(Spoiler-advarsel: Læs kun, hvis du har set ’Once Upon a Time in Hollywood’ – eller bare gerne vil have slutningen at vide på forhånd.)
Særligt én ting ved ‘Once Upon a Time in Hollywood’ deler vandene blandt både publikum og kritikere: Slutningen.
Tom Rothman, formanden for Sony Picture Entertainment Group, der har produceret filmen, var ikke overraskende positiv. Efter verdenspremieren på filmen under Cannes Film Festival tidligere på året erklærede han over for New York Times, at »den her film har den bedste slutning. Nogensinde«.
Men ikke alle er enige i den påstand. Indiewires kritiker Eric Kohn skriver, at »slutningen føles forhastet og virker mod hensigten«. Vox‘ Alissa Wilkinson skriver, at »Tarantino kan ikke lade være med at falde tilbage i gamle vaner, men ved i virkeligheden ikke hvorfor«. Og Vultures anmelder Bilge Ebiri skriver: »Det føles som den forkerte slutning til denne film. Et dårligt udtænkt forsøg på at forene det gamle Hollywood med det nye Hollywood«.
Men hvad sker der helt præcist i slutningen af ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som giver anledning til så mange løftede øjenbryn? Og er der en mening med galskaben? Vi dykker ned i filmens kontroversielle sidste 20 minutter og forsøger at finde hoved og hale i det hele.
Hvad sker der i slutningen af ‘Once Upon a Time in Hollywood’?
Filmens sidste akt finder sted 8. august 1969. Dagen, hvor fire medlemmer af Charles Mansons hippiekult på brutal vis brød ind i Sharon Tate og Roman Polanskis hus på Cielo Drive i Hollywood Hills og myrdede Sharon Tate, hendes ekskæreste Jay Sebring, manuskriptforfatteren og Roman Polanskis ven Wojciech Frykowski samt dennes kæreste Abigail Folger.
Mordene blev dødsstødet for kærlighedens årti og det ultimative uskyldstab for hippiebevægelsen, der prædikede fri kærlighed og tolerance. Som den amerikanske forfatter Joan Didion berømt skrev det i sin essaysamling 10 år senere: »1960’erne sluttede brat den 8. august 1969«.
Men hvad nu hvis 1960’erne ikke sluttede brat der? Hvad hvis mordene blev forhindret af en spritstiv, afdanket skuespiller og en arbejdsløs stuntmand høj på syre?
Som tilfældet var med ‘Inglourious Basterds’, omskriver Quentin Tarantino også historien i ‘Once Upon a Time in Hollywood’. Da de fire kultmedlemmer kører op mod Sharon Tate og Roman Polanskis hus på Cielo Drive, bliver de antastet af Leonardo DiCaprios Rick Dalton, som beder dem om at forsvinde. Hippierne vender deres ramponerede bil om og parkerer den længere ned ad vejen. Her aftaler de i stedet at gøre det af med Rick Dalton med den begrundelse, at han har været med til at glorificere vold på tv.
Da de kort efter bryder ind i villaen, står de uventet ansigt til ansigt med Brad Pitts stuntmand Cliff Booth, der er vendt tilbage efter en gåtur med sin pitbull. Kort forinden har han røget en cigaret dyppet i syre, og virkningerne er nu for alvor begyndt at træde i kraft.
»Er du virkelig«, siger han henvendt til Mansons højre hånd Tex Watson, der står med en kniv i hånden og et diabolsk smil malet i ansigtet. »Jeg er lige så virkelig som en donut«, svarer han, hvilket får Cliff Booth til at knække sammen af grin.
Og så flipper det hele ellers ud i et voldsorgie af nærmest Looney Tunes’ke dimensioner. Tex får makuleret sine ædlere dele i gabet på stuntmandens arrige pitbull, mens kvinderne får smadret deres ansigter til ukendelighed af en hundemadsdåse og en drejetelefon. Rick Dalton gør arbejdet færdigt ved at flambere den sidst overlevende hippie i poolen med den samme flammekaster, som vi tidligere har set ham bruge i filmen ‘14 Fists of McClusky’.
I Tarantinos alternative virkelighed finder mordene på Sharon Tate og hendes venner aldrig sted, og tabet af Hollywoods uskyld bliver udskudt takket være to personer, som befinder sig i periferien af den hastigt forandrende amerikanske filmindustri. Det sidste skud i filmen viser Rick Dalton træde ind gennem porten til ikke blot Sharon Tate og Roman Polanskis hus, men til det forjættede ‘New Hollywood’, han hele filmen igennem har været ekskluderet fra.
Hvad sker der egentlig i slutningen af ‘Once Upon a Time in Hollywood’?
Da jeg første gang hørte titlen til Tarantinos niende film, tænkte jeg, at den var ment som en hyldest til Sergio Leones ‘Once Upon a Time in the West’ og ‘Once Upon a Time in America’. Og det er da heller ikke forkert. En stor del af filmens plot handler trods alt om, hvorvidt Rick Dalton for en stund skal vende Hollywood ryggen og prøve lykken som cowboy i italienske spaghettiwesterns. En genre, som netop Sergio Leone skabte i 1960’erne, og som Tarantino har refereret til i nærmest alle sine film.
Men efter at have set filmen og i særdeleshed slutningen, står det klart, at titlen også slet og ret lader publikum vide, at her er tale om et eventyr. Det er Tarantinos drømmescenarie over, hvordan den skæbnesvangre sommerdag i 1969 skulle være endt, hvis det stod til ham: »Engang for længe siden i Hollywood forhindrede en temperamentsfuld stuntmand og en fordrukken b-skuespiller en flok afsporede hippier i at myrde Sharon Tate«.
Dermed ikke sagt, at filmens plot, miljø og karakterer er grebet ud af den blå luft. ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er ikke blot rig på referencer til rigtige personer, steder og film og tv-serier fra tiden.
Tarantino har på møjsommelig vis også gengivet Hollywood anno 1969 med enorm detaljerigdom. Sangene og reklamerne, der brager ud af højtalerne i Cliff Booths Cadillac DeVille, var på playlisten på radiostationerne i Los Angeles de dage, filmen foregår i. Og man behøver blot at google billeder af Sharon Tate og Roman Polanski for at se, hvor stort et arbejde, der er lagt i at designe tøjet, så det matcher det, parret bar i virkeligheden.
Måske netop derfor står så mange også af på slutningen, fordi den simpelthen virker malplaceret i den detaljerede gengivelse af Los Angeles, som Quentin Tarantino selv husker byen fra sin barndom. Det svarer lidt til at bladre langsomt igennem et gammelt fotoalbum for så pludselig at få kastet en lagkage i fjæset.
Flere har også kritiseret, at det ikke er Sharon Tate selv, men derimod to hvide, midaldrende mænd, som får skovlen under Manson-morderne til sidst. I instruktørens andre revisionistiske film, ‘Django Unchained’ og ‘Inglourious Basterds’, bliver hævnen udført af ofrene selv, hvilket giver voldshandlingerne en større grad af legitimitet. Men det er altså ikke tilfældet her, hvor Sharon Tate forbliver en passiv figur.
Det tror jeg dog, at der er en ganske særlig grund til. Sharon Tate fungerer mest som symbol på den uskyld, der stadig eksisterede i Hollywood – og USA – på dette tidspunkt. Det var dengang, hvor folk lod hoveddøren stå åben, gav blaffere et lift uden at tænke nærmere over det, og alle kunne samles om de samme tv-serier i fjernsynet. Dengang en skuespiller kunne gå ubemærket ind i en biograf og se sin egen film for at opleve publikums reaktion uden at blive genkendt – eller hængt ud på sociale medier bagefter.
Det er den uskyld, Tarantino holder i live en smule længere ved at lade sine to hovedrolleindehavere omskrive historien i et voldsomt hippie-blodbad, inden forandringens vinde for alvor blæser de to hasbeens og resten af det gamle Hollywood af banen.
I modsætning til ‘Inglourious Basterds’ sidder man dog ikke tilbage med den samme følelse af forløsning ved slutningen af ‘Once Upon a Time in Hollywood’. For selvom Sharon Tates liv er skånet, rumsterer Charles Manson stadig derude et sted. Og på trods af at Rick Dalton efter alt at dømme bliver lukket ind i det gode selskab til sidst i filmen, vil cowboyheltene og resten af det gamle Hollywood jo uundgåeligt stadig blive drevet bort af den nye generation af instruktører, som Roman Polanski og senere Francis Ford Coppola og Martin Scorsese blandt andre.
‘Once Upon a Time in Hollywood’ bliver kaldt Quentin Tarantinos kærlighedsbrev til det Hollywood, han selv voksede op i som barn. Det er heller ikke forkert. Kærligheden til det gamle Hollywood lyser ud af hver eneste kameraindstilling.
Men bag de solbeskinnede highways og Brad Pitts farverige hawaii-skjorter løber en understrøm af melankoli, en sorg over tabet af en tid og et sted, som ikke længere eksisterer.
Og måske symboliserer den eventyrlige slutning også Tarantinos egen rolle i det amerikanske filmlandskab i dag. Mens Rick og Cliff forhindrer tabet af uskyld i Hollywoods svingende 1960’ere, agerer Quentin Tarantino selv bolværk mod det tab af originalitet og risikovillighed, der præger Hollywood i disse år.
Tarantino er en af få nulevende instruktører, som laver dybt originale og kontroversielle film, der koster mange penge – og formår at hive millioner af mennesker i biografen verden over. Men alle gode eventyr har som bekendt en ende, og det gælder også for Tarantino. I hvert fald truer han med, at hans næste film bliver hans sidste. Lad os håbe, han ændrer holdning. Hollywood har som aldrig før brug for originale eventyrfortællere af hans kaliber.
Læs også: Mere end stil og vold: Hvad Quentin Tarantinos film egentlig handler om på et dybere plan