De vigtigste referencer i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som du muligvis missede

De vigtigste referencer i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som du muligvis missede
Steve McQueen i 'The Great Escape'.
 ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er Quentin Tarantinos kærestebrev til Los Angeles anno 1969 og særligt til de film og tv-serier, som formede ham som barn. Vanen tro er hver en scene pakket til randen med referencer til både film- og serier fra perioden samt kærlige nik til instruktørens egne film. Vi guider dig igennem de vigtigste.

(Spoiler-advarsel: Vil du absolut intet vide om ‘Once Upon a Time in Hollywood’, anbefaler vi, at du først læser videre bagefter)

’The Great Escape’ (1963)

John Sturges episke krigsfilm ‘The Great Escape’ er en af Quentin Tarantinos absolutte yndlingsfilm. Han har tidligere løftet direkte replikker fra filmen i ‘Inglourious Basterds’ (»We have all our rotten eggs in one basket«), men i ‘Once Upon a Time in Hollywood tager han hyldesten til nye højder.

Ved hjælp af CGI hvisker Tarantino den rigtige hovedrolleindehaver, Steve McQueen, ud og indsætter i stedet Leonardo DiCaprios karakter Rick Dalton i en scene fra den originale ‘The Great Escape’. Scenen kommer kort efter, at Rick Dalton har afsløret, at han var uhyre tæt på at lande hovedrollen i krigsdramaet, og det ‘Forest Gump’-agtige greb fungerer altså som Rick Daltons ultimative drømmescenarie: et indblik i en succesfuld filmkarriere, der aldrig blev.

Steve McQueen spillede i virkeligheden i øvrigt selv med i en masse western-shows på tv, akkurat som Rick Dalton gør det i filmen. Og Tarantino har udtalt, at Leonardo DiCaprios karakter blandt andet er baseret på Steve McQueens dusørjæger Josh Randall fra tv-serien ‘Wanted Dead or Alive’.

Steve McQueens karriere kunne i øvrigt meget vel have fået et tragisk endeligt natten til den 9. august 1969. Det var nemlig efter sigende meningen, at skuespilleren skulle have været til middag hos Sharon Tate samme aften, Manson-mordene fandt sted. På vejen stødte Steve McQueen på en ung kvinde, som han besluttede sig for at tage med hjem til i stedet for.

 

Sharon Tate i ‘The Wrecking Crew’.

’The Wrecking Crew’ (1968)

I en af de mest rørende scener i ‘Once Upon a Time in Hollywood’ går Margot Robbies Sharon Tate i biografen The Bruin og ser sin egen film ‘The Wrecking Crew’. Den fjollede spionkomedie med blandt andre crooneren Dean Martin på rollelisten blev en af Sharon Tates sidste optrædener på det store lærred.

Bruce Lee, der optræder i en kontroversiel scene med Brad Pitts stuntmand andetsteds i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, hjalp Sharon Tate med koreografien af actionscenerne til ‘The Wrecking Crew’. Bruce Lee blev efterfølgende gode venner med både Sharon Tate og Roman Polanski, men da Sharon Tate blev brutalt myrdet, mistænkte Roman Polanski på et tidspunkt Bruce Lee for at stå bag forbrydelsen.

Politiet havde fundet et par briller nær Sharon Tates lig, og da Bruce Lee en dag fortalte Polanski, at han havde forlagt sine briller, begyndte den polske instruktør at mistænke sin ven for at stå bag. Roman Polanski fortalte aldrig Bruce Lee om sin mistanke og gik først offentligt ud med historien flere år efter vennens død.

 

Wayne Maunder og James Stacy i ‘Lancer.’

‘Lancer’ og ‘The F.B.I.’

Store dele af ‘Once Upon a Time in Hollywood’ foregår på settet af tv-serien ‘Lancer’, hvori Rick Dalton en kort overgang spiller skurk. ‘Lancer’ kørte på tv-stationen CBS fra 1968 til 1970 og forsøgte at efterligne den megapopulære tv-serie Bonanza’ uden det store held.

Da Rick Dalton er færdig med at indspille ‘Lancer’, går han hjem for at se sin gæsteoptræden i ABC’s hit-serie ‘The F.B.I.’. Serien var et kæmpe hit, da den løb over skærmen i 1960’erne og 1970’erne, og mange af tidens skuespillere medvirkede i serien. En af dem var Bruce Dern, som ikke blot havde en rolle i ‘F.B.I.’ men også i ‘Lancer’. Den nu 83-årige skuespillere har en mindre rolle i ‘Once Upon a Time in Hollywood’. Det lyder som et skørt tilfælde, men man ved aldrig, når manden bag kameraet hedder Tarantino.

 

Franco Nero og Tony Musante i ‘The Mercenary’.

’The Mercenary’ (1968)

Da Sharon Tate besøger biografen The Bruin for at se sig selv i ‘The Wrecking Crew’, får vi et glimt at plakaten til ‘The Mercenary’ – en spaghettiwestern instrueret af Sergio Corbucci, som ifølge Al Pacinos karakter i filmen er »verdens næstbedste spaghettiwesterninstruktør« (førstepladsen tilfalder uden tvivl Sergio Leone).

Sergio Corbuccis film har haft en enorm indflydelse på Tarantino, særligt ‘Django’, som inspirerede store dele af ‘Django Unchained’. Da Jack Dalton for en stund vender Hollywood ryggen for at spille med i spaghettiwesterns, er det netop med Sergio Corbucci i instruktørstolen. De laver blandt andet filmen ‘Nebraska Jim’ sammen, der refererer til to rigtige spaghettiwesterns:  ‘Navajo Joe’ af Corbucci og ‘Ringo del Nebraska’ af Mario Bava.

 

Omar Doom, Eli Roth, Brad Pitt og Diane Krüger i ‘Inglourious Basterds’.

’Inglourious Basterds’

Ud over de sidste 20 minutter af ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som deler mange ligheder med slutningen på Tarantinos krigsfilm fra 2009, er der nik til ‘Inglourious Basterds’ hele filmen igennem.

Mest åbenlyst er scenen fra den fiktive film ‘The 14 Fists of McCluskey’, hvori Rick Dalton brænder en gruppe nazister med en flammekaster, mens han råber: »Anyone order fried sauerkraut!?«. Senere i stuntmanden Cliff Booths trailer ser vi et glimt af Marvel-tegneserien ‘Sgt Fury & His Howling Commandos’, som ifølge Tarantino selv gav stor inspiration til ‘Inglourious Basterds’.

Navnet Antonio Marghereti dukker også op for en kort bemærkning i ‘Once Upon a Time in Hollywood’. Ud over at være en rigtig italiensk instruktør er Antonio Marghereti også det alias, Eli Roths karakter bruger i slutningen af ‘Inglourious Basterds’.

’Django Unchained’

Rick Daltons claim to fame, den fiktionelle Western-serie ‘Bounty Law’, bliver optaget på et set ved navn Melody Ranch. Det er også her, store dele af ‘Django Unchained’ er filmet.

‘Jackie Brown’

Da Cliff, Rick og Ricks nye kone, den italienske starlet Francesca, vender tilbage til Hollywood fra Rom, passerer de en blå mosaikvæg i Los Angeles’ lufthavn. Det er den samme væg, som Jackie Brown går forbi i åbningen af ‘Jackie Brown’.

Uma Thurman i ‘Pulp Fiction’.

‘Pulp Fiction’

I en morsom post-credit-scene optræder Rick Dalton i en reklame for ‘Red Apple’ cigaretter (som han ikke kan lide smagen af). ‘Red Apple’ er et brand, som Quentin Tarantino selv har opfundet til sine film. Red Apple-brandet optrådte første gang i ‘Pulp Fiction’, men de kan også ses i glimt i både ‘Kill Bill’, ‘Inglourious Basterds’ og ‘The Hateful Eight’.

Takket være ‘Once Upon a Time in Hollywood’ ved vi nu også, at Tarantinos fiktive cigaretproducent blev grundlagt i 1862. En anden meget løs forbindelse til ‘Pulp Fiction’ er, at Uma Thurman og Bruce Willis’ døtre, Rumer Willis og Maya Hawke, har mindre roller i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

‘Reservoir Dogs’

‘Once Upon a Time in Hollywood’ er fyldt til randen med vintage-biler, der skal fange tidsånden fra 1969 på landevejene. 2000 styks for nu at være præcis. Den mest iøjefaldende er uden tvivl Rick Daltons 1966 Cadillac DeVille. Og for de mest årvågne Tarantino-fans vil bilen virke bekendt. Det er nemlig den samme bil, Michael Madsens gangster Mr. Blonde ejer i ‘Reservoir Dogs’. Michael Madsen (som i øvrigt har en lille cameo-rolle i filmen) ejer selv bilen, der blev restaureret, inden den blev brugt i filmen.

Læs også: ’Once Upon a Time in Hollywood’ er indhyllet i kontroverser – her er de fire største kritikpunkter mod Tarantinos film

Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold