manuskript, vil for mange nok stadig være indbegrebet af bro-humor qua sine roller i Apatow-klassikere som ’Superbad’ og ’Knocked Up’. ’Mid90s’ er betydeligt mindre morsom end disse. Som førstegangsinstruktør og manuskriptforfatter er Jonah Hill her tættere på den figur, han spillede i Gus Van Sants ’Don’t Worry, He Wont Get Far On Foot’: Filmen er følsom, terapeutisk og en anelse sentimental.

Dynamikken i skater-drengegruppen er fint skildret og troværdig. Her er der retfærdigvis en række dialoger, hvor man fornemmer Hills funny bones, og drengene virker knap nok som skuespillere, men som utilpassede, i bund og grund elskværdige rødder af den type, man kan se hænge ud ved en Burger King hvor som helst. Der er det fremtidige ringvrag, Fuckshit, den ambitiøse skater med talent, X-faktor og potentiale, Ray, og den tavse knægt, Fourth Grade, som ligner Jim Jarmusch og ligeledes viser sig at have talent for at filme sine kammerater, når de laver kick-flips, ollies og grinds i Los Angeles’ parker og gader.

Man får dog ikke tilstrækkelig forståelse for, hvorfor kære Stevie, der virker yngre end sine 13 år, så beredvilligt kaster sig over de udsatte drenges hårde livsstil. Han virker mildere end resten af gruppen, og som seer bliver man næsten utilpas, når han (omtrent) får taget sin drenge-mødom til en pot-tilrøget fest i selskab med en ældre pige. Forklaringen ligger gemt hos en voldelig storebror, spillet vold-somt godt af tidligere Oscar-nominerede Lucas Hedges, hvis portrættering af den vrede, tilknappede fyr er mesterlig. Men hvad er han så vred over? Hvorfor tæsker han løs på sin lillebror? Hvad er i det hele taget historien om den her familie?

Svarene kommer kun i halvhjertede rids, og psykologien virker ikke tilstrækkeligt afsøgt i manuskriptet, der fremstår mærkeligt amputeret, når det kommer til at beskrive familien af kød og blod, som også Stevie med vold og magt distancerer sig fra. Naturligvis er det en fortælling om at krydse broen mellem barndom og voksenliv på boardet, og for denne knægt sker det med nogle grimme styrt undervejs, bogstaveligt og billedligt, uden at motivationerne helt giver mening.

Jonah Hill har indlejret masser af 90’er-nostalgisk øjeguf i form af spillekonsoller, Teenage Mutant Ninja Turtles-sengetøj og Street Fighter-t-shirts til at sikre autenticiteten – meget af det kan være hentet direkte fra hans egen barndom. Den nyudklækkede instruktør var selv 13 i de midt-90’ere, han har opkaldt sin debutfilm efter. Men hvad der end ligger af egne traumer og banker på inde i filmen, så bliver det ikke i tilstrækkelig grad foldet ud for seeren.

Filmen har naturligvis et dope 90’er-soundtrack: Fra Pixies til Liquid Swords. Kærligheden til 90’eres musikscene og ikke mindst hiphoppen er tydelig hos Jonah Hill: På et tidspunkt scanner kameraet hen over storebrorens CD-samling med blandt andre Gang Starr, Nas og Jay-Z sirligt, næsten religiøst linet op. Kameralinsen kærtegner CD-ryggene. Men Jonah Hill overspiller også denne stærke hånd en smule. Persontegningen bliver overdøvet af musikken og i passager føler man mere, man ser en lang MTV-agtig montage.

’Kids’, der havde manuskript af weirdo-auteuren Harmony Korine, var en væmmeligere, mørkere film. Desværre var det også en bedre film end Jonah Hills sympatiske debut.


Kort sagt:
Som personinstruktør af de unge knægte i hovedrollerne viser Jonah Hill sig ganske lovende, men historien og familieportrættet i hans 90’er-nostalgiske instruktørdebut får ikke tilstrækkelig opmærksomhed.

Læs også: De bedste film i første halvdel af 2019

Læs også: De bedste serier i første halvdel af 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold