Leonardo DiCaprios største præstationer og ærgerligste smuttere

Leonardo DiCaprios største præstationer og ærgerligste smuttere

Leonardo DiCaprio deler vandene. Elsker man Leo-drengen, elsker man ham virkelig. Andre ser en skuespiller, der lidt for hårdt prøver at vinde omverdenens respekt, måske som en slags overkompensation for det pretty boy-image, der betog pigehjerter i 90’erne, og som han har forsøgt at undslippe, siden han blev Martin Scorseses nye faste legekammerat lige efter årtusindskiftet.

I den følgende rangering forsøger vi som optakt til hans roste præstation i Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’ at dele sol og vind nogenlunde lige ved at udpege syv af hans gode og tre af hans mindre gode præstationer i en karriere, der altid – det kan selv haterne ikke komme udenom – har været kendetegnet ved stor seriøsitet og dedikation.

De bedste nr. 7: ’Revolutionary Road’

Resterne af hans tidlige signatur, det drengede hjerteknuserudseende, gjorde endnu i 00’erne Leo oplagt til roller med en romantisk kerne. Det er slående, at han de seneste seks-syv år ikke rigtigt har bevæget sig inden for den type rollefag – minus i nogen grad ’The Great Gatsby’ – og lad os bare sige det, som det er (med fare for at støde nogen): Leo er ikke længere helt så flot en fyr, som han engang var. Men, hey, det kan også have sine fordele…

’Revolutionary Road’ gav ham en mulighed for at blive genforenet med ’Titanic’-co-star Kate Winslet, og den greb begge til fulde. Det har måske generet Leos forfængelighed, at Winslet – ligesom i tilfældet med ’Titanic’ – løb med det meste af kritikerrosen for ’Revolutionary Road’, men begges præstationer bliver slebet til og fremstår skarpere i lyset af den andens med- og modspil.

I Sam Mendes’ fine filmatisering af Richard Yates’ fremragende og, indtil filmversionen, ’glemte’ klassiker, spiller Leo en af sine genkommende variationer over typen ’mand-fanget-i-præ-midtlivskrise-grundet-ægteskabelige-og/eller-eksistentielle-kvababbelser’.

Et par af scenerne med især de ægteskabelige skænderier er lovlig teatralske. Det er nemlig ikke let at fremsige litterært formfuldendte sætninger, samtidig med at man skal lyde og agere meget vred! Den del fungerer bedre i 1950-romanen end i filmen, der prætenderer at være et realistisk drama. Det er dog ingenlunde udtryk for skuespillernes manglende formåen, men en mindre defekt ved manuskriptet.

De bedste nr. 6: ’Titanic’

Åh, 1997… Det var dengang, Kate Winslet stadig havde de mest indtagende, efterårsrødmende æblekinder, og Leo var så pur og fin som en porcelænsfigur…

’Titanic’ er blevet set på med kritiske øjne af eftertiden, hvilket sådan set er naturligt med tanke på de 11 Oscars, den vandt, men helt ærligt: Lad os nu ikke gå i for små sko! Jeg forbliver berørt og underholdt, når jeg med mere og mere ujævne mellemrum snubler over filmen – gerne ved juletid (programplanlæggere: Skyldes det isbjerget eller…?).

Jeg betages af ’Titanic’ af to oplagte grunde: Kate og Leo. Og hurra for den ikke synderligt troværdige, men dog fængende og fine kærlighedshistorie, der opstår ude på det åbne hav.

Man må sige, at Jake (Leo) er overbærende i sin kærlighed: For eksempel er det slående, hvor stor en improviseret flåde af træ, Rose (Kate) ligger på, mens Jack må lide frysedøden i det iskolde ocean. En lidt mere overskudsagtig eller bare betænksom pige havde nok gjort plads til sin elskede. Men lad nu det være: Sagen er, at Leo leverer den ungdommelige kækhed og charme opvejet af de små, glimtvise anstrøg af modenhed, klogskab og realitetssans, som rollen påkræver.

Det er grumme skønt at gense Leo i ’Titanic’ og blive mindet om, at han engang var en ung mand, der virkelig syntes at have et optimistisk og romantisk forhold til verden. Det har der sandt for dyden ikke været meget af i hans senere roller.

De bedste nr. 5: ’Inception’

Fornylig kom det frem, at Leo takkede nej til at spille Anakin Skywalker i 90’er-prequelsene til ’Star Wars’, hvilket siger alt om, at Leo ikke er til fals for allehånde populistiske blockbustere. Det er netop den slags film, han har været på flugt fra post-’Titanic’.

Han gjorde en enkelt undtagelse i 00’erne: ’Inception’, Christopher Nolans fanboy-fantasi af plotforviklinger og løse tråde forklædt som dyb og spektakulær filmkunst-for-folket var nok skabt i en up-and-coming instruktørs hjerne, men slutresultatet får selv ’Titanic’ til at se billig ud.

Noget af det bedste ved Nolans lidt vel fortænkte konfektion er Leos forankrende præstation, der er meget fint doseret, når man tænker på al det postyr, der foregår rundt om hvert et hjørne (om det så er i den fysiske virkelighed eller i sindets krinkelkroge). Vi ser rigtig meget til nogle af hans skuespillermæssige trademarks i ’Inception’, ikke mindst de sammenknebne øjne og den let sammenpressede (anstrengte) mund, men det er få steder som i ’Inception’, at Leo har brugt sine velafprøvede kneb med større effekt og troværdighed.

Figuren Dom Cobb bærer rundt på en vognfuld vrede i sit plagede sind, men DiCaprio formår at kanalisere intelligens og inderlighed, samtidig med at han hele tiden synes fuldt bevidst om, hvor grundlæggende plaget hans figur er.

De bedste nr. 4: ’What’s Eating Gilbert Grape?’

Oscarakademiet havde sparet os for snart to årtiers evig debat om det tilgivelige i ikke at begave Leo med en gylden statuette, hvis de allerede på tærsklen til hans berømmelse havde givet ham én af slagsen. Men han tabte til Tommy Lee Jones i ’The Fugitive’.

På lidt samme måde som Leo bragte en ungdommelig ukuelighed ind i rollen som Jack i ’Titanic’, så bobler han også af en utæmmelig livsvilje i Lasse Hallströms vel nok bedste amerikanske produktion (hvilket måske ikke siger så meget…).

Det fine ved hans vanskelige rolle som Arnie, en mentalt udviklingshæmmet teenager, er, at den aldrig udarter sig til en blot og bar gimmick. Nej, den dengang 18-årige skuespiller leverer et komplekst portræt af en ung mand, hvis liv er vanskeliggjort af hans handicap, og hvis indre følelsesliv derfor stritter mere end hos normalteenageren. Arnie er hverken en entydigt god og charmerende eller irriterende og komisk figur – han er et levende menneske med pulsen højt oppe.

De bedste nr. 3: ’Catch Me If You Can’

Tag endelig notits af den her film: For det er måske sidste gang, vi for alvor fik lov til at se Leo spille en charmerende rolle, hvor det at nyde livet og tage for sig af dets glæder og fornøjelser ikke er forbundet med ængstelse, krise eller konflikt. Det er befriende at se Leo spille de her tæt-på-komedie-roller, hvor hans naturlige charme (der stadig lå ubesværet i ansigtets glatte folder i 2002) møder hans ganske finpudsede evne til at levere ordrige replikker med panache.

Jeg tror på nogle måder, at rollen som Frank Abagnale Jr. fungerede som en slags indledende øvelse i forhold til at ramme de lysere toner af karrierens fornemste præstation (som kom 10 år efter denne). Men alt det kommer vi til inden så længe…

Christopher Walken er virkelig god som Abagnales far og stjæler næsten filmen fra Leo, men overordnet fungerer Spielbergs film bedst, når den bevæger sig i en stemning af bekymringsfri charlataneri, for det er der, Leos pep virkelig slår gnister.

Det ville være interessant at se Leo og Spielberg arbejde sammen på ny. Men mon ikke Spielberg skal spørge Marty om lov først?

De bedste nr. 2: ’The Departed’

Den årvågne læser har måske bemærket, at jeg hidtil har været overordentligt karrig med at inkludere den måske primære motor bag Leos post-hjerteknuser-filmografi siden årtusindskiftet: Martin Scorsese.

Og jeg bliver nødt til at indrømme det: Jeg er ikke altid nogen stor fan af de tos ellers feterede makkerskab. For mig var Leo aldrig en overbevisende Howard Hughes i ’The Aviator’ (jeg vil gå så langt som til at kalde ham fejlcastet), og jeg synes, Leo/Cameron Diaz-vinklen i ’Gangs of New York’ er dét fejlbehæftede værks største akilleshæl. Og selvom slutningen på ’Shutter Island’ sætter resten af filmen i et andet perspektiv, som også til dels ’forklarer’ Leos skuespillermæssige valg, så ændrer det ikke ved, at hans præstation er en selvparodi på hans allermest fladtrådte rutiner som skuespiller: De sammenknebne og missende øjne, ikke mindst.

Nå, men ’The Departed’: Her spiller klaveret de rigtige toner på de rigtige tidspunkter. Leo er en nydelse i en film, hvor flere af de andre i castet (ingen nævnt, ingen glemt) har en tendens til at overspille. Leos figur, Billy, er filmens på afstand mest undseelige. Hvor de andre har allehånde agendaer og er karismatiske mænd med store ambitioner og endnu større armbevægelser, så er Billy sådan set bare en god mand, der havner i en rotterede af en situation.

Havde Leo forsøgt at spille op til sine medskuespillere (hvad der må have været fristende), så havde hans figur ikke fungeret. Hans præstation er en virkelig finfølt balanceakt, foruden hvilken Scorseses gangster-epic var gået op i det rene ingenting og festfyld.

De bedste nr. 1: ’The Wolf of Wall Street’

Jordan Belfort er ’Catch Me If You Can’s Frank Abagnale Jr., hvis sidstnævntes charme og letsind blev byttet ud med en forkastelig foragt for snart sagt alting, der ikke er lig med penge.

Belfort-figuren gav DiCaprio mulighed for at spille på alle tangenter og dermed vise sin alsidighed. Det fine ved præstationen er, i hvor høj grad Leos kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte – og det er, som om figurens meget verbale karakter sætter Leo i stand til at smelte fuldstændig sammen med den. Der er en rytme og et energisk svaj i hans diktion, som han formår at overføre til den fysiske del af sin præstation (der ofte er hans største hæmsko som skuespiller).

Det andet aspekt, der virkelig sælger hans præstation som dén, der nok burde have hjemtaget den forbandede Oscar, som jeg, vi og alle andre ikke kan holde op med at tale om, er, hvor komplet dedikeret og ufravendt den er. DiCaprio tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen i sin fremstilling.

Så hvis ikke Martin Scorsese-Leonardo DiCaprio-makkerparret endnu kan nå Marty-De Niro-guldårene til sokkeholderne, så er det i det mindste et stort skridt i den rigtige retning.

De dårligste nr. 3: ’The Beach’

Danny Boyle skulle følge op på ’Trainspotting’, og Leo forsøgte at følge op på ’Titanic’, da de sammen gav sig i kast med ’The Beach’. Derfor knyttedes der på forhånd store forventninger til filmatiseringen af Alex Garlands backpacker-romansensation fra 1996 (samme Garland har aktuelt med ’Ex Machina’ udviklet sig til en meget spændende filminstruktør).

Men der mangler en afgørende gnist i filmen, der aldrig rigtigt udvikler sig til andet og mere end en uvedkommende postkortfremstilling af snotforkælede og smukke, unge mennesker med charmerende euro-accenter (nå ja, og Tilda Swinton som en slags slange i paradiset). Leo kører på cruise control filmen igennem.

Lige rundt om hjørnet lå invitationen fra Martin Scorsese og dermed åbningen til mere ’modne’ rollevalg. Så ’The Beach’ er sidste gang, vi så Leo som ung, forholdsvis splejset hjerteknuser. Det kunne han nu godt have sparet os for, med mindre man er stor fan af præstationer, der bliver nomineret til en Razzie Award, hvilket var den (van)ære, der overgik DiCaprio i det her tilfælde.

De dårligste nr. 2: ’Total Eclipse’

Det er bestemt ikke, fordi Leo ikke gør alt, hvad der står i hans magt for at vække Arthur Rimbaud til live i denne nærmest komisk mislykkede (og finansielt katastrofale) sag fra 1995, hvor han spiller over for den britiske karakterskuespiller David Thewlis i rollen som den ældre poet Paul Verlaine.

Leo spiller med en intensitet, som ønskede han at brænde hul i skyerne med hver en replik. På den måde kan han bestemt siges at fange vildskaben og livsappetitten i drengegeniet, men det er godt nok svært at forbinde hans fremstilling med en verdensklassepoet, der forandrede poesien for stedse. Leo er ikke i nærheden af at ramme et register, der antyder kompleksiteten og dybderne i figuren.

De dårligste nr. 1: ’The Man with the Iron Mask’

Leo modtog en Razzie Award for sin dobbeltfremstilling af den onde kong Louis XIV og dennes hjertensgode tvillingebror, Phillippe, der bliver holder skjult af despoten. DiCaprio er ingenlunde så skrækkelig, at han fortjente en Razzie, men tilfører ikke rigtigt rollen noget ud over en ret slående androgyn sarthed.

Filmen er et miskmask, der forvandler oplægget (baseret på en Alexandre Dumas-roman, der knytter sig til den mere berømte ’De tre musketerer’) til det rene vrøvl. Leo er omgivet af et cast bestående af Gabriel Byrne, Gerard Depardieu, Jeremy Irons og John Malkovich, en sammensætning der lugter meget hengemt af 1990’erne.

Filmen blev et stort biografhit, hvilket alene skyldtes Leos dramatiske popularitet post-’Titanic’. Måske var han selv starstruck over sin egen pludselige verdensberømmelse, for når han ikke virker som et rådyr fanget i lyset fra et sæt skarpe billygter på en øde skovvej, ser han ud til at ønske sig et andet sted hen – måske til settet på en bedre film?

Artiklen blev første gang bragt 21. januar 2016 – her er den i en opdateret version.

Læs også: Angrebet på Leonardo DiCaprios rollevalg er småligt

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold