‘Stilheden’: Med så mange twists and turns kan man kun rulle med øjnene

‘Stilheden’: Med så mange twists and turns kan man kun rulle med øjnene
Martina Gusman i 'Stilheden'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Pablo Trapero

Medvirkende

Martina Gusman, Berenice Bejo, Edgar Ramírez, Graciela Borges, Isidoro Tolcachir

Spilletid

117 min.

Premiere

Den 8. august

Hemmelighedsfulde intriger, et dødsfald med voldsomme konsekvenser, en familie i kaos – løgne, begær, bedrageri, incest. Alle fortælletrickene bliver taget i brug i den argentinske instruktør Pablo Traperos nyeste sæbeop… jeg mener ’thriller’.

Man forestiller sig næsten, at filmens plot blev udarbejdet over en Cards Against Humanity-hyggeaften med vennerne, for der er sjældent et stille øjeblik, hvor seeren ikke får stukket en ny dramatisk dumflad. De nærmere detaljer skal ikke afsløres her, da en af filmens få attributter er den (utilsigtede) komedie, der opstår, hver gang et nyt plottwist bliver afdækket. Men lad det være tilstrækkeligt at fastslå, at ’Stilheden’ ikke ligefrem er forudsigelig.

Filmen udspiller sig på en smuk hacienda i nærheden af Buenos Aires og handler om en velhavende og dysfunktionel familie. Efter patriarken rammes af et slagtilfælde (forårsaget af en retssag, som vi gradvist får mere og mere at vide om) i armene på sin datter Mia, vender den eventyrlystne datter (og morens favorit) Esmeralda tilbage fra Europa for at tage afsked med den komatøse far. Der går dog knap et døgn, før det står klart, at alt ikke er helt, som det skal være, og at farlige hemmeligheder lurer under overfladen. Det bliver tydeligere og tydeligere for hver ny karakter – og dertilhørende løgn – der bliver introduceret.

Berenice Bejo i ‘Stilheden’.

Trapero forsøger at kombinere to gensidigt modarbejdende tonearter, melodrama og socialrealisme. I filmens baggrund aner man et interessant familieforhold – og især søskendeforhold – som er subtilt påvirket af en kompliceret og tragisk fortid, både landets og familiens. Forstærket af præstationerne fra de tre kvindelige hovedroller Martin Gusman, Graciela Borges og Bérénice Bejo fra ’The Artist’, som langt overgår, hvad filmen har fortjent.

At plottet saboterer det jordnære og dybfølte drama, indrammes af en ti-femten minutter lang scene, der følger familiemedlemmerne i et slags mini-kammerspil under en begravelse. Skuespilniveauet er særligt iøjnefaldende i løbet af denne scene i én lang indstilling: Deres timing er perfekt, deres repliklevering prisværdig, men det hypersentimentale melodrama distraherer også her.

Retssagen, som gjorde det af med faren i starten af filmen, får en henkastet bemærkning i ny og næ, men vender stærkt tilbage i klimakset, der skyder en omgang relevans tilbage i fortællingen. Alle hemmelighederne kommer på bordet, og det hele går (mere eller mindre) op. Desværre sker det så sent, at man for længst har haft brug for det gode gamle forældreråd: Lad være med at rulle så meget med øjnene, at de sidder fast.


Kort sagt:
’Stilheden’ er fyldt med twists and turns, der sigter efter at efterlade publikum i gispende åndenød, men efter en halv time er man træt af åbenbaringer og dybt begravede hemmeligheder. Skuespillerne havde fortjent bedre.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold