’Wu Assassins’: Ny Netflix-serie med ’The Raid’-stjerne fortjener både én og fire stjerner

’Wu Assassins’: Ny Netflix-serie med ’The Raid’-stjerne fortjener både én og fire stjerner
Iko Uwais i 'Wu Assassins'.
Tv-serie
Hovedforfattere

John Wirth og Tony Krantz

Medvirkende

Iko Uwais, Byron Mann, Li Jun Li, Lewis Tan, Lawrence Kao, Tommy Flanagan, Katheryn Winnick

Spilletid

10 afsnit af ca. 45 min

Premiere

Kan ses på Netflix

Bedømmelsen af, hvad der har kunstnerisk værdi, befinder sig et mærkeligt interessant sted i disse år. Længe leve art cinema, men også ’Attack of the Killer Tomatoes’! »Gode dårlige film« er et kvalitetsstempel. Måske er det postironiens indflydelse, måske er det Reddit, og måske er det bare mig. Men kitsch, corny og camp har kronede kultdage.

’Wu Assassins’ med kampsportsikonet Iko Uwais fra ’The Raid’-filmene er et oplagt casestudie. Mens asiatisk-amerikansk film for tiden mærker uset kritikeropmærksomhed og publikumstække, bringer Netflix modvægten med en atonal symfoni af dårlig smag.

Kinesisk-indonesiske Kai Jin (Iko Uwai) tjener til dagen og vejen som kok i San Franciscos Chinatown og har ikke større drømme end at eje sin egen foodtruck.

Den får han ikke. Til gengæld sendes han efter 20 minutter til et blåtåget sted mellem himmel og helvede, hvor han udstyres med Wu-kraften fra 1000 hellige munke efter at være blevet reddet fri fra fem ældgamle kinesiske krigsherrer og en kæmpe vanddrage af en petit kvinde kaldet Ying Yang, som drønintenst og sprogligt udfordret forklarer, at Kai Jin er den udvalgte til at bekæmpe fem nye besiddere af jord-, vand-, metal-, træ- og ildkraften, der alle passende holder til i San Francisco…

‘Wu Assassins’

Okay, serien mister hurtigt jordforbindelse med sin, lad os bare sige frie, fabel over de fem elementer/faser i den kinesiske Wu Xing-filosofi. Men også kun næsten. For samtidig er tempoet rodfæstet i myriader af livløst melodramatiske og klichefyldte scener.

Af centrale karakterer finder man nemlig også Jenny (Li Jun Li), der slås med at modernisere restauranten, Kai Jin arbejder på. Lu (Lewis Tan) er den lidt for smarte ejer af et lyssky bilværksted og sidejobber for Chinatowns to rivaliserende gangsterbosser, skotten McCullough (Tom Flannagan) og Uncle Six (Byron Mann), som udover at lede triaderne også er Kai Jins stedfar… og ild-wu!

Dertil prøver den ret inkompetente undercover-betjent CG (Katheryn Winnick fra ’Vikings’ og’Polar’) prøver at infiltrere McCullough ved at agere så hård som muligt over for Lu.

Og sidst, men ikke mindst er der Jennys bror, Tommy (Lawrence Kao). Trods sine indsigelser er Tommy en kæmpe »fuck-up« og knuselskelig i sin selvpåførte elendighed. Når man tror, han har nået bunden af bandetæv og overdoser, er han kun lige begyndt.

I lang tid forvirrer det, hvorfor især Jenny, Lu og især Tommys separate handlingsforløb fylder så meget. Et par afsnit inde finder man ud af, at en brand i teenageårene binder dem sammen med Kai Jin og Uncle Six. Som så meget andet betyder det ikke så meget.

For så sker det.

‘Wu Assassins’

Serien bekender kulør. En kulør, der minder om 90’ernes storhedstid for forskruede plots og overambitiøse effekter i betragtning af budget og computerkraft. A la ’Power Rangers’, ’Hercules’ og ’Xena: the Warrior Princess’.

McCullough introduceres for alvor og er ikke overraskende en træ-wu. Nærmest Highlander-agtigt får vi hans tragiske baggrundshistorie flere hundrede år tilbage i det skotske højland serveret i et fantastisk langt flashback.

Vi snapper ud af flashbacket, og så skal jeg ellers love for, at elementerne begynder at rase gennem resten af seriens hullede plot. Der skrues simpelthen op for den magiske kombination af umenneskelige replikudvekslinger, teatralsk stift skuespil, uforudsigelige plotdrejninger og CGI-kampe som taget ud af ’Mortal Kombat’ fra 1995. Alt sammen i uskøn forening med en konstant off-beat lydside.

Vi er mange, der har vænnet os til ’John Wick’- og ’The Raid’-filmenes musikalske og legesyge kampsekvenser. De er dødbringende opdateringer af den klassiske Hollywood-musical. Iko Uwais udfører stadig sine slag som tigerspring – som en moderne Bruce Lee. Desværre er alle kampscener uopfindsomt udtænkt og monotont klippet.

’Wu Assassins’ mestrer desuden den svære kunst at få samtlige af de mange tvivlsomme sangvalg til at fungere asynkront til billedsiden. Resultatet er ufrivilligt, men komisk. Ligesom serien som helhed.

’Wu Assassins’ er skrald. Og så lattervækkende selvhøjtidelig, at den ofte topper det gyldne parameter for underholdende kompost. Over seriens otte timer bevægede min sindstilstand sig mellem koldt distancerede observationer og uhæmmede indløb for latterligheder.

Bedømmelsen bør være derefter.


Kort sagt:
’Wu Assassins’ er ofte så ringe, at den er god, så derfor får den:

OG:

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold