’Midsommar’: Djævelsk mareridt i de svenske skove klæber sig til hukommelsen

’Midsommar’: Djævelsk mareridt i de svenske skove klæber sig til hukommelsen
Florence Pugh i 'Midsommar'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Ari Aster

Medvirkende

Florence Pugh, Jack Reynor, William Jackson Harper, Vilhelm Blomgren, Will Poulter

Spilletid

157 min.

Premiere

Den 11. juli 2019

De må have smidt noget funky i kaffen til pressevisningen af ’Midsommar’.

Ari Asters opfølger til sidste års horrorperle ’Hereditary’ er en af den slags film, hvor pubeshår og menstruationsblod dukker op i kødkager, hvor sære sexorgier fremtvinger latter, og hvor træstammer er hellige, fordi de er forbundet til de afdøde.

Eller det vil sige: ’Midsommar’ er ikke rigtig nogen slags film. Jo, den trækker da på ’The Wicker Man’, og Aster selv har kaldt den »’Troldmanden fra Oz’ for perverse«, men den to og en halv time lange syregyser er helt egenartet.

Den er også usædvanligt godt lavet. Det mærker man allerede i den virtuose indledning, hvor hovedpersonen Dani (talentfulde Florence Pugh fra ’The Little Drummer Girl’) er ude af sig selv, fordi hendes bipolare søster truer med at slå både sig selv og forældrene ihjel. Danis kæreste beder hende om at styre sine panikanfald – han nærmest sukker i telefonrøret – men hendes frygt viser sig berettiget.

Scenen, der afslører præcis, hvad der er sket, med kameraet tålmodigt kravlende igennem sort røg under en dronende lydside, viser, at Aster kan skabe mareridtsstemning som få.

Det bliver han ved med, da Dani i kølvandet på tragedien drager med sin kæreste og hans venner, en flok antropologistuderende, til Udkantssverige og en sekterisk midsommerfestival.

Det starter underligt. Med sære traditioner ved middagsbordet, foruroligende malerier på væggene i sovesalen og et trekantet tempel, som ingen må bevæge sig ind i.

Men tiøren falder i en af de mest chokerende scener, jeg har set længe, en opvisning i lemlæstelse tværet ud på lærredet. Sådan noget, der er så ubehageligt, at man må kæmpe med kvalmen, mens man prøver ikke at vende blikket bort.

Samtidig er det hele en anelse morsomt.

Florence Pugh i ‘Midsommar’.

Sådan er ’Midsommar’, et filmisk trip, der minder om de psykedeliske oplevelser, hovedpersonerne har, når de tager svampe eller drikker den euforiserende lokale te. De har få gode trips, fornøjelige stunder, hvor de går i ét med naturen, men de har så sandelig også det modsatte, skræmmende syner i det svenske skovrige.

Aster blander crazy-komik og drama og horror på kryds og tværs, i en grad så man aldrig rigtig ved, hvad hensigten er. Er det hele en joke eller dødelig alvor? Filmen lader sig ikke indfange.

Det er en fortælling om sorgbearbejdelse, om at miste en familie og at finde en ny. Og det er en fortælling om et fordærvet parforhold i gradvis opløsning, Dani som den skrøbelige kæreste, og Christian som fyren, der ikke orker at give hende den opmærksomhed, hun naturligt nok har brug for. Han husker ikke engang hendes fødselsdag.

Både han og vennekredsen af antropologistuderende er egentlig nogle røvhuller, der repræsenterer det værste fra en privilegeret mandekultur: Christian har hverken rygrad til at være til stede for sin sorgramte kæreste eller at slå op med hende, Mark bruger pikken som kompas, og Josh har et så stort tunnelsyn mod akademiske triumfer, at det går ud over alle i hans nærhed.

Så kan det godt være, at de sekteriske svenskere har mørke hemmeligheder, men selvom deres ritualer kun bliver mere outrerede, bliver de egentlig ikke latterliggjort i sammenligningen med de amerikanske egoister.

Will Poulter (‘Black Mirror: Bandersnatch’) i ‘Midsommar’.

’Midsommar’ lægger op til et utal af fortolkningsmuligheder uden at give klare svar, og det betyder også, at den er værd at genbesøge. Alligevel er jeg meget i tvivl om, at jeg ønsker at gøre det.

For af et syretrip at være er filmen også underligt forudsigelig. Det kræver ikke megen tankekraft at regne ud, hvordan Aster i sidste ende vil flette de spraglede ender sammen, eller sågar hvordan han vil gøre det. Dertil er de mange setups for tydelige, specielt dem, der varsler Danis mentale rejse.

Og så er ’Midsommar’ lang. Meget lang. Hvis man vil lave en gyserfilm på to og en halv time, så skal man retfærdiggøre det, og Aster gør alt andet. Allerede efter tre kvarter i det svenske, føler man, at man har forstået sektens motiver og metoder, men instruktøren insisterer på at blive ved med at føje absurd-ubehagelige scener til mængden.

Til gengæld er mange af scenerne virkelig svære at få ud af knolden, uanset hvor meget man ønsker at slippe af med dem.

Det er mere, end hvad man kan sige om de fleste film.


Kort sagt:
’Midsommar’ er underlig, virkelig underlig. Et genremiksende, djævelsk syretrip. Den er også forudsigelig og alt, alt for lang. Men billederne fra de gådefulde svenske skove klæber sig til hukommelsen.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold