’Ad Astra’: Brad Pitts voiceover modarbejder bjergtagende sci-fi-film

’Ad Astra’: Brad Pitts voiceover modarbejder bjergtagende sci-fi-film
Brad Pitt i 'Ad Asta' (foto: 20th Century Fox)
3 6
Spillefilm
Instruktion

James Gray

Medvirkende

Brad Pitt, Tommy Lee Jones, Ruth Negga, Liv Tyler, Donald Sutherland m.fl.

Spilletid

122 min.

Premiere

Den 19. september

I mødet med ’Ad Astra’ kom jeg flere gange til at tænke på ’Blade Runner’. Ikke fordi begge film tilhører science fiction-genren, men fordi den første biografudgave af Ridley Scotts 80’er-klassiker var plastret til med en voiceover-fortæller, der blev indtalt af en ugidelig Harrison Ford. Pengemændene bag filmen var simpelthen bange for, at publikum ellers ikke ville forstå handlingen og universet.

I senere udgaver af ’Blade Runner’ fik Scott heldigvis mulighed for at fjerne fortællerstemmen, hvilket gjorde meget for helhedsindtrykket. Det samme kunne muligvis have reddet James Grays nye rumfilm.

Instruktøren og medmanuskriptforfatteren Ethan Gross holder nemlig seerne i hånden i en sådan grad, at det bliver mægtigt irriterende, ja, til tider ufrivilligt komisk. I sin gennemgående voiceover forklarer hovedkarakteren Roy McBride, der egentlig spilles kompetent af Brad Pitt, os alt det, som vi godt kunne regne ud selv, eller som nok kunne være formidlet på mere subtil vis.

»De udnytter mig – fanden tage dem!«, »de er uvidende om mit mål« og »hvad fanden laver jeg her?« er nogle af de sætninger, McBride sender mod tilskueren. Andre steder forsøger han at være filosofisk med banale replikker som »de fleste af os bruger hele vores liv på at gemme os« og »rummet kan jeg forstå«.

Undervejs er Brad Pitts astronaut på en hemmelig mission for at redde menneskeheden, som i dette fremtidsscenarie ud over moderplaneten også har bosat sig i kolonier på månen og Mars. Store energiudladninger slynges af uvisse årsager fra Neptun mod resten af solsystemet, og de farlige stråler er nu begyndt at nærme sig Jorden.

‘Ad Astra’ (foto: 20th Century Fox)

Svaret på problemet kan måske findes 29 år tilbage. Her drog Roys far, spillet af Tommy Lee Jones, ud på en storstilet rumekspedition kaldet Lima-projektet, fast besluttet på at finde intelligent liv. Men han og resten af besætningen forsvandt sporløst, og det har præget den indelukkede, forpinte og arbejdsfokuserede søns liv lige siden.

Da Roys chefer tror, at den voldsomme stråling måske kan stamme fra Lima-fartøjet, sendes Roy til Mars-kolonien for at sende farmand en besked. Hvis han stadig er i live, vil det måske kunne stoppe udladningerne.

James Gray har haft i sinde at skabe en slags rumversion af Francis Ford Coppolas Vietnam-feberdrøm ’Apocalypse Now’, hvor hovedpersonen som bekendt sejler ind til kernen af junglens vanvid for at uskadeliggøre en vildfaren officer. For Roy bliver det nemlig både en fysisk og mental rejse, der, på nærmest selvterapeutisk manér, river op i det forpinte faderkompleks. Den loyale arbejdshests pokerfjæs begynder at krakelere, som han følger i farens fodspor, og hans adfærd bliver mere og mere utilregnelig.

Men akkurat som i Grays seneste film, ’The Lost City of Z’, får man desværre aldrig følelsen af at komme helt ind i hovedpersonens sind. I stedet oplever man en frustrerende distance til Roy – og det bliver bestemt ikke bedre af, at han giver os alt for tydelige hints gennem sin trættende fortællestemme.

‘Ad Astra’ (foto: 20th Century Fox).

Igen ligesom i ’The Lost City of Z’ kan man imidlertid også kun bifalde de æstetiske kvaliteter. ’Ad Astra’s billedside er afsindigt smuk med sit grynede, analoge look, og mange af de ordfattige scener, hvor Roy svæver rundt i uendeligheden iført sin astronautdragt, er helt igennem bjergtagende.

I åbningsscenen befinder Roy sig eksempelvis på en rumstation, som er placeret så tæt på Jorden, at vi oplever noget, der ikke ses så tit i rumfilm: Det klare, hvide dagslys fra solens stråler. Det afføder en helt anderledes oplevelse, at astronauterne her ikke ses på den velkendte, mørke baggrund pyntet med stjerner.

Da stationen kort herefter rammes af en af de mystiske energiudladninger, afløses det æstetiske velbehag også af åndeløs spænding. For en eksplosion på rumstationen resulterer i, at Roy pludselig falder nedad mod jordkloden i stigende fart.

Der er altså velfungerende dele i ’Ad Astra’, og man kan kun have sympati for James Grays store ambitioner om at lave en anderledes science fiction-film, der har fokus på emotionel smerte snarere end bomber og brag.

Desværre falder det til jorden, når fortællingen er sat så klodset sammen.


Kort sagt:
’Ad Astra’ indeholder flere gudesmukke og nervepirrende scener i rummet. Desværre overskygges de af den distancerende far-søn-fortælling, der får sine banale pointer overforklaret af Brad Pitts klodsede voiceover.

Læs også: Brad Pitt om karrierens mest selvterapeutiske rolle: »Vi har alle et indre mørke«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold