Mikael Bertelsen havde et nytårsforsæt. Det gik på, at han ikke måtte fortælle anekdoter.
Jeg har læst i et interview fra 2015, at han er afhængig af at snakke. At han nærmest kan føle sig forurettet, når hans hustru og børn taler ved middagsbordet om ting, der ikke handler om ham. Og at det som enhver anden afhængighed kommer med en efterfølgende selvlede.
»Anekdotens mester«, kaldte tv-vært Jacob Riising den danske Radio24syv-chef og tidligere satiriker, da de tog plads på scenen ved en session under Copenhagen TV Festival i sidste uge under titlen ’Let’s Play med Bertelsen’ og med det erklærede formål at »finde opskriften på, hvordan man kan lege sig til en succes eller bare et sjovt arbejdsliv«.
Det vil nok være en overdrivelse at sige, at vi fik opskriften. Men vi fik retten serveret.
Det vil til gengæld nok være en underdrivelse at sige, at samtalen mellem Bertelsen og Riising kørte af sporet. For selvom Riising var rustet med et safe word (»banan!«), han kunne bruge, hvis Bertelsen fortabte sig i sine afstikkere, var det til ingen verdens nytte. Bertelsen rullede hele arsenalet ud.
Faktisk fortalte han 15 anekdoter på 45 minutter og 15 sekunder. Man kan bryde dem ned til otte omfattende hovedanekdoter, dertil to små underanekdoter som digression fra en af hovedanekdoterne samt fem småanekdoter. Endelig var der et par indløb (»Min kone har haft andre kærester før mig…«), som det faktisk lykkedes Jacob Riising at sætte en stopper for.
Resultatet var en opvisning i storytelling, der efterlod mig og mange andre i salen opløst i lattertårer. Vi var enten vidne til en historisk manifestation af alle radiochefens talenter eller bare faldet ind i en helt tilfældig time i Mikael Bertelsens selskab. Mesterskabet består i, at man kommer i tvivl. Spørgsmålet er, hvad vi tog med derfra.
Verdens længste sms
Når Mikael Bertelsen i en småperfid mellemlederkarikatur optræder i ’Den Korte Radioavis’, bliver han altid mobbet med to ting: Hans påklædning (Kirsten Birgit: »Så er pandaerne da allerede kommet til byen, og de har taget et revisorkostume på«), og at han altid fortæller sine anekdoter i nutid, så Kirsten og Rasmus aldrig forstår, hvornår det, han fortæller, er sket.
Så det skal skrives i nutid.
Da jeg træder ind i salen på minuttet, er Bertelsen allerede i gang, in medias anekdotes. Han undrer sig over, at han optræder på festivalens næststørste scene og beklager sig over, at det er anden gang i dag, at han føler sig degraderet. I går fik han således en sms fra en medarbejder på TV 2 Comedy Galla, der spurgte, om han ville medvirke i en sketch, hvor han og Signe Molde skulle skydes. Jonatan Sprang var nemlig sprunget fra i sidste øjeblik.
»Så jeg skriver en sms tilbage: ’Jeg er simpelthen second choice til Jonatan Spang? Så har man også oplevet det med. Jeg er engang blevet ringet op af SAS, der stod med 3.000 stewardesser, som skulle underholdes ude i en hangar i Kastrup. Der havde Peter Mygind fået influenza. Du skriver i din sms, at du har brug for en seriøs journalist og anerkendt satiriker. Jeg er jo ikke kun en seriøs journalist, anerkendt radiochef og tidligere satiriker, jeg er også blevet en ekstremt god tennisspiller. Jeg er i semifinalen i HIK’s klubturnering, og hvis jeg går videre i dag, skal jeg højst sandsynligt spille finale i morgen. Jeg kan godt spørge turneringsledelsen og ønske en sen kamp…«
»Er det en sms, Mikael, der er så lang?«, vil Jacob Riising vide.
»Det er en sms, ja. Den er skrevet klokken 7 i morges, der er jeg helt oppe at køre«, siger Bertelsen og fortsætter oplæsningen fra sin mobil:
»… Men nogle gange står en turneringsledelse fast. Det gjorde de, da jeg var i finalen sidste år. Det lå samtidig med et foredrag, jeg måtte aflyse. Det mistede jeg 25.000 på, og jeg tabte også kampen efter tre matchbolde i egen serv. Det var dog en herredouble, og vores modstander var en it-milliarder, som…«. Mikael Bertelsen stopper sig selv for at forklare, hvordan milliardæren havde hyret en tidligere professionel ATP-spiller til finalen. Og forklarer så videre, hvordan han i sms’en nu kommer ind på Eddie Skollers kone og galophesten Ready Eddie (don’t ask). Jacob Riising prøver forgæves at bryde ind.
»Nej nej nej, det er kun toppen af isbjerget det her«, afbryder Bertelsen. »Det fortsætter, jeg har brugt det meste af dagen på det, nu kan vi lige så godt lade denne korrespondance få et større publikum. Men efter al det med galop og tennis kommer så her til sidst: ’Men jeres optagelser er meget tæt på mit arbejde, og hvis I ikke går over tid, så kan jeg sagtens være med, regn med mig’.
Ved du, hvad han så skriver? Så skriver han i dag klokken 11.04: ’Hej Mikael. Det er lykkedes mig at lukke en aftale med Lasse Rimmer. Så kan du holde fri og holde fuld fokus på din tennis’. Der er jeg så rasende, da jeg læser det. ’Men tusind tak fordi du var villig til at stille op’.
Så skriver jeg, og nu er det sådan Yahya Hassan-store bogstaver: ’Det, du gør nu, er at udsætte mig for en dobbelt ydmygelse. Først er jeg second choice til Jonatan Spang. Og nu tredjevalg efter Lasse Rimmer’. Så er svaret: ’Neeeej nej nej, jeg har kæmpe respekt for dig og alt, hvad du har lavet i din karriere, jeg har bare også respekt for dig som tennisspiller og vil have, at du skal have fuld fokus på din tenniskamp’.
’Ja’, skriver jeg så. ’Men ved du hvad. Der er stor sandsynlighed for, at jeg taber den kamp nu, efter du har smadret min selvtillid’«, læser Bertelsen op. Herefter viser det sig, at Mads Brügger blev spurgt 65 minutter før Bertelsen aftenen forinden, hvilket får Bertelsen til at skrive til TV 2-manden:
»Jeg skal lige forstå: Ser din rangliste over vigtige danske journalister sådan her ud: 1. Jonatan Spang. 2. Mads Brügger. 3. Lasse Rimmer. 4. Mikael Bertelsen«.
»Og nu kan han jo godt mærke, han har mig et sted, hvor jeg er let at tirre«, siger Bertelsen. »Han skriver: ’Det vigtige lige nu er, at Lasse ikke finder ud af, hvor sent han blev spurgt’«.
»Lang frem og tilbage, ’du svarer ikke på mit spørgsmål’, skriver jeg. ’Men det er allerede for sent med Lasse, hele den her ting bliver en true crime-serie, der udkommer som podcast på Podimo til september’. Og så skriver han: ’Du rammer næsten ranglisten præcis, bortset fra at du glemmer Signe Molde, der er nummer 1. Så alle rykker et hak ned’«.
»Jeg ved, du ikke heilede«
At det blot er begyndelsen på røverhistorieregnen, er delvist undskyldt, idet snakken er orkestreret som et tilbageblik på nogle af de mest mindeværdige øjeblikke fra Mikael Bertelsens karriere.
Vi får således bag om-historien til det famøse interview med Morten Messerschmidt i DR2’s satiretalkshow ’De uaktuelle nyheder’, som Bertelsen bestyrede i 2002, og hvor han agerer straight interviewer, der slutter hvert spørgsmål med tilføjelser a la: »… dit højreorienterede svin«. Det var inden, Messerschmidt kom i ’Big Brother’ (»og i… Folketinget«, som Bertelsen tilføjer med sand deadpan-timing), og da han kun var kendt som en purung stifter af foreningen Kritiske Licensbetalere.
Det hele startede med, at Mikael Bertelsen i forbindelse med et indslag ville passe klagertelefonen Lytter & Seerservice i den gamle TV Byen. Her spurgte han de søde telefondamer, om de nogensinde fik henvendelser, som var svære at svare på. »Ja, der er én«, lød svaret. » Og han har startet en forening, og nogle gange så… har han faktisk fat i noget«.
Klageren var en Morten Messerschmidt, Bertelsen fik (får!) hans nummer, og hans første idé til indslaget er at vise ham rundt i TV Byen, hvor receptionisterne skal have skråremme på, og TV Avisen skal sidde og klippe et indslag om, at holocaust var en løgn.
»Og jeg kan huske, at jeg snakkede med ham i telefonen (…), og han siger så: ’Nu skal du høre her, jeg kan jo godt lide dig, og jeg har set ting, du har lavet, men det der med at lave sjov med nazisme: På grund af mit efternavn er jeg blevet drillet så meget i skolen, at det ikke rigtigt fungerer for mig.
Og fordi han har sagt det til mig, så ringer jeg fire år efter til ham, da han er blevet ekskluderet af Dansk Folkeparti, fordi han angiveligt skulle have heilet inde i Grøften. Der ligger Morten – han er helt alene i verden, alle har kappet fortøjningerne til ham, fordi forsiden på BT i en uge har været, at han har siddet og lavet sjov med nazisme inde i Grøften – og så ringer jeg til ham og siger: ’Jeg ved, du ikke heilede’«.
Foruden ’De uaktuelle nyheder’ var Mikael Bertelsens claim to fame på DR det alternative talkshow ’Den 11. time’, der kørte klokken 23 om aftenen på DR2 i 2007-2008 og hurtigt blev kultdyrket for sin eksperimenterende stil. Det huskes blandt andet for Bertelsens interview med Nicolas Winding Refn, der brød sammen i gråd undervejs, og for hans interview med David Lynch, som Bertelsen fik for sig selv, da han bad instruktørens oppasser om at gå i meditativ tilstand.
Det var et program, Bertelsen og resten af redaktionen med hans egne ord kun fik lov til at lave, fordi »vi brugte det kaos, som overskridelsen af Koncerthuset gav på chefgangene, hvor alle brugte det meste af tiden på at beholde deres eget job«.
I et af talkshowets mærkværdigste indslag inviterer Mikael Bertelsen til afterparty for de gæster, der netop har besøgt DR2 Deadline, heriblandt kunstner Bjørn Nørgaard og daværende generalsekretær for Røde Kors Jørgen Poulsen. Også Deadline-vært Kurt Strand er inviteret. De leger seddelleg, får besøg af en tilfældig seer, der har taget turen til DR Byen, og det kulminerer i en øm dans mellem en kåd Bertelsen og en forfjamsket Strand.
»Jeg var optaget af, at når jeg skulle sende ’Den 11. time’, så mødte jeg tit de her gæster, der havde været i ’Deadline’ – altså jeg mødte nogle gange Holger K. og Helge Adam Møller, som ikke kunne finde ud af DR Byen. De spurgte mig: ’Hvordan kommer jeg ud?’ ’Hvad laver du her, Helge Adam Møller’, spurgte jeg. ’Jeg har været med i Deadline’. ’Har de bare brugt dig og smidt dig ud?’ Så viser jeg ham udgangen og følger ham ud, så jeg var bare meget optaget af det her med, hvordan efterlader man folk, efter de har været i Deadline.
Og den beslutter jeg mig for at løfte. De skal skulle have en efterfest«, fortæller Mikael Bertelsen.
»Men alt går galt. Der er en grammofon, og vi skulle have danset. Men grammofonen virker ikke. Grammofonen er gået i stykker. Så meget af tiden er der teknikere inde og pille ved grammofonen. Og så har vi leget Sedlen i Panden«, siger han.
»Jeg tror, Kurt Strand er Bjarne Riis«.
Jacob Riising bryder ind for at vise klippet, og jeg anbefaler, at man her gør det samme. Det er sat til at starte kort tid før Strand og Bertelsens svingom:
DR’s aber
Før vi skal prøve at udlede, hvilke sandheder om legens natur der dryppede ned fra anekdotevandfaldet, skal vi lige have en sidste fortælling med. Den passer ikke rigtigt ind, men den er også bare sært uforglemmelig, så nu får I den uden nærmere dikkedarer. Dyrk den eller smid den væk, og så ses vi på den anden side:
»Der var en sindssyg situation engang: Lige da jeg var startet i chefredaktionen (på DR, red.), samlede Lars Grarup, som var TV-direktør, os inde i det store bestyrelseslokale på syvende sal. Der havde været et program lørdag aften klokken 20 på DR1, et dyreprogram, som havde lavet det, vi kaldte et badekar. Der havde været noget, som havde høje seertal, så var der det her program om dyr, som gik helt ned (og så gik tallene op igen bagefter, red.). Jeg var lige startet, og jeg kan huske, jeg ringede til min kone og sagde: ’Jeg kan ikke hente vores små børn, for jeg er til et meget vigtigt møde’. Jeg kan bare mærke, at det her er fandeme alvorligt.
Og jeg er jo ny i det her game, men der sidder 12 højt betalte chefer om det store runde bord. Men så er der en meget garvet mand, der hedder Jens Bruun – ham der opfandt Temalørdag… På et tidspunkt, da vi diskuterer, hvad der kan være galt med det her program, så går han ud og henter programoversigten fra avisen, og så kommer han tilbage og siger: ’Jeg ved godt, hvorfor det program crashede: Det handlede om små aber. Folk vil ikke have små aber. Seerne kan kun identificere sig med store aber’.
Jeg ved ikke, om det stadig er sådan i DR. Men prøv at tjekke, om der siden dengang, i 2006, er blevet sendt et program om små aber på DR. Det tror jeg ikke, der er. Jeg tror, det blev lavet som en regel. Aldrig mere små aber«.
Hvad vi lærte
Hej igen. »Vi nåede ikke spørgsmål fra hverken publikum eller mig. Men på en måde fik vi måske alligevel… Eller jeg er i tvivl om, om vi fik svar«, siger Jacob Riising mod slutningen af samtalen, hvorefter Bertelsens føromtalte selvlede måske træder ind, og han med en bevidst ironisk afbrydelse igen overtager ordet:
»Jeg beklager. Jeg tog alt for meget styring. Og jeg gav ikke dig plads«.
Men her er, hvad jeg tror, vi kan lære:
1. Kontrol er forudsætningen for leg
Mikael Bertelsen understregede, at legen ikke er barnemad for ham. Legen handler om styring, om at føle at han sidder med rorpinden, selvom flyet kan være ved at styrte ned. Der er ikke nødvendigvis så let, som det ser ud.
»Jeg kan godt lide at være i kontrol. Og for en dedikeret kontrolfreak er sådan noget som tv jo en lækkerbisken. Der er så meget, man skal have styr på, hvis man gerne vil få sit budskab ud. Det kan være alt fra, hvilket tøj man har på, til hvordan lyset falder, til hvordan ordene falder, og hvordan man forbereder sig«, sagde han.
»Altså jeg har en del angst og en stor lyst til kontrol. Nu skal vi ikke gå i en freudiansk session, men jeg tror, det kommer fra min helt tidlige barndom, fordi min far… nu kommer der en anekdote« (som vi lige cutter af her, for dette er den målrettede del af artiklen, red.):
»Jeg kan godt lide at sætte noget i gang, som andre måske oplever som ude af kontrol. Men jeg bilder mig ind, at det er mig, der… Jeg har for eksempel kæmpet lidt af flyveskræk, og så oplever jeg jo, hvis jeg laver et direkte tv-program, at det er mig, der er pilot. Jeg ved godt, jeg er dybt afhængig af lysmanden, produceren, alle de ting, der skal til for at få et fly i luften, og at vi er et hold, og at uden dem falder flyet ned. Men når jeg så er i luften med et interview, og der kommer turbulens, så føler jeg mig enormt godt tilpas, også selvom det nogle gange måske skraber bunden. Jeg tænker: Jeg skal nok få landet denne her flyver«.
2. Man er nødt til at tage chancer
Mikael Bertelsen understregede, at man er nødt til at turde svømme ud på dybt vand. Han hørte engang, at man på den amerikanske tv-station NBC sørgede for, at 80 procent af programudbuddet skulle sikre annoncørerne og økonomien – og så behøvede de sidste 20 procent ikke blive en succes. Sådan kunne ’Seinfeld’ blive ved med at køre, selvom det ikke var noget hit de første sæsoner. Da Bertelsen kom i chefredaktionen på DR, oplevede han, hvordan han tit mødte på arbejde og var begejstret for et program, der var blevet sendt dagen før. Men han blev som regel mødt af larmende tavshed. Indtil kl. 11.15, hvor seertallene tikkede ind. Så kunne der være folk, der sagde: »Det var fedt. Det var nemlig rigtigt fedt. Synes jeg«.
»I Danmark, hvor vi har public service og ikke er afhængige af annoncører og er under det samme merkantile kommercielle pres, der har man en ide om, at alting altid skal lykkes 100 procent«, sagde han. »Og vi vil forsøge hele tiden at kalkulere os frem til, at vi ikke får nogen problemer, eller at nogen ikke giver os ansvaret for en fiasko. Nogle gange glemmer folk, at folk ikke kunne lide Olsen Banden i starten. Vidste du det? Folk kunne ikke forstå, hvorfor man skulle elske forbryderne«.
3. Historiefortællingen er pointen i sig selv
Hvordan leger man sig til succes? Det vigtigste budskab var nok det indirekte: At konkrete historier, humor og detaljerigdom er nøglen i enhver fortælling, der aspirerer efter at blive husket. Intet tørt powerpoint-show kan hamle op med en entertainer på slap (eller måske mere stram, end det lader til) line, og selvom de færreste kan hamle op med Mikael Bertelsen, er det alligevel værd at skrive sig bag øret.
Så det var det.
Men hvordan gik det med Mikael Bertelsens nytårsforsæt om ikke at måtte fortælle anekdoter?
Han brød det 1. januar.
Og tenniskampen?
Han tabte. Giver TV 2 Zulu skylden.
Læs også: Kirsten Birgits groveste stikpiller lige i ansigtet på tv-branchen