En æra slutter: Se traileren til sidste sæson ’The Deuce’

Serieguderne David Simon og George Pelecanos vender stærkt tilbage med tredje og sidste sæson af HBO-serien ’The Deuce’, der nu har fået sin første teaser. Og alt tyder på, at vi kan forvente os et intenst klimaks på den klassiske storhed og fald-fortælling om en lummer og kynisk del af den amerikanske underholdningsindustri.

»Videotapes are the next big thing«, udtaler Frankie (James Franco) selvsikkert i traileren. Vi befinder os nu i 1985, og dagene, hvor Times Square var centrum for den amerikanske sexindustri, er talte. Produktionen er flyttet vestpå, og vhs-båndet et blevet det førende medie at distribuere porno på. Også den verdensomspændende aids-epidemi skal nok få stor betydning for seriens figurer.

’The Deuce’ – skabt af ’The Wire’-bagmand David Simon – har været exceptionel i dens kompromisløse og flerdimensionelle skildring af en lang række skæbner i miljøet. I anden sæson blev flere af seriens mindre figurer foldet ud, særligt Loris (Emily Meade) vej fra gadeprostitueret til pornostjerne. Sidst vi så hende, var hun på vej til Los Angeles for at promovere det frække take på den lille rødhætte, ’Red Hot’, og det skal blive spændende at se, hvor hendes odyssé ender.

’The Deuce’ sæson tre har premiere på HBO Nordic 9. september.

Læs også: De bedste serier på HBO Nordic

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold