Filmtalentet Marie Grahtø debuterer med ’Psykosia’: »Den stiller de sårbare afkroge af mit sind til åbent skue«

Filmtalentet Marie Grahtø debuterer med ’Psykosia’: »Den stiller de sårbare afkroge af mit sind til åbent skue«
Bebiane Ivalo Kreutzmann og Victoria Carmen Sonne i 'Psykosia'.
Foto: Catherine Pattinama Coleman
Instruktørstortalentet Marie Grahtø er færdig med at gemme sig bag ironi. Med sin fandenivoldske debut ’Psykosia’, der har Victoria Carmen Sonne og Trine Dyrholm på rollelisten, trækker hun på det eksistentielle jordskælv, hun gennemgik i sine 20’ere. Vi har mødt hende i København op til verdenspremieren på Venedig Film Festival.

Man skal ikke mere end et par sekunder ind i Marie Grahtøs hårdtslående debut, før man mærker, at en ny distinkt stemme er stemplet ind i dansk film.

I en lang, glidende kamerabevægelse drages vi ind i en psykologisk underverden, hvor toiletter står på spiseborde, og hvileløse kroppe forenes i uskøn erotik, mens Victoria Carmen Sonne sender et forvrænget grin til kameraet.

Da komitéen på den prominente Venedig Film Festival, hvor ’Psykosia’ i næste uge vises i kritikernes sidekonkurrence, udvalgte den, var det blandt andet med begrundelsen, at de aldrig havde set en film som denne før. Og man fristes til at give dem ret.

Instruktør Marie Grahtø. (Foto: Christian Geisnæs)

’Psykosia’ er en rendyrket arthouse-film, der ganske vist ligger i forlængelse af de formmæssige nyskabelser i de seneste års roste debuter som ’Team Hurricane’, ’Vinterbrødre’ og ’Holiday’, men alligevel synes endnu mere radikal med sine stiliserede tableauer, nærgående portrætter og hårdtslående kamerature, hvor apparatet hvirvler 360-grader rundt om karaktererne, så de fremstår som en sløret, ukendelig masse.

Filmen kommer fra et dybt personligt sted. For selvom fortællingen er fiktion, er stemningerne og følelserne det ikke: Grahtø har trukket på sine egne oplevelser med psykose, der ramte som et »eksistentielt jordskælv«, da instruktøren var i sine 20’ere.

»Dengang var jeg meget syg og oplevede både psykose og selvmordstanker. På et tidspunkt var jeg draget mod døden, som var den tyngdekraften«, fortæller den 35-årige instruktør, da vi mødes på en café i indre by.

Psykotisk realisme

Hvis man passerede hende på gaden dengang, ville man måske slet ikke bemærke, at der var noget galt. Men for Marie Grahtø var de indre kræfter, der stødte sammen, uhyre stærke.

Og med ’Psykosia’ ønsker hun at skildre den dybt subjektive oplevelse, det er at have en psykose.

»Jeg vil vise, hvor stærke kræfter der egentlig hersker inde i os mennesker. Hvordan det kan se ud, når et menneskes verden kollapser. Det var vigtigt for mig at gå kompromisløst til emnet, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi taler om det, selvom det er svært«, fortæller debutanten.

Vi følger den ekstremt selvdisciplinerede forsker Viktoria (Lisa Carlehed), der bliver inviteret ud på en psykiatrisk afdeling for at behandle den suicidale patient Jenny (Victoria Carmen Sonne) under opsyn af overlægen Klein (Trine Dyrholm). Langsomt knytter Viktoria et særligt bånd til den grænsesøgende patient, mens det bliver stadigt sværere at afkode, hvad der er virkelighed, og hvad der er hallucination.

Trine Dyrholm og Lisa Carlehed i ‘Psykosia’. (Foto: Catherine Pattinama Coleman)

Grahtø har opfundet en helt ny genrebetegnelse – »psykotisk realisme« – til at beskrive den komplicerede virkelighed, filmen skildrer, og som er vigtig at forstå, hvis man skal hjælpe personer med en psykose.»Realisme bliver i det daglige sprog brugt til at beskrive den kollektive virkelighedsopfattelse. Men virkeligheden kan optræde anderledes for en person, der oplever psykose. Personer med en svær psykisk lidelse bliver ofte stigmatiserede. Mange er bange for, at de er farlige og utilregnelige, men faktisk har de brug for, at man anerkender deres virkelighed og ikke bliver bange for det uforståelige«, siger hun.

Billedet, hun bruger til at beskrive psykosen, er et hav – »den evige metafor for underbevidstheden«, som hun påpeger med et glimt i øjet: Hvor de fleste mennesker kan dykke ind og ud af underbevidstheden, er den psykotiske ude af stand til at manøvrere i underbevidstheden og falder lige så langsomt ned i et mørkt hav uden mulighed for at dykke eller komme op efter luft.

Man mister kontrollen over sit indre, og de forskellige sider af ens personlighed – i filmen beskrevet i freudianske termer som ideal og begær – ophører med at føles integreret. Til sidst er afstanden mellem dem så stor, at »jeg’et krystalliseres«, hvilket kan komme til udtryk gennem stemmer eller visuelle hallucinationer, forklarer Grahtø.

»Man har hele tiden spørgsmålet: ’Hvem er jeg?’ For den, man var for to timer siden, kan pludselig føles enormt fremmed for en. Det er meget svært at forklare andre, og derfor er det også enormt ensomt«.

At forebygge selvmord

Med sin første kortfilm på den alternative filmskole Super16, den magisk realistiske perle ’Daimi’, italesatte Grahtø selvmord med fortællingen om den titulære pige, hvis eneste selskab juleaften er en kælegris og en hjerteknusende tragedie i det tilstødende rum.

Med opfølgeren ’Lækre til vi dør’ og afgangskortfilmen ’Teenland’, som ’Psykosia’ oprindeligt var baseret på, lagde hun afstand til skrøbeligheden i ’Daimi’ til fordel for über-stiliserede og rebelske teenagefantasier.

»Jeg synes, jeg har haft tendens til at gemme mig bag en ironisk distance til indholdet og primært været optaget af form. Med denne film ville jeg gerne turde sige noget, som var tættere på mig selv. På den måde var ønsket at forene det autoritære, potente formsprog med sårbarheden. Og det har været overvældende at stille de her meget sårbare afkroge af mit sind til åbent skue«, siger Grahtø og fortsætter:

‘Psykosia’ (Foto: Catherine Pattinama Coleman)

»Men der var også en nødvendighed i at sige, at filmen kommer fra noget inde i mig selv. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som samfund lærer at snakke om de her ting, så vi kan forebygge, eller i hvert fald prøve. Jeg synes ikke, at vi prøver nok. Selvmord er et stadigt stigende problem, men alligevel undgår vi som samfund at tale om lidelse og tanker om selvmord ved at dirigere samtalen andre steder hen«.

’Psykosia’ er dog ikke en kritik af psykiatrien, ligesom den hverken nævner diagnoser eller medicinering. Filmen handler i stedet om at gøre den meget subjektive oplevelse af, hvordan det er at have en psykose, håndgribelig.

Og selvom ’Psykosia’ er en tragedie, insisterer Grahtø på at have lavet en meget livsglad film, netop fordi den leger med formen og afsøger grænserne for, hvad film kan være. Det eksperimenterende formsprog kom dog også med visse udfordringer:

»Det var en virkelig svær balancegang mellem, hvornår vi lagde for stor distance til publikum. Men samtidig ville jeg også gerne have, at vi var modige og turde lave nogle karakterer, der var svære at identificere sig med, for at skabe den subjektive oplevelse af psykose for publikum, så de kan se, hvordan det er ikke at have adgang til tilværelsen og ikke kunne aflæse sine omgivelser«.

En slet skjult fuckfinger

For Grahtø er det at lave film et helt særligt rum, hvor hun føler kontrol. Hun er optaget af det stringente og stiliserede, hvor kamerabevægelserne er planlagt ned til mindste detalje, og skuespillernes råderum er stærkt begrænset. Selv nede på dialogplan vil man finde Lacan- og Nietzsche-citater, som ikke just opfordrer til improvisation.

Der er en verden til forskel fra den gængse arbejdsmetode i Danmark, og Grahtø lægger da heller ikke skjul på, at der er en slet skjult fuckfinger til 00’ernes stramme realismefokus i hendes genrebetegnelse psykotisk realisme.

»Men når det er sagt, er det jo en naturlig del af kunstens historie, at der altid kommer en modbevægelse til de dominerende tendenser«, siger hun.

Selv ser hun op til filmskabere som David Lynch, Ingmar Bergman, Michael Haneke, Gerald Kargl og Dario Argento. Og flere af dem hylder hun også direkte i ’Psykosia’. Som hun selv bemærker, skal man være både døv og blind for ikke at spotte referencen til Bergmans hovedværk ’Persona’.

Fælles for alle hendes instruktøridoler er, at de tager filmmediet dybt seriøst og konstant afsøger dets muligheder, mener hun. Og det er også drivkraften bag hendes videre arbejde som instruktør:

»De levende billeder er endnu meget uudforskede, fordi der sker meget nyt teknisk hele tiden. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden eksperimenterer med, hvad form kan, hvad historier kan, hvad de levende billeder kan. Ellers stagnerer mediet. Jeg tror, det er vigtigt, at der virkelig er nogen, som kæmper for arthouse-filmen, for det er der, filmsproget for alvor kan udvikle sig«.

»For mig at se er mine oplevelser med psykose blevet en gave til mit filmsprog, som jeg altid vil trække på. For hvis der er noget, film kan, er det jo at skildre indre virkeligheder. Jeg har haft nogle oplevelser inden i mig selv, som gør, at jeg kender mig selv på nogle andre måder nu. Jeg ser det som, at jeg engang var ved at drukne, men at jeg nu har lært at dykke«.

’Psykosia’ forventes at få dansk premiere til november.

Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på Venedig Film Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold