De store ambitioner for fantasyserien ’Carnival Row’ med Cara Delevingne og Orlando Bloom skinner igennem i ny trailer

En smuk fe i romantisk forening med en menneskelig detektiv.

Det artskrydsende forhold er startskuddet til et storladent drama i Amazon Primes kommende serie ’Carnival Row’ med Cara Delevingne og Orlando Bloom i hovedrollerne. Historien foregår i et neo-victoriansk univers, hvor overnaturlige skabninger må immigrere til storbyen fra deres krigshærgede hjemsteder. Mennesker og fantastiske flygtninge lever derfor pludselig side om side, hvilket skaber konflikter i samfundet. Den trykkede stemning intensiveres af en række mystiske mord.

At dømme efter den første fulde officielle trailer udspiller den overnaturlige immigrationskonflikt sig med en drøm af en fantasiverden som bagtæppe. Mikset af periodedrama og magi skaber associationer til en slags ’Avatar’ på Ellis Island møder neo-noirens detektivfortælling. Meget tyder i hvert fald på, at Amazon Prime selv har store forventninger, da serien, på indtil videre otte afsnit af en time, allerede er blevet forlænget med en anden sæson, før den overhovedet har haft premiere.

’Carnival Row’ har været på tegnebrættet siden 2005, hvor en af seriens skabere, Travis Beacham, skrev historien – oprindeligt et filmmanuskript med titlen ’A Killing on Carnival Row’. Projektet oplevede dengang stor hype i branchen, men endte først med at blive til virkelighed i serieformatet, da produktionsselskabet Legendary Entertainment købte rettighederne i 2015.

Oprindeligt skulle den mexicanske Oscar-vinder Guillermo del Toro have instrueret serien. Dog er Jon Amiel endt som instruktør af det endelige resultat, der kan ses på dansk Amazon Prime fra 30. august.

Læs også: En stor bingemåned i vente – disse serier skal du se i august 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold