Mere end stil og vold: Hvad Quentin Tarantinos film egentlig handler om på et dybere plan

Mere end stil og vold: Hvad Quentin Tarantinos film egentlig handler om på et dybere plan
Samuel L. Jacksons Jules lader masken falde – og overlever.
’Once Upon a Time in Hollywood’-aktuelle Quentin Tarantino bliver ofte skudt i skoen, at hans film ikke er mere end smarte stiløvelser, pludselig vold og rappe replikker. Men faktisk er der en række bærende tematikker, der løber som en rød tråd gennem hans film.

»Den her film handler ikke om noget som helst. Den er bare en prangende og dristig filmisk stiløvelse i kaos og vold«.

Sådan skrev anmelderen Kathleen Carroll fra avisen The New York Daily News om Quentin Tarantinos debutfilm ‘Reservoir Dogs’ tilbage i 1992.

Og kritikken om, at Quentin Tarantinos film ikke er andet end voldelige stiløvelser fyldt med filmreferencer og tømt for mening, har fulgt den kontroversielle amerikanske filmmager helt op til hans seneste opus ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

Tarantinos niende film er godt nok blevet hyldet af flere kritikere for at være hans mest ’modne’ værk til dato, men flere beskylder vanen tro instruktøren for ikke rigtigt at have noget på hjerte.

Som Stephen Kearse fra mediet Spin skriver om ‘Once Upon a Time in Hollywood’: »Tarantinos nostalgiske genoplivning af hippie-æraens Hollywood mangler substansen til at afklare hans tematiske intentioner«.

At Quentin Tarantino stjæler med arme og ben fra andre film er åbenlyst for enhver med blot en smule kendskab til filmhistorie. Men blot fordi Tarantino hylder sine gamle filmhelte, betyder det ikke, at hans egne film er uoriginale, ej heller at de er blottet for substans.

Bag de sitrende, über-stiliserede dialoger – eller »geekspeak«, som den afdøde amerikanske filmkritiker Roger Ebert kaldte dem – de ‘cool’ postmodernistiske filmreferencer og den overraskende og ofte morsomme ultravold løber en understrøm af temaer.

HÆVN HELER ALLE SÅR

»Hævn er en ret, der bedst serveres kold«, står der i begyndelsen af ‘Kill Bill’. Og få instruktører serverer hævnen lige så uforglemmeligt som Quentin Tarantino.

Siden netop ‘Kill Bill’-filmene har hævn været primus motor i hans film. Hundredvis af lemmer er blevet hugget af og utallige kranier er blevet knust af Tarantinos hævngerrige hovedpersoner i jagten på blodig gengældelse for den uret, der er blevet begået mod dem.

Og det er svært ikke at føle en nærmest sadistisk glæde ved at se skurkene få, hvad der tilkommer dem. Det skyldes i særdeleshed, at hævnerne i Tarantinos film samtidig er ofre.

Når vi ser Uma Thurman blive skudt i hovedet og få frarøvet sit ufødte barn i starten af ‘Kill Bill’ eller kvinderne i ‘Death Proof’ blive jagtet og brutalt overfaldet af Kurt Russels sadistiske morder ‘Stuntman Mike’, føles forløsningen så meget desto større, når de onde mænd går deres uundgåelige endeligt i møde.

Nogle kritikere mener, at Tarantino bruger den forløsende hævnakt som undskyldning for at svælge i volden mod kvinder. At han i virkeligheden er en led misogynist forklædt i feministiske klæder. Det mener jeg ikke er tilfældet.

Kvinderne i ‘Kill Bill’, ‘Death Proof’ og ‘Jackie Brown’ fremstår stærke og handlekraftige i modsætning til mændene, der i tilfældet med Stuntman Mike for eksempel ender som et ynkeligt, klynkende fjols. Og at Tarantino tilsyneladende har opført sig utilgiveligt over for Uma Thurman under optagelserne til ‘Kill Bill’ og relativiseret Roman Polanskis voldtægt, ændrer ikke det faktum, at kvinderne i Tarantinos film bruger hævnen som et middel til at skrælle offerrollen væk og genvinde magten over deres liv.

‘Death Proof’

I ‘Inglourious Basterds’ og ‘Django Unchained’ bruger heltene sågar hævnen til at omskrive historiebøgerne. Jamie Foxx’ slave Django tager pisken i egen hånd og straffer den hvide mand for sine forfærdelige gerninger mod hele den sorte befolkning. Og jøderne i ‘Inglourious Basterds’ får genoprejsning ved at spærre Hitler og co. inde i en biograf og futte den af ved at antænde 350 brandfarlige nitratfilm. Det er på alle måder passende, at film i bogstavelig forstand brænder Det Tredje Rige ned til asken i Tarantinos ultimative hævnfantasi.

Quentin Tarantinos brug af hævn som gennemgående tema har givet ham mange kritikere på nakken. Traditionelle, kristne værdier tilskriver jo, at hævn er både destruktiv og skadelig. Det er derimod vores evne til at tilgive og vise kærlighed mod alle, selv vores fjender, der gør os til gode og hele mennesker. Men Tarantino har aldrig været synderligt interesseret i at portrættere gode mennesker. Hans film er fyldt med gangstere, lejemordere og psykopater, der konstant træffer amoralske valg og ikke ejer skyggen af medmenneskelighed. Så hvorfor skulle ofrene i hans film pludselig begynde at vende den anden kind til?

Og det er i virkeligheden noget af det mest interessante – og provokerende – ved Tarantinos film: At hævnen ikke fordømmes, men hyldes. At den ikke holder karaktererne fanget, men sætter dem fri. Og at der bag ultravolden ligger en pointe om, at det til tider er nødvendigt at vende tilgivelsen ryggen og omfavne hævnen og al dens gru for at komme den allerværste ondskab til livs.

Ikke fordi det er det rigtige at gøre, men simpelthen fordi det føles pisse godt. Som Beatrix Kiddo siger det i ‘Kill Bill’: »I roared and I rampaged and I got bloody satisfaction«.

BEDRAG KOSTER LIVET

»You can’t trust Melanie«, siger Samuel L. Jacksons hårdkogte gangster om Bridget Fondas karakter i ‘Jackie Brown’. »But you can trust Melanie to be Melanie«. Sagt på en anden måde: Det eneste, du kan stole på, er, at du ikke kan stole på hende.

Det samme kan siges om en perlerække af de mest mindeværdige karakterer, Tarantino har drømt op på det store lærred. Et gennemgående tema i Tarantinos film er nemlig, at hans karakterer ofte udgiver sig for at være andre, end de i virkeligheden er, for at få fingrene i det, de vil have. Som lejemorderne Vincent og Jules fra ‘Pulp Fiction’ siger det, kort før de likviderer et par unge fyre, der har stjålet fra deres boss: »Let’s get into character«.

I ‘Reservoir Dogs’ er Tim Roth en undercover-betjent, som infiltrerer en gruppe bankrøvere. I ‘Inglourious Basterds’ påtager Michael Fassbender og tre andre ‘basterds’ sig rollen som nazister for at få vigtige informationer af den tyske muldvarp, Bridget von Hammersmark. Christoph Waltz’ jødejæger Hans Landa spiller i samme film indsmigrende og flink over for sine ofre for at få dem til at tale.

Og i ‘Django Unchained’ udgiver Christoph Waltz og Jamie Foxx sig for at være Mandingo-køber i håbet om at få ram på Leonardo DiCaprios sadistiske slaveejer Calvin Candie. I ‘Kill Bill’ forsøger Beatrix Kiddo at vende livet som lejemorder ryggen ved at påtage sig rollen som ‘normal’ mor og kone. Og i ’The Hateful Eight’ søger otte fremmede ly i en hytte under en snestorm kun for at opdage, at ingen er, hvem de giver sig ud for at være.

Leonardo DiCaprio i ‘Django Unchained’.

I alle tilfældene ender bedraget med at blive afsløret – med blodige konsekvenser til følge. Der er altså mere på spil end blot et sjovt metalag, hvor karaktererne i filmen får lov til at spille skuespil i selve filmen. I Tarantinos univers er forstillelse og maskerade lig med døden. Kun ved at stå ved dit sande jeg kan man overleve i Tarantinos univers.

Et godt eksempel er Beatrix Kiddo, der får en kugle for panden, da hun fortrænger sit sande jeg. I det øjeblik, hun tør være tro ved sig selv og stå ved det faktum, at hun er en koldblodig morder, får hun lov til at leve.

Det samme gør sig gældende for lejemorderen Jules i ‘Pulp Fiction’, spillet til perfektion af Samuel L. Jackson. I årevis har han påtaget sig rollen som nærmest guddommelig hævner ved at citere løst fra et badass Bibel-citat, inden han planter ofrene fulde med bly. Men i slutningen af filmen lader han masken falde og afslører, at det hele bare var skuespil. Noget han sagde, »fordi det lød pisse sejt«.

Og i modsætning til partneren Vincent, som ikke når til samme erkendelse, overlever Jules til sidst.

DET GODE SEJRER

Quentin Tarantino er på mange måder Hollywoods ultimative underdog. Han droppede ud af highschool som 15-årig for at satse på en karriere som skuespiller, men endte i stedet bag disken i videobutikken Video Archives i midten af 1980’erne. Han havde ingen filmteknisk uddannelse, var flad som en reje og brugte det meste af sin tid på at skrive manuskripter i videobutikkens baglokale. En af historierne var ‘Reservoir Dogs’, og resten er som bekendt historie.

Måske er det grunden til, at mange af de mest mindeværdige Tarantino-karakterer også er underdogs, der mod alle odds sejrer over overmagten ved hjælp af list, intelligens og, nå ja, vold.

Et godt eksempel er stewardessen Jackie Brown, der befinder sig i en alvorlig kattepine, da politiet stopper hende i Los Angeles’ lufthavn med tasken fuld af narkopenge. Hun får valget mellem at ruske tremmer i årevis eller hjælpe strømerne med at få skovlen under hendes chef, narkogangsteren Ordell. Jackie Brown vælger at hjælpe politiet, men sætter samtidig en snedig plan i værk, der skal tage fusen på både ordensmagten og narkobanden. I modsætning til mange af Tarantinos andre underdogs benytter Pam Griers karakter sig nærmest ikke af vold. Kun da hun planter en kugle i gangsteren Ordell til sidst.

Quentin Tarantino med Bruce Willis på optagelserne til ‘Pulp Fiction’.

I ‘Pulp Fiction’ er Bruce Willis’ bokser Butch også oppe imod kræfter, som burde knuse ham så let som ingenting. Efter at have nægtet at lade sig gå i gulvet i en boksekamp får Butch gangsteren Marcellus Wallace og hele hans voldsparate entourage på nakken. Men vanen tro undervurderer overmagten underhundens vilje til at makke ret. Som Butch selv siger det i filmen: »That’s how you’re gonna beat ’em, Butch. They keep underestimating you«.

Butchs rejse fra underhund til sejrsherre er særligt interessant, idet han som bekendt ender med at frelse Marcellus Wallace – manden, som er ude på at dræbe ham – ved at kløve voldtægtsmanden Zed med et samuraisværd. Selvfølgelig ligger der et egoistisk motiv bag handlingen, da Butchs redningsaktion sletter hans navn fra Marcellus Wallaces dødsliste. Men at skåne gangsterbossen fra Zeds bagpuleri er også det moralsk rigtige at gøre. Og det betaler sig.

Tarantino får tit skudt i skoene, at hans film er nihilistiske og amoralske, men underhunde som Butch belønnes netop, når de træffer det moralsk rigtige valg.

Omvendt bliver amoralske handlinger straffet. Hårdt. Det ser man blandt andet i ‘Reservoir Dogs’, hvor Mr. Blondes ondskabsfulde tortur af en politibetjent ender med at resultere i bankrøverens egen død. Eller i ‘Kill Bill’, hvor alle parter, som havde en finger med i den mislykkede likvidering af The Bride, mister livet for enden af Uma Thurmans sværd. Hos Tarantino må de onde bøde for deres amoral, og de gode sejrer til sidst.

TILFÆLDIGHEDERNE RÅDER

I ‘Inglourious Basterds’ mødes tre medlemmer af Brad Pitts nazidræbende basterds som sagt med Bridget von Hammersmark på en kro for at diskutere planen ‘Operation Kino’. Normalt er kroen mennesketom, men uheldigvis er etablissementet denne aften fyldt med nazister, der fejrer, at soldaten Wilhelm netop er blevet far.

Undercover-nazisternes bluff bliver afsløret, og alle på nær Bridget von Hammersmark ender med at blive dræbt. Da hun senere konfronteres af de resterende basterds, bedyrer hun sin uskyld med ordene: »At tyskerne var der, er enten en fælde sat op af mig, eller et tragisk tilfælde. Det kan ikke være begge dele«.

Tilfældigheder er et bærende motiv i Tarantinos film. For selvom skurkene i særligt instruktørens senere film bliver straffet for deres amoralske handlinger, er flere af karakterernes skæbner overladt til tilfældigheder. På både godt og ondt.

I ‘Reservoir Dogs’ bliver Tim Roths undercover-betjent som den eneste af forbryderne tilfældigvis skudt i maven af en civil, hvilket sætter en kæde af begivenheder i gang, som i sidste ende betyder at alle filmens karakterer på nær Steve Buscemi ender ni fod under jorden.

I ‘Pulp Fiction’ dør Vincent, fordi han tilfældigvis går på lokum det øjeblik, Butch træder ind i sin lejlighed. Og kort efter støder Butch tilfældigvis på gangsterbossen Marcellus Wallace, der krydser fodgængerovergangen, mens Butch holder for rødt lys.

Tim Roth og Harvey Keitel i ‘Reservoir Dogs’. (Foto: Miramax/Everett Collection)

På den ene side virker tilfældighederne som et fortællemæssigt greb til at føre plottet videre. En slags guddommelig indgriben taget ud af den blå luft. Men Tarantino er alt for dygtig en manuskriptforfatter til, at det kan være den eneste forklaring.

I den virkelige verden bilder vi os selv ind, at vi er herre over vores egen skæbne, men i virkeligheden afgøres forskellen på liv og død ofte af tilfældigheder. Sådan er det også i Tarantinos filmunivers. Det interessante er, hvordan vi reagerer, når tilfældighederne spiller os et puds. Ignorerer vi dem, eller handler vi på dem?

Da Vincent og Jules på mirakuløs vis undgår at blive ramt af en regn af kugler i ‘Pulp Fiction’, reagerer de vidt forskelligt. Vincent affærdiger det som en ren og skær tilfældighed, at de ikke bliver ramt. Jules derimod ser det som et tegn fra Gud om, at det er på tide at lægge sin kriminelle levevis bag sig. Hvilket i sidste ende bliver hans frelse.

‘Once Upon a Time in Hollywood’ får dansk premiere på torsdag, 15. august.

Læs også: ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er indhyllet i kontroverser  – her er de fire største kritikpunkter mod Tarantinos film

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold