Første indtryk af ’Beverly Hills’-rebootet: Overraskende god – hvis de ellers kunne spille skuespil

Første indtryk af ’Beverly Hills’-rebootet: Overraskende god – hvis de ellers kunne spille skuespil
'BH90210'
Foto: Brian Bowen Smith/FOX
’Beverly Hills 902010’ er tilbage. I ’BH90210’ spiller en række af skuespillerne rollerne som sig selv, mens de forsøger at lave et reboot af 90’er-ungdomsfænomenet, som de til tid og evighed vil være forbundet med. Første afsnit er ude på C More og TV 2 Play. Vores filmredaktør kommer med sin umiddelbare reaktion.

Så er det ventede reboot af ungdomsserien over dem alle ude. Eller ’ventede’ og ’ventede’…. ’frygtede’ måske?
»Med mareridtsinducerende angst frygtede! Da jeg så pressebilledet af de botox-tilslebne efterladenskaber af Brandon, Donna, David, Kelly, Andrea, Brenda og Steve, havde jeg nærmest allerede hvæsset pennen til et syvdobbelt karaktermord forklædt som en anmeldelse. Flere af deres ansigter ligner jo, at de er kørt gennem en virusramt russisk faceapp. Ian Ziering er 55 år, for pokker! Han kunne stadig spille en californisk surferdude på 24«.

Ok, så fik du dét ud af systemet. Men nu har du set første afsnit af ’BH90210’, som den nye serie så oplagt hedder. Er det den Titanic’ske katastrofe, som det næsten lyder til, at du havde håbet?

»Nej«.

Hvad sagde du? Lidt højere tak.
»Nej. Det er faktisk ikke helt tosset. There. I said it«.

Ok. Lad os tage det fra begyndelsen. Hvad er konceptet?
»Vi møder alle skuespillerne (på nær Shannen ’Brenda’ Doherty, der dukker op senere) til en reunion for ’Beverly Hills’. De har ikke set hinanden i mange år og kæmper alle med deres på privat- og karrierefronten. Til sidst i afsnittet får Tori ’Donna’ Spelling så den geniale idé, at de skal lave et reboot af serien. Så det er meget meta. Vi ser på en måde den serie, de i serien mødes om at lave«.

Sådan så de ud engang.

Vi har de senere år set mange af den slags serier, der trækker på virkeligheden i underholdningsindustrien. Fra ’The Comeback’ med Lisa Kudrow til ’Better Things’ med Pamela Adlon. Har vi ikke ligesom været der?
»Konceptet opfinder måske ikke den dybe tallerken, men det giver alligevel en særlig dimension, når formularen trækkes ned over lige akkurat ’Beverly Hills’. Man kan jo ikke komme i tanke om en gruppe mennesker, der har været forbundet med deres roller, at det på den måde har beseglet deres skæbner. Uanset hvad de ellers har forsøgt i karrieren, vil de til tid og evighed være forbundet med deres ungdomsår på West Beverly High School. Det er næsten ligesom at være født ind i Kongehuset – selvfølgelig har Beverly-alumnierne i højere grad haft kontrol over deres livsforløb, men ingen af dem havde kunnet forudse, i hvor høj grad det ville definere dem, dengang de blev castet til en ny Fox-teenageserie i slutningen af 80’erne«.

Men får man en autentisk fornemmelse af alt det i den nye serie?
»Ja, det gør man faktisk. Skuespillerne er stærkt selvironiske på en måde, der riffer på offentlighedens opfattelse af dem – og måske også på en snert af sandheden. Jason Priestley er for eksempel et til tider temperamentsfuldt røvhul i stærk kontrast til den renskurede Brandon. Tori Spelling har i økonomisk desperation lukket et reality-kamerahold ind i hjemmet, og hun joker med dengang, hun ramte sladderbladene efter at være faldet på en grill. Og da den ifølge rygterne besværlige Shannen Doherty dukker op via Skype til det store reunion-panel og humblebragger med, hvordan hun redder truede dyrearter, kan kollegerne ikke skjule deres himmelvendte øjne«.

Så det er simpelthen et stykke knusende ærlig bekendelsesfjernsyn?
»Altså, de spiller bestemt fiktionaliserede udgaver af sig selv – eksempelvis er Brian Austin Green gift med en fiktiv popstjerne (vel en slags oversættelse af Megan Fox). Og allerede i første afsnit er der nok intriger, utroskabsafsløringer og melodramatiske forsoninger til, at det i rigt mål lever op til det originale ’Beverly Hills’. Så nej, det er ikke den skinbarlige virkelighed«.

‘BH90210’

Men er den såkaldte ærlighed og selvironi så ikke bare et udspekuleret kneb til at fremdyrke endnu en cashcow for de medvirkende?
»Jeg kan ikke 100 procent afvise det. Men der var flere momenter, der gik ind hos mig. Når en plørefuld Jennie Garth ivrigt opsøger et engangsknald, indtil den udvalgte pool-stud kalder hende Kelly. Når Steve, undskyld Ian Ziering, i afsnittets klimaks revser Tori Spelling for at have klattet sine penge væk og brokke sig, selvom hun har fået et uhyre privilegeret liv – og Garth ’forsvarer’ hende ved at sige, at hun er som et dyr, der er vokset op i Zoologisk Have, og som derfor umuligt kan klare sig i naturen. Jeg føler den, jeg føler deres ambivalente følelse af at have fået alt, de kunne drømme om, men også at være blevet brændemærket af successen.

Og når afsnittet til sidst kipper med hatten til salig Luke Perry, ja, så er der altså ikke et øje tørt. Det handler om tidens gang, det her. Om valg, man har taget, og valg, der er blevet taget for én. Om at flyve så højt som ung, at omverden ikke tillader dig at finde fodfæstet igen. Om at blive ældre, selvom implantaterne i ens ansigt stadig tror, at kalenderen skriver 2006. Den har det vemod, der ligger i enhver reunion af gammelt kompliceret venskab«.

Nu får du jo skruet folks forventninger helt i vejret.
»Ja. Og det er lidt farligt. For min imødekommenhed skal helt sikkert ses i lyset af mine afgrundsdybt lave forventninger. 100 procent vellykket er serien trods alt ikke«.

Hvorfor ikke?
»Altså først og fremmest kunne den hund, jeg ikke ejer, spille bedre skuespil. Ej, det var strengt sagt. ’Beverly’-mandskabet var perfekte til deres roller dengang, men de er bare ikke verdens bedste spillere, og det er nok også en grund til, at deres karrierer ikke for alvor har fået nyt liv. Luke Perry var den dygtigste af dem, og han er som bekendt kun med i ånden. Og det gør, at serien især falder igennem, når den søber rundt i følelsessovs, som den gør tre-fire gange i første afsnit (helt som originalen, for øvrigt) – men også at flere af de selvironiske momenter grundet manglende komisk timing falder tungt til jorden«.

Så hvad er bottom line ud fra første afsnit?
»At rebootet kunne have været en rigtigt hæderlig serie, hvis ’BH90210’-stjernerne kunne spille skuespil. Den er godt tænkt, og midt i den seerforagtende reality-glittede æstetik er der en sårbarhed, der faktisk sætter nogle tanker i gang. Kan den bære over seks afsnit? Jeg tvivler. Men alle gamle ’Beverly’-fans – det vil sige alle med en barndom og ungdom i 90’erne og start-00’erne – kan roligt tjekke ind til første afsnit«.

’BH90210’ kan ses på C More og TV 2 Play.

Læs også: Lyt til podcasten SOUNDVENUE STREAMER – om bizar Manson-serie og kriminelt overset advokatserie

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold