Venedig dag 3: Kristen Stewart kan ikke redde Oscar-hypet drama fra at klaske mod jorden

Venedig dag 3: Kristen Stewart kan ikke redde Oscar-hypet drama fra at klaske mod jorden
Kristen Stewart i 'Seberg'.
Kristen Stewart indtog Venedig Film Festival på tredjedagen i rollen som den amerikanske skuespiller Jean Seberg, men filmen hører slet ikke hjemme på en af verdens fineste festivaler. Roman Polanskis første film, siden MeToo var til gengæld en relevant storfilm, som havde et slet skjult udsagn om 1977-voldtægtsanklagen mod instruktøren selv.

Kristen Stewart-dramaet ’Seberg’ er dybt intetsigende

Der breder sig en let skuffet stemning på tredjedagen af årets Venedig Film Festival. På det her tidspunkt sidste år havde vi både fået serveret film som ’Roma’, ’A Star Is Born’ og ’The Favourite’, men i år er det indtil videre kun Noah Baumbachs fænomenale ’Marriage Story’, der fortjener samme form for lovord.

At der er tale om en sløv start for festivalen, bliver bekræftet af den Oscar-hypede biografi-film ’Seberg’ med Kristen Stewart i titelrollen som den amerikanske skuespiller Jean Seberg, der blev et ikon efter sine roller i franske nybølge-film som ’Åndeløs’.

Det er en dybt intetsigende film om brydningstiden i USA anno 1968, hvor Black Panthers marcherer i gaderne i protest mod racisme, og hvor FBI bøjer loven i et forsøg på at holde de sorte demonstranter nede. Men ’Seberg’ behandler raceproblematikkerne med en ulidelig lethed i et miskmask mellem en klassisk portrætfilm og en politifilm, der på ingen måde hører hjemme på en af verdens største filmfestivaler.

Filmen begynder med Sebergs tilbagevenden til Los Angeles efter en årrække i Frankrig. Det dovne manuskriptarbejde springer hurtigt i øjnene, da hun på flyet over Atlanten tilfældigt møder Hakim Jamal (Anthony Mackie), der er associeret med Black Panthers og ganske belejligt bliver drivkraft for historien: Da skuespilleren kort tid efter indleder et kærlighedsforhold til den gifte mand, som hun nærmest ikke har udvekslet et ord med, og samtidig begynder at donere penge til hans politiske sag, ender hun med at blive underkastet FBI’s ulovlige overvågningsprogram COINTELPRO, hvor FBI-agenterne Jack (Jack O’Conell) og Carl (Vince Vaughn) våger over hende som høge.

De grinagtigt dårlige subplots passer som en fod i en handske, hvilket får ’Seberg’ til at fremstå mildest talt usammenhængende. Det er, som om instruktør Benedict Andrews ikke har haft nogen anelse om, hvorvidt han ville fortælle den tragiske historie om Seberg, der døde i en alder af kun 40 år ved et formodet selvmord, eller historien om, hvordan den amerikanske regering konsekvent holdt minoriteter nede op gennem 60’er og 70’erne.

’Seberg’ ender med at sige nærmest ingenting om nogen af delene. Jean Seberg fremstår som en hul skal, der udelukkende taler i håbløse floskler som »hvis du kan ændre en persons mening, kan du ændre verden«, mens hendes tiltagende paranoia virker enormt karikeret og forenklet. De ubetydelige biroller omkring hende er heller intet andet end omvandrende stereotyper, som det er aldeles umuligt at kere sig det mindste om.

’Seberg’ er glemt, lige så snart den er slut.

Roman Polanskis ‘J’accuse’.

Roman Polanski griber tilbage til sin dunkle fortid med stort anlagt periodedrama

Noget bedre var Roman Polanskis europæiske storfilm ’J’accuse’, der deltager i hovedkonkurrencen på festivalen.

Filmen har allerede fået en del opmærksomhed, da det er instruktørens første siden #MeToo, hvor hans gamle voldtægtsanklage fra 1977 endnu engang kom frem i søgelyset.

Flere, inklusive undertegnede, havde håbet på en ekstraordinær film, der simpelthen var for god til ikke at vise af politiske årsager. Men helt så sensationel er virkeligheden desværre ikke.

’J’accuse’ er et hæderligt, men langtrukkent periodedrama med et emnevalg, der er så aktuelt som nogensinde. Filmen udspiller sig i 1894, hvor den franske officer Alfred Dreyfus blev dømt for forræderi på et falskt grundlag – primært fordi han var jøde – og italesætter således både den fremmedfjendskhed og frygt for andre kulturer, som stadig er relevant i dag. Og så præsenterer filmen en slet skjult pointe om ikke at dømme nogen uden at høre alle beviserne, som er svær at se uafhængig af Polanski selv, der har levet i eksil i Europa, siden han flygtede for sin dom.

Det er dog ikke Dreyfus (Louis Garrel), der er filmens hovedperson – det havde da næsten også været for selvretfærdigt – men derimod hans overordnede Georges Picquart (Jean Dujardin fra ’The Artist’), som hjalp det franske militær under rettergangen mod Dreyfus og siden kæmpede for mandens løsladelse, da han fandt ud af, at bevismaterialet var forfalsket.

Filmen begynder, netop da Dreyfus bliver dømt til at afsone en livstidsdom på Djævleøen, og Picquart bliver udnævnt til chef for den franske efterretningstjeneste som tak for hjælpen i den såkaldte Dreyfus-affære. Gennem Picquart præsenteres vi for de raffinerede overvågningsmetoder, der blev taget i brug allerede i slutningen af 1800-tallet, og den dertilhørende ildevarslende folkestemning, hvor ingen stoler på hinanden, der igen slår fast, at historien gentager sig selv.

Filmens fokus på antisemitisme bærer et klart slægtskab med Polanskis Oscar-vinder, Holocaust-filmen ’Pianisten’, men Polanskis indignation er langt mere underspillet her, mens det storslåede karakterportræt udebliver til fordel for en nøgtern dissektion af systemisk uretfærdighed, som til tider er sej at komme igennem.

Men selvom håndværket er solidt og production designet er i særklasse, savner ’J’accuse’ den suspensefulde uro, som Polanski har mestret i førnævnte ’Pianisten’, hovedværket ’Chinatown’ og senest ’Skyggen’. Man får fornemmelsen af, at Polanski blot opremser historisk fakta, hvilket bliver en kende stilrent og uengagerende til tider. Hvor ofte ser man lige en film baseret på virkelige hændelser proklamere, at alt er 100 procent faktuelt i åbningssekvensen?

Stadig står ’J’accuse’ dog som en af instruktørens stærkeste film i lang tid efter en række fiaskoer, og man går ud af biografmørket klogere på den historiske sag.

Læs også: Venedig dag 2 – Adam Driver og Scarlett Johansson leverer karrierens bedste præstationer i hjerteskærende Netflix-film

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold