Todd Phillips’ ’Joker’ om Batmans nemesis nummer ét er en lige dele fascinerende og bizar størrelse.
Historien om den aspirerende standupkomiker Arthur Fleck (Joaquin Phoenix), der bliver tæsket og trampet på i 80’ernes Gotham City, er ikke baseret på et tegneseriehæfte. Den prøver at gøre op med restriktionerne, som superheltegenren frivilligt har opereret indenfor, mens Disneys mastodont-franchise MCU har domineret filmindustrien det seneste årti.
Todd Phillips har udtalt, at ’Joker’ er et karakterstudie. Det er en vinkel, der er blevet mødt med applaus på den internationale filmscene. ’Joker’ løb overraskende med Venedig-festivalens hovedpris, Guldløven, men efter festivalvisningerne har den også fået hård kritik.
Indiewires David Erhlich og Vanity Fairs Richard Lawson er blandt dem, der har været ude med riven. De fordømmer filmen for dens validering af incel- og 4chan-kulturen, hvor hvide heteromænd ser sig selv som ofre for en politiskkorrekthedskultur, der ikke værdsætter dem tilstrækkeligt, hvilket retfærdiggør deres hadefulde handlinger.
Den endelige bedømmelse fra den danske anmelderstand følger ved premieren i næste uge. Men måske har man en bedre chance for at forstå ’Joker’, hvis man ved, hvilke klovnesko den prøver at udfylde.
I stedet for at hente inspiration i superheltegenren trækker Todd Phillips nemlig på et par klassiske newyorker-mesterværker.
Vrede mænd og terrorisme: ’Taxi Driver’
Martin Scorseses mesterværk ’Taxi Driver’ fra 1976 cementerede hans navn som én af New Hollywoods største instruktører, der indkapslede samtidens New York bedre end nogen anden.
En udmagret Robert De Niro spiller krigsveteranen Travis Bickle, der vender hjem til et lurvet taxijob og en sølle etværelseslejlighed. Hans sociale kejtethed og eksponering for byens værste sider baner vejen for et aggressivt, selvretfærdiggørende mantra om at brænde byens rakkerpak til grunden.
Som han siger: »Someday a real rain will come and wash all this scum off the streets«.
‘Taxi Driver’ er i høj grad en satire over 70’ernes reaktionære selvtægtfilm som ’Dirty Harry’ og ’Death Wish’, hvor det retfærdiggøres, at hovedpersonen tager loven i egen hånd og terroriserer USA’s kriminelle elementer. Det vises bedst i en scene, hvor skravlede De Niro peger en komisk stor magnumrevolver mod kameraet – et tydeligt stik i siden på Clint Eastwoods fascistiske politibetjent Harry Callahan. Bickles radikalisering giver et indblik i en sølle lille mandsling, der kun kan reagere på vold med mere vold.
Det er ikke svært at finde paralleller mellem Travis Bickle og Joaquin Phoenix’ Arthur Fleck. Scorsese var oprindeligt tilknyttet ’Joker’ som producer, og Gotham City er blot en stand-in for The Big Apple.
»My whole life, I never really knew if I existed. But now I do«, fastslår Arthur i traileren til ‘Joker’. En paraphrase a fen af Travis Bickles mange monologer:»“Now I see it clearly, my whole life is pointed in one direction, I see that now, there never has been any choice for me«.
For Bickle såvel som Fleck handler tilværelsen om at finde et mål i et samfund, der har opdraget dem til at tro, at de er verdens omdrejningspunkt, men som gang på gang har forbigået, latterliggjort og ydmyget dem. Med en skræmmende fremkomst af hjemlig terrorisme i USA begået af radikaliserede unge mænd, er det et karakterstudie, som er mere relevant end nogensinde før.
Spørgsmålet er så, om manuskriptforfatterne Todd Phillips og Scott Silver har formået at aflæse satiren bag Scorseses film, eller om de blot har set Travis Bickle som en hård negl, hvis handlinger er radikale, men nødvendige. Det er ironisk, at Phillips også har nævnt ’Death Wish’ som inspiration, en film, der står i diametral modsætning til tematikkerne i ’Taxi Driver’.
Tragikomiske standup-tabere: ‘The King of Comedy’
‘Joker’ er som sagt en originalhistorie, men den er som snydt ud af næsen på Scorseses anden satiriske film om tabermænd, ’The King of Comedy’. Her tager den patetiske standupkomiker Rupert Pupkin (endnu en gang perfekt gestaltet af Robert De Niro) drastiske midler i brug, da hans store idol Jerry Langford gang på gang ignorerer ham. Han lever i en fantasiverden af falsk applaus fra en båndoptager og papfigurer, som han hver aften underholder hjemme i sin egen stue.
Men hvor Travis Bickle altid fremstår som en reel trussel, er Pupkin for latterlig til nogensinde at kunne tages seriøs. ’The King of Comedy’ handler i stedet om befolkningens parasociale dyrkelse af medieidoler. Der er en god grund til, at filmens late night-vært hedder Jerry. Han spilles af Jerry Lewis, der var én af USA’s største komikere, og filmens ikoniske scener, hvor han konstant antastes på gaden, er autentiske. Ja, den gamle kvinde, der råber »I hope you get cancer, efter komikeren, er en rigtig person!
Som med ’Taxi Driver’ er ’The King of Comedy’ stadig sydende relevant i dag, navnlig i Pupkins stædige tro på, at hans plads i spotlyset er en medfødt ret. Forleden blev standupkomikeren Shane Gillis fyret fra ’Saturday Night Live’ på grund af racistiske udtalelser. Straks blev han støttet af andre mandlige komikere, der tilsyneladende tog hans ret til at være en del af USA’s største sketchshow for givet.
Arthur Fleck minder til forveksling om den forstyrrede Rupert Pupkin. Jokeren er jo trods alt også kendt som the clown prince of crime. Og ligesom i ’The King of Comedy’ er Arthurs idol og modstander en late night-vært spillet af et prominent amerikansk ikon: Robert De Niro selv.
Den nye Robert De Niro: ‘You Were Never Really Here’ og ‘The Master’
Todd Phillips er langt fra den eneste instruktør, der har sigtet mod stjernerne og kigget over skulderen på ikoniske newyorkerfilm som ’Taxi Driver’ og Sidney Lumets ’Serpico’.
Hjernen bag den begsorte thriller ’We Need to Talk About Kevin’ Lynne Ramsey instruerede en anden selvtægtfilm, hvor en traumatiseret Joaquin Phoenix ligesom i ’Joker’ myrder New Yorks nederdrægtige, rige Wallstreet-svin. I ’You Were Never Really Here’ bliver lejemorderen og krigsveteranen Joe (Phoenix) hyret til at bringe en kidnappet pige hjem. Herigennem bliver han involveret i en pædofilring af rige mænd, der i dag minder skræmmende meget om Epstein-sagen.
Som Lumet og Scorsese før hende fanger den skotske instruktør den skarpe kontrast mellem ekstrem fattigdom og velstand i New York og indrammer storbyen som Joes personlige helvede, som han må kæmpe sig igennem med blodige næver og en nedslidt hammer.
Samtidig er det tydeligt, at Phoenix arbejder videre fra sin til dato bedste præstation i Paul Thomas Andersons ’The Master’, et slet skjult portræt af Scientology i USA’s 50’ere. Her spiller Phoenix endnu et socialt udskud, Freddie Quell, der dog er langt mindre indebrændt end Joe. Her destillerer han sin monstrøse side, som da Quell begynder at placere en lampe tættere og tættere på en korpulent herre, der skal have taget sit billede.
Ingen kan fremvise impotent liderlighed gennem sine matte øjne som Joaquin Phoenix. Og det synes klart, at han har brugt den samme maniske energi til at gestalte Jokeren og gøre karakteren til sin egen.
Vi hyldede tidligere i år Joaquin Phoenix som én af de bedste skuespillere, der arbejder i dag. Og selvom det er for tidligt at sige noget med sikkerhed, tyder meget på, at ’Joker’ kan sikre Phoenix sin fjerde Oscar-nominering efter ’Gladiator’ ’Walk the Line’ og ’The Master’.
Phoenix er den måske mest centrale grund til at se ’Joker’. Han lader til at bringe den samme karismatiske, kaotiske energi til lærredet som en ung Robert De Niro.
Læs også: Joaquin Phoenix udvandrede fra interview efter kritisk ladet spørgsmål