Syv film og serier du skal se, hvis du ikke er på Roskilde Festival

Syv film og serier du skal se, hvis du ikke er på Roskilde Festival
'When They See Us', en af de mest populære serier lige nu på Netflix.
Alle andre er på Roskilde, mens du sidder derhjemme med akut FOMO og prøver at overbevise dig selv om, at det var den rigtige beslutning for din økonomi, dit fysiske velvære og din mentale balance. Men bare rolig, vi har din ryg. For det er nu, du har chancen for at indhente nogle af den seneste tids mest omtalte film og serier, som du ikke har fået set – og måske endda komme lidt på forkant, så Roskilde-crewet også føler, de er gået glip af noget, når de vender tilbage.

Benhård rekordserie: ’When They See Us’ på Netflix

Over 23 millioner mennesker har ifølge Netflix set Ava DuVernays ‘When They See Us’, hvilket er pænt imponerende, al den stund at det er et tough sit. Medrivende, velfortalt, det er slet ikke det – men også bare stærkt indignerende baseret på den sande historie om fem unge farvede drenge, der i 1989 blev anklaget og dømt for en grov voldtægt på en kvindelig hvid løber i Central Park.

Tallet gør serien til den mest sete på Netflix i USA, meddeler tjenesten, så hvorfor ikke bruge alenetiden, mens alle andre laver moshpits på Apollo, til at se, hvad hypen egentlig handler om, og til at blive klogere på en af de mest foruroligende historier i USA’s retshistorie. Man kan i hvert fald ikke se de fire afsnit uden at blive berørt.

 

‘Years and Years’

I en ikke så fjern fremtid: ’Years And Years’ på HBO Nordic

Synes du, at ’Black Mirror’ er kørt lidt af sporet, og kan man i øvrigt bedst lide den, når den er allermest jordbunden, er ’Years and Years’ dit nye fix. Serien følger den britiske familien Lyons bestående af gnaven granny og fire voksne børn med hver deres familier og/eller udfordringer, men det er ikke din gennemsnitlige familieserie. Fortællingen starter nemlig ved vores tid i 2019, men tager i løbet af de seks afsnit markante hop frem i tiden og ender ved 2034, mens verden undergår store forandringer, der på én gang er dystopiske og alt for velkendte med bankkrak, skræmmende teknologi, populistiske politikere og handelskrige med store konsekvenser.

Sort humor, gribende familiedrama og et foruroligende blik på fremtiden. Tja, hvis man nu alligevel dyrker sommersortsynet…

 

Millie Bobby Brown og Sadie Sink i sæson 3.

Eleven er tilbage: Nyt ’Stranger Things’ på Netflix

Her er din helt store chance for at komme foran dine drukindlagte Roskilde-venner. 4. juli lander hele tredje sæson af Netflix’ vel nok vægtigste flagskib, når vi vender tilbage til den gennemvædede nostalgi, de mørke kræfter og de tætte venskabsbånd i Hawkins, Indiana. Efter sigende skulle den nye sæson blive større, mørkere og mere uhyggelig, og efter en fin, men lidt svingende sæson 2 er der lagt i ovnen til, at Duffer-brødrene har vilde ting i støbeskeen til os. Varm op med vores liste over de ting, vi håber kommer til at ske – og sæt dig så ellers til rette i morgen, når samtlige otte afsnit byder sig til.

 

Beanie Feldstein i ‘Booksmart’.

Anmelderhyldet coming of age: ’Booksmart’ i biografen

Simpelthen én af de bedste highschool-film i nyere tid. Skuespiller Olivia Wilde instruktørdebuterer med tumultarisk energi, stor empati og visuelt overskud med historien om to stræberveninder, Amy og Molly, der på sidste dag i highschool opdager, at alle andre også er kommet ind på de gode universiteter – selvom de i modsætning til Amy og Molly har festet og haft det sjovt undervejs.

De to venner beslutter sig for at råde bod på deres skolefokuserede tunnelsyn og give sig selv en episk afslutningsdag, hvilket fører til en tour de force gennem fester og mærkelige møder – ikke helt ulig ’Superbad’, som ’Booksmart’ er blevet sammenlignet med, nok også fordi det er Jonah Hills lillesøster, den uforlignelige Beanie Feldstein, der har en af hovedrollerne. Men ’Booksmart’ er også bare enestående: progressiv, skide sjov og charmerende. Amy og Molly – og alle deres mere eller mindre mærkværdige bekendtskaber – er utroligt godt sommerselskab.

 

Donald Glover og Lakeith Stanfield i ‘Atlanta’

Endelig på dansk streaming: ’Atlanta’ sæson 2 på Viaplay

Vi kårede den som årets allerbedste serie sidste år, men først nu er den blevet tilgængelig herhjemme, uden at man skal have gang i det store VPN-fiksfakseri. ’Bout fucking time.

Donald Glovers gennembrudsserie er den mest uforudsigelige serie, der findes i disse år: Lige dele sjov, skør, uhyggelig og skævt samfundskritisk med udgangspunkt i den hårdt prøvede tilværelse for Glovers egen Earn, hans hiphophittende fætter og dennes virkelighedsfjerne stoner-ven Darius. Brian Tyree Henry og Lakeith Stanfield er velfortjent eksploderet i kølvandet på serien, og ja, så er det i anden sæson, at man får det allerede nyklassiske ’Teddy Perkins’-afsnit med Glover selv godt forklædt som aldrende Michael Jackson-lookalike. Det er dog blot ét af sæsonens højdepunkter – ’Atlanta’ gør det næsten alene værd at blive hjemme fra festival.

 

‘Apollo 11’.

Storslået rumfilm: ’Apollo 11’ i biografen

Med ’Gravity’, ’Interstellar’ og ’First Man’ har rumfilmen de seneste år fået en genopblomstring på det store lærred, men den sandfærdige ’Apollo 11’ giver dem kamp til stregen som den mest visuelt betagende, selvom den ’blot’ bygger på sjældent sete optagelser af den rigtige første månelanding for 50 år siden. Det er en dokumentar, som giver dårlige nerver, selvom man kender slutningen, fordi dens detaljegrad er så imponerende. »Man efterlader biografen med en større nysgerrighed og ærefrygt for menneskets formåen og det omkringliggende univers«, skrev vores anmelder.

Hvad betyder Roskilde, når du kan drømme dig ud i rummet?

 

Hunter Schafer og Zendaya i ‘Euphoria’.

Sex, drugs og teenager: ’Euphoria’ på HBO Nordic

Kan man ikke få sex, narko og vildskab på dyrskuepladsen, kan man få det i sit fjernsyn. Ungdomsserien ’Euphoria’ – produceret af Drake og med Zendaya i hovedrollen – er usædvanligt eksplicit i sin skildring af seksualitet og stoffer blandt amerikanske highschool-studerende. Flere scener har øjeblikkeligt skabt kontroverser, og historien om den unge Rue, der vender tilbage til skolen efter at have været på afvænning, men hurtigt suges ind i euforien igen, er da også både mørk og nådesløs, ikke helt ulig Larry Clarks klassiker ’Kids’. En serie for Billie Eilish-generationen.

Er det ikke nok? Lyt til SOUNDVENUE STREAMER!

Til slut lidt mango i egen frugtsaft. For har man set alt ovenstående og er stadig på udkig efter gode streamingtip, eller vil man bare høre åndsfæller diskutere det, man har set, kan man jo gå ind og finde vores streamingpodcast SOUNDVENUE STREAMER, hvor Lise Ulrich og jeg diskuterer de to mest interessante film eller serier på streamingtjenesterne hver uge.

I dette første halvår har vi talt om alt fra ’Killing Eve’ til ’Eagles’, ’Fleabag’ til ’The Handmaid’s Tale’, ’When They See Us’ til ’Too Old to Die Young’, ’Big Little Lies’ til ’Years and Years’. Og snart gælder det naturligvis det nye ’Stranger Things’.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold