’The Righteous Gemstones’: Danny McBride er tilbage i kirkeforagtende komedieserie på HBO

’The Righteous Gemstones’: Danny McBride er tilbage i kirkeforagtende komedieserie på HBO
John Goodman som patriarken i 'The Righteous Gemstones'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Danny McBride

Medvirkende

Danny McBride, John Goodman, Adam Devine, Edi Patterson, Skyler Gisondo, Walton Goggins m.fl.

Spilletid

9 afsnit á 60-30 min.

Premiere

Den 18. august på HBO Nordic

Danny McBride er ekspert i at udstille den amerikanske maskulinitet, når den er allermest latterlig.

I begge komikerens tidligere HBO-serier, ’Eastbound & Down’ og ’Vice Principals’, brillerer han som selvindbildske mænd, der gang på gang forsøger at opnå omverdenens anerkendelse, men som har umanerligt svært ved at erkende og lære af egne fejl. Det kan være smertefuldt – og meget morsomt – at overvære.

McBride indtager en lignende rolle i sin nye komedieserie, hvor han har delt instruktørposten mellem sig selv og de faste samarbejdspartnere David Gordon Green og Joe Hill. I ’The Righteous Gemstones’ spiller han den ældste søn, Jesse, i den succesfulde Gemstone-familie, der styrer en større kristen menighed i det sydlige USA.

Serien behandler ikke de store trosspørgsmål, men sætter i stedet alt ind på at gøre grin med den iskolde materialisme, der også er forbundet med kirken. Gemstone-gudstjenesterne afholdes med sang, dans og et blæret lysshow i indkøbscentre og kolossale arenaer. Og når donationshatten har kørt sin runde blandt publikum, bliver pengesedlerne talt sammen i et baglokale, der ligner noget fra en gangsters hvidvaskningsforetagende.

På overfladen ser familien Gemstone ud til at køre med klatten, men indefra går det mindre gnidningsfrit. Patriarken Eli, spillet med stor autoritet af John Goodman, er aldrig kommet sig over, at hustruen er gået bort. Hun var drivkraften og sjælen i menigheden, og Eli kæmper med at genfinde sin passion for projektet. Samtidig gør Jesse og hans to søskende, Kelvin (Adam Devine) og Judy (Edi Patterson), alt for at få farens anerkendelse inden for den kirkelige forretning.

Familien Gemstone.

Det er fornøjeligt at følge dette trekløver, som konstant forsøger at overgå og nedværdige hinanden. Skuespillernes samspil er skarpt, og replikkerne flyver af sted i raketfart, når de ihærdigt trashtalker hinanden. Man griner, fordi de er ret dårlige til det.

Andre steder er McBrides humor lovligt plat, som når Jesse med sine drengevenner forsøger at true en lokal præst med nogle nyindkøbte metalstave, der har en mistænkelig lighed med buttplugs.

Plathederne bliver mod slutningen af første afsnit (som varer en hel time) mødt af en gedigen kontrast. I et sideplot bliver Jesse afpresset af en pengegerrig hacker, der truer med at leake en video, som vil være ødelæggende for Gemstone-brandet: Fra en skjult kameraoptagelse ses Jesse omgivet af ludere og coke. Kontrasten opstår, da afpresningssagen byder på et chokerende og drabeligt twist.

Det får de tre Gemstone-søskende svært ved at komme videre fra. Tænker man. Desværre trækker serien en smule i land i det følgende afsnit, hvor twistet viser sig ikke at være fatalt. Udsigten til en hæsblæsende rejse på kanten af loven bliver i stedet til mere familiefnidder, mens afpresningsplottet flagrer lidt ved siden af og taber momentum.

Det betyder dog ikke, at underholdningen går helt fløjten. Genforeningen med Elis svoger, den ulækkert karismatiske og utroligt solbrune Baby Billy (Walton Goggins), skaber ekstra splid i familien. Og så er det fortsat sjovt at følge McBrides uduelige mandekarakter, som med let gennemskuelige løgne og absolut ingen elegance forsøger at slippe ud af den lortesituation, han har bragt sig selv i.


Kort sagt:
Selvom karakternes rejse godt kunne have været endnu mere udskejende, er det fortsat underholdende at se Danny McBride spille en latterlig og forsmået mandsperson, mens der peges fingre af USA’s kapitalistiske kirkeinstitutioner.

Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold