’Succession’ sæson 2: HBO-serie om de modbydeligt superrige er nu en af årtiets mest presserende fortællinger
I en slotsbygning midt i Ungarns mørke skove byder en velstående patriark sine nærmeste håndlangere og familie på et overdådigt festmåltid. Den anstrengte fred brydes med ét, da han kræver at få at vide, hvem der har forrådt ham gennem en alliance med fjenden.
»Jeg vinder altid«, fastslår den gamle mand resolut, da de verbale og fysiske øretæver er delt ud, og hans hævngerrige gemyt endelig er blevet tilfredsstillet.
Det kunne lyde som en splid mellem de royale i Tudor-familien, men ’Succession’ handler i stedet om senkapitalismens adel: De få mangemilliardærer, der har magt over verdensomspændende virksomheder, og som kan vælte økonomier, styrtgrave præsidenter og sende tusinder af arbejdere på røv og albuer – hvis det er det, de føler for.
Første sæson af det katastrofalt underkendte HBO-drama introducerede Roy-familien med patriarken Logan (Brian Cox) i spidsen for sit selvskabte medie- og underholdningskonglomerat Waystar Royco, hvis primære aktiv er den konservative nyhedskanal ATN. Mens mørke skyer samlede sig over den gamles helbred, smedede hans børn rænker. Kun med nød og næppe undgik Logan at blive købt ud i en fjendtlig overtagelse af sin egen søn, Kendall, som prompte måtte makke ret efter at være blevet taget på fersk gerning i et uagtsomt manddrab.
Serieskaber Jesse Armstrong (der også har været inde over ’Veep’) skabte et tidsligt billede af Amerikas superrige med en familie så væmmelig, grisk og smålig, at det halve kunne være nok.
Tænk Murdoch-familien, portrætteret af Shakespeare.
Anden sæson sætter ikke farten ned, men flytter fokus fra den socialt akavede, coke-afhængige Kendall (Jeremy Strong) til resten af familien. Den ældste søn Connor (Alan Ruck) agerer stadig libertær pauseklovn og har sat snuden efter landets højeste embede i Det Hvide Hus. Den yngste i søskendeflokken Roman (Kieran Culkin) spiller rollen som den psykopatisk-energiske hofnar, der konstant kræver anerkendelse, mens den eneste datter Shiv (Sarah Snook) bliver lukket ind i varmen hos sin gamle far efter Kendalls højforræderi.
Kendall selv skulker rundt i scenekanten, reduceret til Logans perverterede krigstrofæ og nikker døsigt til samtlige ordrer, han modtager, mens han holder sig i live gennem et generøst forbrug af snittere og småligt butikstyveri.
Men det er ikke blot Kendall, som står i Logans altdominerende skygge. Hvor patriarken i første sæson hovedsageligt var en svagelig sengeliggende, der talte igennem sin selvsikre kone Marcia (Hiam Abbas), trækker Logan nu magten og publikums opmærksomhed til sig. Som dette århundredes svar på Kong Lear – en rolle, Brian Cox ganske passende har spillet mere end 100 gange på de skrå brædder – troner han over alt og alle med brysk had og kontrol.
Den ellers selvstændige Shiv smider sin nøje koreograferede karriere som politisk rådgiver på bålet, da farmand ryster med nøglerne til kongeriget foran næsen af hende. Og da han beslutter sig for at sluge en anerkendt mediegigant til den nette sum af tyve milliarder dollars, spærrer resten af bestyrelsen øjnene op. Både fordi alle ved, det er en tosset idé fra en ærgerrig, gammel mand, og fordi de ved, at deres hoved ender på tallerkenen, hvis de siger så meget som et ord imod.
Med et så farverigt persongalleri formår Jesse Armstrong at gøre firmaudflugter, aktionærmøder og proxy-kampe mellem konglomerater til neglebidende spænding og absurd komik. Familiedramaet akkompagneres endnu en gang af Nicholas Britells nuancerede klaver-score, der svinger fra det truende og angstfremkaldende til det triumferende og overdyngende. Selv en uskyldig parmiddag mellem Roman, Shiv og deres respektive partnere bliver til en glødende tvekamp, hvor det hurtigste sind sejrer.
Rigtig grimt bliver det, når de patetiske småskænderier internt i Roy-familien pludselig rammer pøblen, der befinder sig hundreder af etager under dem, i forbifarten. En uenighed mellem brødrene Kendall og Roman ender i lukningen af et topmoderne VICE- eller Vox-lignende nyhedsmedie. Når familien skal i forlystelsespark med børnebørnene, lukkes den ned, og Shivs mand Tom (en uovertruffen Matthew Macfayden) holdes konstant for nar på grund af sine rødder i middelklassen – selv af sin egen kone.
Sammenligningen med de royale Tudors er ikke tilfældig, og Roy-familien er præcis så verdensfjerne som de gamle konger og dronninger i fordum tids Europa, der anså befolkningen som brikker på et bræt, som kunne hjælpe dem med at slå de andre spillere ud.
Alligevel er appellen ved ’Succession’ også de menneskelige portrætter af umenneskeligt modbydelige mennesker. De tragiske skæbner er i sidste ende bundet til artens fejlbarlige natur. Vi ser det i Toms resignerede ansigt, når Shiv endnu engang underminerer ham, og han må sluge den stolthed, han ikke længere ejer. Vi ser det i den sød-naive fætter Greg (Nicholas Braun), der rødmende undskylder over for Tom, fordi han altså bliver nødt til at afpresse ham.
Og vi ser det i Kendall, når han kortvarigt får glimtet tilbage i øjnene ved atter at føle, han er i kontrol – for så straks at se sin far slukke det eftertrykkeligt.
Som én udenforstående siger til Kendall i femte afsnit: »Der er intet mere tilfredsstillende på denne her jord end at se jeres familie have et komplet sammenbrud«.
Det er så uendeligt sandt.
Kort sagt:
Den tidslige satire og spidse dialog placerer HBO-serien om milliardærfamilien Roy som en af årtiets mest presserende dramaserier. Som hvis Shakespeare havde skrevet om senkapitalismens dårskab.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.