Brad Pitts syv bedste roller – og tre sjældne fejlskud

Brad Pitts syv bedste roller – og tre sjældne fejlskud
Brad Pitt i 'Seven' i 1995.

Han har spillet alt fra klam seriemorder til kriminalbetjent, pumpet græsk gud, glatpoleret drømmefyr, bøvet fitnesstræner og selveste Døden. 56-årige Brad Pitt er ikke alene en af Hollywoods absolutte konger på tredje årti, han er også en af de mest alsidige, der aldrig har ladet sin sexsymbolstatus stå i vejen for skæve rollevalg blottet for enhver superstjerneforfængelighed.

Og nå ja, så har manden da også produceret en lang række prominente filmværker fra ’The Departed’ til ’12 Years a Slave’ såvel som Netflix-serien ’The O.A.’.

I forbindelse med premieren på Quentin Tarantinos biografaktuelle ’Once Upon a Time in Hollywood’ – hvori Pitt spiller stuntmand til Leonardo DiCaprios fallerede filmstjerne – kaster vi os her ud i en vovet rangering af skuespillerens syv bedste præstationer ud af en meget lang perlerække (få nævnt, ingen glemt). Efterfulgt af tre beske bud på Pitts sjældne fejlskud.

Brad Pitt i ‘Seven’ i 1995.

De bedste nr. 7: ’Seven’

Brad Pitt sprudler indledningsvist af unghaneselvsikkerhed i den klaustrofobiske, regnvåde noir-thriller, der som bekendt tager en særdeles mørk drejning for den unge kriminalbetjent Mills, da seriemorderen John Doe slutteligt retter sin opmærksomhed mod Mills’ hustru (spillet af Gwyneth Paltrow, der efterfølgende blev forlovet med Pitt).

Da filmen kom ud i 1995 red Pitt på en frådende popularitetsbølge i kølvandet på ’Legends of the Fall’ og ’Interview With the Vampire’, og ’Seven’s succes etablerede hans position som Hollywoods nye kommercielle gulddreng med en imponerende dramatisk spændevidde. »What’s in the box?!«-scenen gav seriøse kuldegysninger takket være Pitt og Kevin Spaceys neglebidende velspillede face-off, og Pitts smuldrende ansigtsudtryk, da det går op for Mills, præcis hvad der er i kassen (spoiler: hans kones afhuggede hoved, som vi dog heldigvis aldrig ser) er decideret mesterligt.

 

Brangelina i ‘Mr. & Mrs. Smith’ i 2005.

De bedste nr. 6: ‘Mr. & Mrs. Smith’

Pitts solbeskinnede roller bliver nemt underkendte ved siden af de mere outrerede karakterer – kanske ud fra en formodning om, at casanovatyperne ligger tættere på skuespillerens virkelige jeg – men hans præstation i blockbuster-lejemorderromancen ’Mr. & Mrs. Smith er ikke desto mindre så røvcharmerende og smittende kæk, at det ville være småkriminelt ikke at anerkende det måske mest fremmelige eksempel på skuespilleren i bedste Robert Redford’ske hjerteknuser-mode.

Og så skader det jo ikke, at Pitt og Angelina Jolie – som han senere blev gift med og fik tre børn – oser seksuel kemi så skærmen dugger.

John Smith-karakteren giver Pitt mulighed for at krydre det komiske talent med en selvironisk snert af alfahan-arrogance (Pitt har aldrig skyet bort fra at tage pis på sit image) og udfordrende actionman-scener, der er så langt fra rollerne i eksempelvis ’Kalifornia’ og ’Snatch’, som man overhovedet kunne forestille sig.

 

‘Burn After Reading’ fra 2008.

De bedste nr. 5: ’Burn After Reading’

Fra seriemordermareridt til usandsynligt fladpandet fitnesstræner fanget i verdens mindst gennemtænkte blackmailplot: Pitts rolle i Coen-brødrenes sortkomiske og seriøst stjernespækkede ’Burn After Reading’ er ubetinget hans sjoveste til dato, og skuespilleren har helt åbenbart en regulær fest med at folde ’Chad’s enfoldighed ud i den absurde krimikomedie.

Pitt parres atter med sin BFF George Clooney, men der er mere ’Røvtur på første klasse’ end ’Ocean’s 11’ over løjerne, når de to kæmpenavne smider al forfængelighed over bord for at dyrke deres indre idioter. Og Coen-brødrene sætter trumf på satiren af skuespillernes Hollywood-bromance, da de højest overraskende lader Clooneys karakterer skyde Pitt en kugle for panden i duoens eneste scene sammen. Inden da får sidstnævnte dog rig lejlighed til at vise, at han er mindst lige så hjemme i rollen som landsbyidiot, som når han slægter idolet Robert Redford på i diverse dramatiske film, og Chads überforfærdede, mandebabyudtryk, da han får en knytnæve i fjæset af John Malcovichs irritable eks-CIA-agent, er ubetaleligt.

 

Brad Pitt i ‘Kalifornia’ i 1993.

De bedste nr. 4: ’Kalifornia’

Som det også fremgår af ovenstående, var 90’erne årtiet, hvor Pitt spillede sig helt ud til yderpunkterne af talentet, og to år efter gennembruddet som super-hunk i ’Thelma & Louise’ leverede han således en af karrierens mest uhyggelige præstationer i thrilleren ’Kalifornia’.

Pitt er hillbilly’en Early Grace, der sammen med sin enfoldige kæreste Adele (Juliette Lewis, Pitts kæreste på daværende tidspunkt) får et lift til Californien af journalisten Brian (David Duchovny), som skriver på en bog om seriemordere. Brians kæreste er kunstfotograf, og parret har i sinde at besøge en række drabsteder som led i Brians arbejde. Men lidet aner de, at manden på bagsædet er en koldblodig killer. Pitt spiller Early med en snavset, ludende og komplet uforudsigelig ondskab, ulig noget vi siden har set fra skuespilleren – morderen er en tikkende bombe, og måden, han skiftevis sweettalker og udøver både fysisk og psykisk vold over for Adele, er isnende.

’Kalifornia’ fik en blandet modtagelse, og særligt dens voldsscener fik hårde ord med på vejen. Men den hedengangne, ikoniske filmkritiker Rogert Ebert kaldte slet og ret Pitt og Lewis’ præstationer for nogle af de bedste, han nogensinde havde set, og det er da også umuligt at tage øjnene fra særligt Pitts psykopat. Det ville være interessant at opleve skuespilleren dyppe sine efterhånden midaldrende tæer i lignende farlige farvande i dag.

 

Bruce Willis og Brad Pitt i ’12 Monkeys’ i 1995.

De bedste nr. 3: ’12 Monkeys’

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl, er ’12 Monkeys’ filmen, der kan overbevise eventuelle Pitt-skeptikere om, at manden er en regulær kamelæon. I Terry Gilliams syrede fremtidsmareridt sendes Bruce Willis tilbage i tiden for at stoppe spredningen af en dødelig virus i 1996, men da han ankommer, bliver han spærret inde på den lukkede afdeling. Her møder han Pitts galoperende sindsforvirrede Jeffrey, der rabler konspirationsteorier og statsparanoia af sig i en lind strøm komplet med maniske ticks og udbrud af brølende galskab.

Pitt tvister sin fysik til at matche Jeffreys krøllede hjerne og forsvinder fuldstændig ind i karakteren og dennes tvivlsomme hygiejne, der står i ufatteligt skærende kontrast til den stoiske Tristan i ’Legends of the Fall’ fra året forinden og Mills i ’Seven’, der kom ud kort før ’12 Monkeys’.

Filmen er en blandet pose bolsjer, men der er ikke en finger at sætte på skuespillerens tøjleløse tour de force-præstation, der fuldstændig stjæler billedet fra hovedrolleindehaver Bruce Willis og meget velfortjent indbragte ham en Oscar-nominering for bedste birolle.

 

Brad Pitt i ‘Fight Club’ i 1999.

De bedste nr. 2: ’Fight Club’

Fight Club’s første regel lyder som bekendt: »You don’t talk about Fight Club«. Men det bliver vi sgu alligevel nødt til.

Pitt og David Fincher gentog det vellykkede samarbejde fra ’Seven’ i mindfucket ’Fight Club’, hvori Pitt spiller den temperamentsfulde, ekstremistiske ’systemkritiker’ (for nu at sige det meget pænt) Tyler Durden, der hægter sig fast som Fandens fårekylling på Edward Nortons musegrå kontorslave.

Durden er en af Pitts mest fysiske roller til dato, og som i ’12 Monkeys’ viser skuespilleren eminent flair for at spejle karakterens kringlede sind og eksplosive humørskift i et rastløst, toptrænet kropssprog, der her krydres med uimodståelig om end stærkt tvetydig drengerøvscharme. Hvem er Durden, og hvorfor vil han se verden brænde? Det er Pitts store fortjeneste, at man gætter med til det sidste utrolige twist, og selvom Norton er en veloplagt intens medspiller, er det den mystiske samfundshævner, der løber med filmen.

’Fight Club’ er et indflydelsesrigt hovedværk i Pitts karriere, og skuespilleren overførte visse fysiske karakteristika til rollen som hårdtslående sigøjner i Guy Ritcihies kultklassiker ’Snatch’, der kom ud året efter (endnu en stjernepræstation).

 

Brad Pitt i ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ i 2007.

De bedste nr. 1: ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’

Superstjernen Brad Pitts bedste rolle findes paradoksalt i en af hans mindre mainstreamkendte film, nemlig det sjælfulde cowboydrama om mordet på Jesse James instrueret af newzealandske Andrew Dominik.

Casey Affleck løb med meget af opmærksomheden for sit portræt af det eponyme bandemedlem Robert Ford, der blev berømt og berygtet verden over, da han i 1882 skød sit tidligere idol i ryggen og inkasserede en beskeden dusør. Affleck er flyvende – men det er Pitts underspillede, fantastisk nuancerede portræt af det vilde vestens mest eftersøgte mand, der giver filmen tyngde.

En af vor tids største kendisser tegner et uudsletteligt fascinerende billede af datidens mest notoriske berømthed, der levede et dobbeltliv som familiefar og sadistisk forbryder, der begik togrøverier og myrdede til højre og venstre uden at blinke, og Pitt leger konstant med vores seerloyaliteter til karakteren, der det ene øjeblik kalder på antiheltsympati for hastigt at vende på en tallerken og vise sig fra sit mest psykotiske hjørne.

I James kombinerer skuespilleren snart sagt hvert et greb fra værktøjskassen: Skurken er en kvindebedårer, et lunefuldt patetisk uhyre og en dragende autoritet, der betager og skræmmer sine omgivelser i lige mål, mens offentligheden forsøger at regne ham ud. Pitt åbner James op som en babusjkadukke, hvor hvert lag åbenbarer nye sider, men selvom han vandt prisen som bedste skuespiller på filmfestivalen i Venedig, blev kraftpræstationen skammeligt overset af Oscar-akademiet, der missede en gylden mulighed for at honorere et storslået stykke arbejde. The joke’s on you, Oscar.

 

Brad Pitt og Julia Roberts surmule i ‘The Mexican’ i 2001. (Foto: Merrick Morton/Dreamworks/Newsmakers)

De værste: ’The Mexican’

Mødet mellem 90’ernes ubetinget største filmnavne Brad Pitt og Julia Roberts burde have spået stor kommerciel succes, men de to megawattnavne havde akkurat lige så meget kemi som den fatalt tåkrummende parring af Johnny Depp og Angelina Jolie i ’The Tourist’, hvor superstjernerne ligeledes udjævnede hinandens karisma, som var de magnetiske modpoler af boxoffice-kryptonit.

Pitt virker for en sjælden gangs skyld uoplagt og tvær i rollen som den småkriminelle Jerry, der skal transportere en måske/måske ikke forbandet gammel pistol over den mexicanske grænse. Roberts er kæresten, der forsøger at få ham til at opgive sit foretagende, men selvom begge skuespillere ligner de idolplakater, der prydede mangen en 90’-er-teenagers vægge, kan lækkerheden ingenlunde redde filmen fra at være usandsynligt … ligegyldig.

 

Brad Pitt i ‘Cool World’ i 1992.

De værste: ’Cool World’

Det skal være alle skuespillere forundt at flirte med diverse tvivlsomme ’kunstprojekter’ som spæde stjernefrø, og genre-mashuppet ’Cool World’ fra ’92 er karakteristisk for Pitt-karrierens lettere stilforvirrede ungdomsår, hvor neonæstetik, lilla jakkesæt og højt hår endnu var in vogue.

Pitt er Frank Harris, en tidligere Anden Verdenskrigs-veteran, der er blevet transporteret til et tegneserieunivers, hvor han jobber som detektiv med en hang til lidt for skingert overspil. Det er svært at knægte Pitts naturlige charme, og selv når han flirter lettere skingert med en tegneseriekarakter – filmen blander animation og mennesker – er det med et glimt i øjet, der vidner om formatet bag den lettere goofy pretty boy-persona.

Skuespilleren havde fået sit brede gennembrud året forinden i den anderledes anmelderroste ’Thelma & Louise’, og ’Cool World’ var da også et af Pitts sidste eklatante b-filmprojekter.

 

Brad Pitt og Angelina i ‘By the Sea’ fra 2015.

De værste: ’By the Sea’

Har du også haft den tvivlsomme fornøjelse af få myrekryb på vegne af et kærestepar, der skændes vildt i offentligheden, mens alle omkring dem forsøger at kigge den anden vej?

Så vil du være bekendt med de klaustrofobiske følelser, Angelina Jolies rædderlige film ’By the Sea’ vækker, når klodens dengang største stjernepar hvæser og spytter ad hinanden i en uendelighed, der synes at imitere parrets virkelige forholdsderoute på samme tidspunkt.

’By the Sea’ blev sømmet i Brangelinas kiste, og for manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver Jolie kan det umuligt være et værk, hun kommer til at gense ofte. Der er noget reelt tragisk over Jolie og Pitts giftige samspil og trætte fremtoninger som kontrast til det sprængfarligt sexede filmmøde i ’Mr. & Mrs. Smith’ 10 år tidligere, og begge både ligner og agerer som skygger af sig selv.

Læs også: Leonardo DiCaprios største præstationer og ærgerligste smuttere

Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold