‘Scary Stories to Tell in the Dark’: Gyselig monsterfilm stinker af desperation
Den norske instruktør André Øvredal fik sit store gennembrud i 2010 med ‘Troldjægeren’ – en found footage-horrorfilm solidt funderet i norsk folkeeventyr og troldemytologi. Nu kaster nordmanden sig så over amerikansk folkeeventyr og uhyggelige myter i sin første Hollywood-produktion, ‘Scary Stories to Tell in the Dark’.
Filmen er baseret på første del af den populære bogserie af samme navn, skrevet af Alvin Schwartz i 1981. Og med så stærkt et forlæg og selveste Guillermo del Toro i producerstolen skulle man tro, at det ikke kunne gå galt. Men det gør det i den grad.
‘Scary Stories to Tell in the Dark’ er befolket af teenagere, man ikke giver en skid for, et mysterie, man ikke er interesseret i, og monstre, som ikke formår at lokke bare et enkelt rædselsskrig ud af sit publikum. Og netop det totale fravær af vellykkede og overrumplende gys er filmens største forbrydelse.
Som de fleste nyere gyserfilm- og tv-serier med respekt for sig selv foregår ‘Scary Stories to Tell in the Dark’ selvfølgelig i fortiden. Nærmere bestemt i 1968 i byen Mill Valley, hvor en gruppe teenagere kommer i besiddelse af en bog, hvis skræmmende indhold bliver til virkelighed. Og snart dukker deres egne navne op på siderne.
1968 var et skelsættende år i moderne amerikansk historie. Martin Luther King Jr. og Robert Kennedy blev begge myrdet med få måneders mellemrum, Richard M. Nixon blev valgt som USA’s næste præsident og krigen i Vietnam eskalerede til nye højder.
Særligt de to sidstnævnte begivenheder spøger konstant i kulissen i ‘Scary Stories to Tell in the Dark’, men det står aldrig klart hvorfor. Med lidt god vilje kan man se valget af det turbulente år 1968 som et symbol på USA’s tab af uskyld som nation – et tab af uskyld, der også afspejler sig i filmens hovedkarakterer, som historien skrider frem. Men det er ærligt talt at give filmen for meget credit.
Sandheden er nok snarere, at nostalgi hitter stort i disse år, og at ‘Scary Stories to Tell in the Dark’ forsøger at gå megasuccesser som ‘It’, ‘Stranger Things’ og ‘The Conjuring’ i bedene ved at proppe filmen med referencer. Som når hovedpersonerne ser ‘Night of the Living Dead’ i en drive in-biograf, eller kameraet dvæler ved en række klassiske gyserfilmsplakater, der pryder hovedpersonen Stellas teenageværelse.
Men anerkendende nik til gamle klassikere eller ikoniske filmmonstre er ikke en succes i sig selv. Hvis nostalgiens skær ikke bruges til humoristisk effekt eller til at kaste nyt lys over karaktererne, historien eller de underliggende tematikker, ender grebet med at virke kalkuleret og desperat.
Det er ikke god stil at kritisere en film for, hvad den ikke er, men ‘Scary Stories to Tell in the Dark’ havde med garanti fungeret meget bedre, hvis den var lavet som antologi-film bestående af små, afrundede historier i stil med ‘V/H/S’, ‘Creepshow’ eller ‘Trick r’ Treat’. Så skulle vi ikke død og pine trækkes igennem den påklistrede historie om et hjemsøgt hus og et plaget genfærd med dystre hemmeligheder – hemmeligheder, som selvfølgelig er nøglen til at stoppe ondskaben.
Guillermo del Toro har skabt nogle af nyere tids mest uforglemmelige monstre i ‘Pan’s Labyrint’ og Oscar-vinderen ‘The Shape of Water’. At så visionær en filmmager har lagt navn til de computerskabte øjenbæer, der udgør det for monstre i denne film, er ærlig talt uforståeligt.
Monstre på film er først rigtigt mindeværdige, hvis de føles ægte og taktile. Der er en grund til, at vi stadig hylder Xenomorphen i ‘Alien’-franchisen og med god grund for længst har glemt de computerskabte zombier i ‘I Am Legend’. I ‘Scary Stories to Tell in the Dark’ er alle uhyrerne digitale, og det er altså svært at føle ubehag, når man nærmest kan se de binære koder bag det monstrøse ydre.
Værst er det omvandrende lig, der jagter vennegruppens ældste medlem, Ramón. Zombien ligner mest af alt én, der har forvildet sig ud af computerspillet ‘Left 4 Dead’ og ved et uheld er havnet foran Andre Øvredals kamera.
Og det er ærlig talt ironisk, at en film, der helt åbenlyst hylder ‘Night of the Living Dead’, ikke når inspirationskilden til sokkeholderne, hvad angår mindeværdigt monsterdesign.
Kort sagt:
‘Scary Stories to Tell in the Dark’ havde potentialet til at blive alletiders hårrejsende lejrbålshistorie, men ender med at være omtrent lige så uhyggelig som et ubagt snobrød.
Læs også: Filmene, der har redefineret horrorgenren de seneste år – og hvor du kan se dem