De bedste film, vi så på årets Venedig Film Festival – fra Joaquin Phoenix’ Joker til tryllebindende mindfuck og Oscar-hypet Netflix-drama

De bedste film, vi så på årets Venedig Film Festival – fra Joaquin Phoenix’ Joker til tryllebindende mindfuck og Oscar-hypet Netflix-drama
Mariana Di Girolamo i 'Ema'.
33 film blev det til for vores udsendte på årets filmfestival i Venedig. Her er de absolut bedste – med en klokkeklar førsteplads.

Der var enormt høje forventninger til årgang nummer 76 af filmfestivalen i Venedig – verdens ældste – der over de sidste fem år har afholdt verdenspremieren på store Oscar-film som ’Roma’, ’The Shape of Water’, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, ’La La Land’, ’Gravity’ og ’Birdman’ foruden stribevis af fremragende kunstfilm fra nogle af verdens mest velrespekterede auteurs.

Og på papiret lignede årets program da også et af de bedste længe. Der var både på forhånd hypede Oscar-kandidater som Noah Baumbachs ’Marriage Story’, ’Ad Astra’, ’The Laundromat’ og den højest overraskende Guldløve-vinder ‘Joker’ samt nye film fra instruktører som Roy Andersson, Olivier Assayas, Roman Polanski, Hirokazu Koreeda, Ciro Guerra og Pablo Larraín.

Men det stod hurtigt klart, at de på forhånd store favoritter ikke var helt så sikre kort, som først antaget. De store auteur-instruktører som Polanski, Koreeda, Guerra, Gray og Assayas var alle sammen aktuelle med mellemvarer, som bestemt ikke var dårlige, men heller ikke på instruktørernes højniveau.

Men der var selvfølgelig også film, der fejdede benene væk under mig. Ikke mere udenomssnak – her er mine absolutte favoritter fra årets festival:

Joaquin Phoenix som Jokeren.

6. ’Joker’

Det er helt og holdent Joaquin Phoenix’ fortjeneste, at ’Joker’ står som en af de mest interessante superheltefilm siden ’The Dark Knight’. Han gør den ikoniske superskurk til sin helt egen med et vanvittigt grin, som man sent glemmer – også selvom psykologien og manuskriptet til tider svigter.

Havde man (ligesom undertegnede) forventet en mainstreamfilm udover det sædvanlige, vil man givetvis blive noget skuffet. Oprindelseshistorien om Arthur Fleck, der langsomt bliver til Jokeren, er ikke helt lige så original, som den gerne vil være – dertil låner den også for meget fra Scorseses hovedværker ’Taxi Driver’ og ’The King of Comedy’. Men det er ikke desto mindre en intens filmoplevelse, takket være Phoenix’ altdominerende præstation, som uden tvivl kommer til at være et af den kommende prissæsons helt store samtaleemner. Guldløve-sejren var blot første skridt på vejen.

Læs min umiddelbare reaktion på filmen HER.

‘About Endlessness’.

5. ’About Endlessness’

Roy Anderssons nyeste (og korteste) film er muligvis også den svageste i hans mesterlige oeuvre, men den er alligevel en stor fornøjelse. Den svenske mesterinstruktør varierer sin faste formel med lange tableauer over livets banaliteter og absurditeter med ’About Endlessness’, der er hans mest afdæmpede og kontemplative film – med en voice-over, der tydeligvis taler fra en eller anden form for hinsides. Men det er også en smuk og vanligt morsom skildring af livet og hvor ubetydelig (og alligevel smuk) eksistensen kan synes, når man betragter det hele på afstand – og hvorfor nuet derfor er alfaomega.

Læs, hvad jeg skrev om filmen efter premieren HER.

4. ‘La Llorona’

Vinderen af parallelkonkurrencen Venice Days er en sjældent vellykket samfundskritisk genrefilm, som man ville ønske havde fundet vej til festivalens hovedprogram.

Den guatemalanske instruktør Jayro Bustamante, der imponerede med debutfilmen ‘Ixcanul‘, har skabt et nervepirrende intenst kammerspil om en familie i splittelse, efter den aldrende patriark med alzheimer bliver dømt for folkemord mod indfødte. ‘La Llorona’ er rig på smukke billeder og stærk atmosfære, men det er historien om en overklassefamilies fælles ansvar for etnisk udrensning og konsekvenserne heraf, der virkelig tager kegler.

Mariana Di Girolamo i ‘Ema’.

3. ’Ema’

Chilenske Pablo Larraín kan skabe stemninger, som få andre. Det beviste han med Hollywood-debuten ’Jackie’, der gik helt tæt på JFK’s enke, og med ’Ema’ gør han sig selv kunsten efter med nogle af karrierens bedste billeder – og et fremragende score af Nicolas Jaar, ikke mindst.

Filmen følger den titulære reggaeton-danser – spillet af det tryllebindende gennembrudstalent Mariana Di Girolamo – der for nyligt har måttet aflevere sin adoptivsøn tilbage til bureauet i kølvandet på en brandstiftelse. Fortiden rumsterer i baggrunden og gradvist tager historien massevis af uventede drejninger, mens man som publikum selv må stykke fortællingens puslespil sammen. Slutningen er et absurd mindfuck, der får en til at tabe kæben.

Læs, hvad jeg skrev om filmen efter premieren HER.

2. ‘Atlantis’

Slow cinema har sjældent været bedre end i ‘Atlantis’, der vandt hovedprisen i sidekonkurrencen Orizzonti ved årets festival. Igennem hele filmen er der kun to kamerabevægelser, mens resten fortælles i ætsende, statiske tableauer af mange minutters varighed. ‘Atlantis’ føles dog på ingen måde langsom.

Sat i 2025, året efter krigen mellem Ukraine og Rusland slutter, fortæller filmen historien om en PTSD-ramt ukrainsk soldat, der er vendt hjem fra krigen. Men velkomsten er ikke, som han havde håbet. Hans fabrik kan ikke længere konkurrere med amerikanerne, og arbejdet nedlægges. Men da han begynder på et frivilligt arbejde, hvor han bjerger lig i de mange ukrainske massegrave, begynder tilværelsen pludselig at give mening. Det er en smuk, kompromisløs skildring af et krigsramt land, man sjældent ser på film.

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

1. ’Marriage Story’

‘Marriage Story’ er ikke bare den bedste film, jeg har set på årets festival – det er den bedste film, jeg har set, indtil videre i dette biograf-år.

Netflix-filmen er New Yorker-instruktøren Noah Baumbachs mest ambitiøse og personlige værk til dato (den er delvist baseret på hans egen skilsmisse med skuespilleren Jennifer Jason Leigh). Og selvom ’Marriage Story’ måske ikke genopfinder den dybe tallerken, er filmen et mesterligt drama, der balancerer perfekt mellem det hjerteknusende og hysterisk morsomme – særligt takket være Adam Driver og Scarlett Johanssons fabelagtige præstationer som mand og kvinde, der går gennem en hård skilsmisse. Det er skammeligt, at filmen blev forbigået ved prisuddelingen – det lugter langt væk af Netflix-politik

Læs, hvad jeg skrev om filmen efter premieren HER.

Læs også: Hele vores dækning af årets filmfestival i Venedig

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold