Ventet dansk debutfilm med Trine Dyrholm og Victoria Carmen Sonne udtaget til prestigefyldt filmfestival

Ventet dansk debutfilm med Trine Dyrholm og Victoria Carmen Sonne udtaget til prestigefyldt filmfestival
Lisa Carlehed og Victoria Carmen Sonne i 'Psykosia'.

Super16-instruktøren Marie Grahtøs debutfilm ‘Psykosia’ var på vores liste over de mest ventede danske film i år. Og med et stærkt cast bestående af Bodil- og Robert-vinder Victoria Carmen Sonne (‘Holiday’) og Lisa Carlehed (‘I dine hænder’) foruden dansk films måske største skuespiller, Trine Dyrholm, er der god grund til at glæde sig.

Nu er ‘Psykosia’ blevet udtaget til den prestigefyldte filmfestival i Venedig i kritikernes sideprogram, hvor Annika Bergs fremragende ‘Team Hurricane‘ var det seneste danske bidrag. Udtagelsen vidner altså om noget om en film af kaliber.

I ‘Psykosia’ følger vi forskeren Viktoria (Carlehed), der specialiserer sig i selvmord, som bliver inviteret til et psykiatrisk hospital for at behandle den selvmordstruede patient Jenny (Sonne). Snart danner de to kvinder et usædvanligt bånd.

Vi var med på set under optagelserne af filmen, der tidligere gik under navnet ‘Teenage Jesus’, hvor Grahtø præsenterede sin vision under genrebetegnelsen »psykotisk realisme«. Her lagde skuespillertrioen særligt vægt på instruktørens referenceramme, der spænder fra Xavier Dolan (‘Mommy’) til Ingmar Bergman og Michael Haneke.

Med imponerende kortfilm som ’Daimi’ og ’Lækre til vi dør’ tegner Grahtø sig da også for et af de mest lovende instruktørnavne herhjemme netop nu.

Venedig Film Festival løber fra 28. august til 7. september og vi rapporterer dagligt fra festivalens hjerte. ‘Psykosia’ får dansk biografpremiere til november.

Læs også: Dansk debutfilm med stortalenter på alle hylder skal være en knytnæve i ansigtet, sød, barnlig og helt sin egen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold