Splid under ‘Big Little Lies’-optagelser: Meryl Streep ville ikke tage imod noter fra instruktøren

Splid under ‘Big Little Lies’-optagelser: Meryl Streep ville ikke tage imod noter fra instruktøren
Meryl Streep i 'Big Little Lies'.

Anden sæson af HBO’s stjernespækkede ‘Big Little Lies’ sluttede i mandags og vores anmelder var ganske begejstret for det andet kapitel i fortællingen om The Monterey Five, som hun mente formåede »en nærmest olympisk bedrift«.

Men selvom serien har holdt et tårnhøjt niveau, har det ikke skortet på konflikter i kulisserne. I et interview med Vanity Fair fortæller skuespilleren Poorna Jagannathan, der spiller Celestes advokat i sæsonen, at Meryl Streep nægtede at tage imod noter fra sæsonens instruktør, fænomenale Andrea Arnold (‘American Honey’), hvis hun insinuerede, at hendes karakter på nogen måde var en skurk.

Hvis Streep fik noter om, at hendes karakter var ond, ville hun angiveligt svare: »Det kommer ikke dig ved«. Jagannathan understreger, at Streep ikke opførte sig uhøfligt på set, men at hun var meget opsat på at beskytte sin karakter.

Det er ikke de eneste forlydener om uoverensstemmelser under tilblivelsen af serien. Tidligere på måneden kunne Indiewire rapportere, at Andrea Arnold var blevet kørt ud på et sidespor i redigeringsprocessen af sæson to, hvor første sæsons instruktør Jean-Marc Vallée havde taget over og drejet Arnolds instruktion, så sæsonen mindede mere om hans egen stil fra forrige sæson.

Der var ramaskrig i de cinefile kredse – for hvorfor egentlig hyre en singulær instruktørstemme ind, for derefter at fratage hende kreativ kontrol bag hendes ryg?

HBO’s programchef Casey Bloys har dog for nyligt affærdiget historien under Television Critics Associations sommerturné. Han hævder, at Arnold aldrig var blevet lovet kreativ kontrol, og at det er højst ualmindeligt at bruge instruktører-cuts inden for TV. Det var derfor ren procedure, da Vallée overtog redigeringen som executive producer sammen med manuskriptforfatter David E. Kelly.

Indiewire skrev oprindeligt, at Arnold var i gang med at klippe serien i London, da arbejdet pludselig blev rykket til Vallées hjemstavn i Montreal, hvorefter 17 dages yderligere optagelser blev bestilt, som Vallée dikterede med hård hånd, så Arnold blot var instruktør af navn.

Men ifølge Bloys var der aldrig nogen, som gik bag om Arnolds ryg. Adspurgt om Arnold viste, at Vallée ville komme ind og tage over sent i processen, svarede Bloys: »Jeg mener, at de havde et møde og en middag sammen. Så ja, absolut«.

Andrea Arnold har endnu ikke udtalt sig om dramaet i kulisserne.

Læs også: Jennifer Lawrence skal spille hovedrollen i mesterinstruktørs nye gangsterfilm

Læs også: Anmeldelse – ‘Big Little Lies’ hele sæson 2

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold