Christopher Nolans nye film ‘Tenet’ vil fucke med din hjerne

Christopher Nolans nye film ‘Tenet’ vil fucke med din hjerne
Christopher Nolan omkring premieren på 'Interstellar' i 2014. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

På denne side af Atlanten har vi endnu ikke set så meget som et flygtigt glimt af Christopher Nolans nye, hemmelighedsomgærdede spionfilm ‘Tenet’, men i det amerikanske bliver biografgængere i skrivende stund overraskende trakteret til en lille teasertrailer før ‘Fast and Furious’-spinoffet ‘Hobbs & Shaw’. Og på nettet har filmfans været hurtige til at beskrive billederne i minutiøse detaljer (tak for det!).

Teaseren viser således et skudhul i et stykke glas. Hovedrolleindehaver John David Washington (‘BlacKkKlansman’) nærmer sig hullet og rækker ud for at røre det. På skærmen står der: »Time has come for a new protagonist«. Kameraet bevæger sig til højre med Washington, som går hen og undersøger endnu et skudhul, identisk med det første. Han rører atter ved glasset, og en ny tekst dukker op: »Time has come for a new kind of mission«. Teaseren slutter med et klip af en gruppe betjente, der løber igennem gaderne, og et længere stillbillede af Washington med en gasmaske. Titlen på filmen dukker op som ‘TENƎꓕ’.

Eftersom ordet ‘Tenet’ (der kan oversættes til et ‘religionsprincip’) er et palindrom – et ord, der læses på samme måde forfra og bagfra – har flere fans allerede spekuleret i, om Nolan monstro atter vil lege med forskudte tidsplaner og alternative virkeligheder, som han tidligere har gjort det i ‘Memento’, ‘Dunkirk’, ‘Interstellar’ og ‘Inception’ – og meget tyder da også på, at instruktøren har et par syrede tricks i ærmet.

‘Tenet’ får dansk premiere den 16. juli 2020.

Læs også: Christopher Nolans næste film bliver spion-actionfilmen ’Tenet’ – nye detaljer og premieredato ude

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af