Fra Pattinson til Radcliffe: Syv stjerner, der er brudt fri fra ikoniske roller

Fra Pattinson til Radcliffe: Syv stjerner, der er brudt fri fra ikoniske roller
Robert Pattinson.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Harry, Edward, Felicity, Brandon Walsh ... Visse film- og serieroller er så ikoniske, at skellet mellem skuespiller og karakter så godt som udviskes i offentlighedens bevidsthed, og muligheden for at genopfinde karrieren i nye klæder synes lig nul. Men for en lille håndfuld myreflittige stortalenter er kunsten lykkedes. Vi lister her de mest succesfulde karriere-makeovers – og tre stjerner, der aldrig kom videre.

Robert Pattinson

Da Robert Pattinson for nylig blev castet som Batman i Matt Reeves’ kommende genoplivning af Gothams mørke ridder, delte Twitter-sfæren sig i to lejre: Pro-Pattinson og Anti-Edward. Aka. de publikummer, der har fulgt skuespillerens udvikling fra teen-dream til en af vor tids fremmeste indie-stjerner, og så dem, der stadig nægter at anerkende Pattinson som andet og mere end en glimtende blegfis med spidse bisser.

Hvis man har fulgt bare lidt med på filmfronten i de seneste fem år, er der dog ikke meget at rafle om: Pattinson er en af sin generations mest talentfulde skuespillere. Et faktum, den nu 33-årige stjerne har hamret hjem via intense, sjælfulde og kamæleonske roller i en række vidt forskellige produktioner fra anerkendte instruktører a la David Cronenberg (’Cosmopolis’ og ’Maps to the Stars’), David Michôd (’The Rover’), Robert Eggers (’The Lighthouse’), James Gray (’The Lost City of Z’), Claire Denis (’High Life’) og Safdie-brødrene (’Good Time’).

Det var særligt samarbejdet med Cronenberg på to film umiddelbart i hælene på ’Twilight’-franchisens fire, kritikerslagtede (men boxoffice-sejrende) kapitler, der kommunikerede til omverden, at Pattinson var ivrig efter at ryste pin-up-statussen af sig, og skuespilleren fortsatte i indiesporet i stadigt mere transformative roller: Pattinsons gav den som enfoldigt, ynkværdigt udskud i Michôds knugende dystopi ’The Rover’, han gemte sig bag usoigneret skæg og anæmisk fysik i ’The Lost City of Z’ og forsvandt fuldstændig ind i rollen som bankrøveren Connie, der forsøger at få sin handicappede bror ud af fængslet med politiet i hælene.

»Robert Pattinson leverer storpræstation i hårdkogt og poetisk perle« lød vores dom over ‘Good Time’.

Pattinson er blottet for selvhøjtidelighed i sine filmvalg, hvorfor man dårligt kan andet end vente med svedigt spændte håndflader på hans og Christopher Nolans thriller ’Tenet’ (der blandt er optaget på Lolland) og førnævnte ’Batman’-film, der markerer Pattinsons første egentlige tilbagevenden til blockbuster-formatet. Et vovet træk for en mand, der førhen er blevet gedigent franchise-stemplet. Men Pattinson er herligt kompromisløs.

 

Kristen Stewart i ‘Personal Shopper’.

Kristen Stewart

Har man sagt ’Twilight’-Edward, må man også sige hans bly viol Bella, spillet af Kristen Stewart, hvis evindelige læbegnaskeri og påtaget tilbageholdte åndedræt på lærredet fik mangen en anmelder til at skære tænder af irritation. Og da hun og Robert Pattinson sågar begyndte at kæreste løs i det virkelige liv, eksploderede fanhypen i en grad, der gjorde umuligt at se, hvordan Stewart nogensinde ville kunne bryde ud af ’Twilight’-boblen.

Ganske vist havde Stewart medvirket i flere film før vampyrsagaen (heriblandt den fremragende ’Into the Wild’), men Bella-karakteren var det ikoniske stof, tusinde idolplakater var gjort af. Og alligevel begyndte oprøret, inden den sidste ’Twilight’-film indtog biograferne i 2012.

Efter en uheldig flirt med mere blockbuster-varmluft i Snehvide-refortolkningen ’Snow White and the Huntsman’ (såvel som med instruktøren af selvsamme, hvorfor både dennes ægteskab og Stewarts eget forhold til Pattinson gik i stykker) styrede Stewart karrieren i retning af mere ambitiøse roller i den franske auteur Olivier Assayas’ ’Skyerne over Sils Maria’, familiedramaet ’Still Alice’, hvor hun spillede Julianne Moores datter, Woody Allen-komedien ’Café Society’ – hvor hun langt overstrålede Jesse Eisenbergs hovedrolle – og det dystre highlight ’Personal Shopper’, der genforenede hende med Assayas og cementerede hendes position blandt tidens mest interessante indieskuespillere.

Stewarts stil deler fortsat vandene – visse diehard ’Twilight’-fans har både haft svært ved at acceptere rollevalgene, og at skuespilleren nu dater kvinder. Senest har hun spillet det franske nybølge-ikon Jean Seberg i ‘Seberg’, og som sin tidligere flamme Pattinson dypper Stewart spøjst nok også snart igen tæerne i blockbuster-franchisebølgen med ’Charlie’s Angels’, instrueret af Elizabeth Banks. Men Bella, hun er bandlyst til fortidens teenagetåger, sammen med ’Kpats’-æraen, heldigvis for os og Stewart selv.

 

Daniel Radcliffe og Steve Buscemi i ‘Miracle Workers’.

Daniel Radcliffe

Okay, som ’HP’-fan vil man nok altid kunne spotte et svagt lyn i Daniel Radcliffes pande, men briten kæmper en brav kamp for at krydre cv’et med så forskellige roller som muligt – og han har lagt mange mil imellem sin nuværende filmkarriere og drengen, der levede.

Således kunne der dårligt være længere fra Harry til det pruttende, halvrådne lig, Radcliffe spillede i den absurde komedie ’Swiss Army Man’, hvori Paul Dano strander på en øde ø med Radcliffes blålige korpus som eneste selskab. Ligesom der heller ikke var meget hygge-Potter over skuespilleren i fantasykrimien ’Horns’, hvor han giver den som en mand, der pludselig gror horn i panden efter kærestens død.

Radcliffe er et ansigt, de fleste med selv de mindste Harry-affektioner automatisk gerne vil fatte sympati med på skærmen, men i film som ’Imperium’ (om en FBI-agent, der går undercover som højreekstremist) og den kommende actionthriller ’Guns Akimbo (hvor Radcliffe spiller en mand, der desperat forsøger at redde sin kidnappede kæreste) kultiverer skuespillerens moralsk tvivlsomme og ikke entydigt sympatiske karakteristika, mens han blev begavet med begejstrede anmelderroser for sin hovedrolle i teaterstykket ’Equus’ i Londons West End (hvor han smed tøjet og knaldede en hest).

Radcliffe har truffet modige valg – om end han langt fra altid rammer plet – og to af hans bedste præstationer har været i serien ’The Young Doctor’s Notebook’ (Radcliffe spiller den unge version af – åh jo – Jon Hamm på et lille russisk hospital) og i dramaet ’Kill Your Darlings’, hvor han med stor sensibilitet agerede den amerikanske poet Allen Ginsberg. Og blandt andet filmede en hed sexscene med Dane DeHaans Lucien Carr, der formentlig fik en Potter-præfekt eller to til at få teen galt i halsen.

Senest har vi set skuespilleren i komedieserien ‘Miracle Workers’ på HBO Nordic, der til trods for en underholdende præmis desværre fik et hård anmeldermedfart (også her på sitet).

 

Harrison Ford i ‘The Fugitive’.

Harrison Ford

 Og så til en oldie but goodie.

77-årige Harrison Ford er superstjerneeksemplet på, at det en sjælden gang kan lykkes at få enorm kommerciel succes uden for ikoniske roller, til trods for at skuespilleren relativt tidligt i karrieren havde to gigant-franchises i bæltet: Ford ’brød ud’ af Han Solo-rollen i George Lucas’ originale ’Star Wars’-trilogi for at sætte Indiana Jones’ mindst lige så ikoniserede hat på sned i Steven Spielbergs elskede adventure-franchise, men sideløbende sprøjtede Ford kontinuerligt den ene kvalitetsfilm og blockbuster ud efter den anden. Heriblandt ’The Witness’ fra 1986, der sikrede ham en Oscar-nominering, Ridley Scott-klassikeren ’Blade Runner’, ’The Fugitive’ og, ahem, ’Air Force One’.

Det virker komplet utænkeligt, at Robert Pattinson og Kristen Stewart kommer til at genbesøge ’Twilight’-universet, der i dén grad genre-stigmatiserede begges debutår i branchen, men i Fords tilfælde prægede Han Solo og Indys brede popularitet – og netop i publikumsspændet ligger forskellen – ingenlunde folks lyst til at se skuespilleren i andre, mere dramatiske roller i 80’erne og 90’erne. Og ja, Indy svinger pisken igen, igen i 2021 akkurat før Fords 80-års fødselsdag. 

 

Michelle Williams i ‘All the Money in the World’.

Michelle Williams

Rebelske Jen fra ’Dawson’s Creek’ havde det ikke helt nemt. Hun var den nye pige på bøhlandet, vist nok lidt løs på tråden (for så vidt en amerikansk teenagepige kunne være løs på tråden i primetime-tv i 90’erne), og så snuppede hun Dawson (James Van Der Beek) fra søde Joey (Katie Holmes), til fanbasens udelte forargelse. Næ nej, hende kunne vi ikke lide – men flashforward to årtier og ællingen Jen har foldet sig ud som fire gange Oscar-nomineret svane i skikkelse af Michelle Williams.

Adskillige 90’er-serieikoner bankede ivrigt på filmstudiernes døre, da årtusindskiftet for alvor varslede et vagtskifte i tv-land, men hvor seriedronningerne Jennifer Love Hewitt og Sarah Michelle Gellars Hollywood-karrierer gled mod b-film-obskuritet og serieprojekter, der fløj under radaren, løb Williams i favnen på, af alle, den tyske auteur Wim Wenders i dramaet ’Land of Plenty’.

Det var et af den slags kunstneriske valg, der øjeblikkeligt skilte Williams fra tv-fællernes kommercielle ambitioner, og arbejdet med Wenders førte mere eller mindre direkte frem mod Ang Lees nyklassiker ’Brokeback Mountain’. Heri spillede Williams den frustrerede hustru til Heath Ledgers homoseksuelle cowboy Ennis, og præstationens sitrende indebrændte melankoli indbragte hende en Oscar-nominering (hun og Ledger blev kærester på settet og fik senere en datter).

Williams har udmærket sig i roller, der gerne afspejler en konfliktfyldt dualitet mellem kvinden udadtil og en indre desperation over netop kvinderollens restriktioner i et mandsdomineret samfund – som i ’My Last Week With Marilyn’, hvor Williams inkarnerede selveste Marilyn Monroe, eller i miniserien ’Fosse/Verdon’, hvor Williams agerer danseren Gwen Verdon over for Sam Rockwells utro spradebasse Bob Fosse – og roller, hvor sorg på den ene eller anden vis tegner karakterens eksistentialistiske kamp, a la ’Manchester by the Sea’ og ’All the Money in the World’.

Men Williams er ikke forudsigelig. I Amy Shumers ’I Feel Pretty’ kastede hun sig højst overraskende over en rendyrket komisk rolle som åndsfraværende dukkehoved i spidsen for et skønhedsimperium, og i ’The Greatest Showman’ sprang hun ud som musicalstjerne. Og lige om lidt kan vi se hende som selveste Janis Joplin i den biografiske ’Janet’ fra ’Martha Marcy May Marlene’-instruktøren Sean Durkin.

 

Castet i Greta Gerwigs ‘Little Women’: Emma Watson, Florence Pugh, Saoirse Ronan og Eliza Scanlen.

Emma Watson

Det er ikke kun Harry, der avancerede vellykket videre i offentligheden efter endt skolegang på Hogwarts. Emma Watson er gået fra at være kendt som snusfornuftige Hermione til at tale dunder for ligestilling og kvinderettigheder på FN’s talerstol. Og skønt filmkarrieren endnu ikke er eksploderet, har Watson kontinuerligt leveret gode præstationer, selv når værkerne fra tid til anden har ladet hende i stikken, som set med Sofia Coppolas fejlskudte ’The Bling Ring’, Darren Aranofskys bombastiske religionsbasker ’Noa’ – hvor hun spilledes Russell Crowes adoptivdatter – gyseren ’Regression’ med Ethan Hawke og Facebook-dystopien ’The Circle’ med selveste Tom Hanks.

Heroverfor var hendes hårdtslående birolle som sig selv i James Franco- og Seth Rogen-komedien ’This Is the End’ et forfriskende komisk sidespring, og indieteenfilmen ’The Perks of Being a Wall Flower’ en charmerende affyringsrampe for mere jordbundne muggle-ungdomsroller.

Det er de færreste franchise-ikoner, der kommer i nærheden af at matche deres egne blockbuster-tal, men Watsons million-dollar-charme bragte hende tæt på Potter-højderne, da hun i 2017 spillede hovedrollen i ’Twilight’-instruktør Bill Condons live-action-version af Disneys ’Skønheden og udyret’, der indspillede for en milliard dollars på verdensplan og føjede endnu en legetøjsfigur til Watsons kaminhylde af franchise-dukker i eget billede.

Den mest kritikerimødesete rolle post-Potter har Watson dog i år, hvor hun til jul kan ses i Greta Gerwigs filmatisering af ’Little Women’ sammen med blandt andre Saoirse Ronan, Timothée Chalamet, Meryl Streep og Laura Dern.

 

Keri Russell i ‘The Americans’.

Keri Russell

»Det er jo ‘Felicity’«, sagde ingen nogensinde efter at have oplevet Keri Russell i samfulde seks sæsoner af spionserien ‘The Americans’. Sjældent har man oplevet en skuespiller været så forbundet med én rolle for så at fortrænge den fuldstændigt med én anden rolle.

Russell var 22 år, da hun trådte ind i rollen som den kvikke Felicity Porter, der parkerede sine egne ambitioner for at følge efter sit highschool-crush til universitetet i J.J. Abrams og Matt Reves’ serie. Allerede dengang lyste der et intelligent indre liv ud af hendes smukke gådefulde ydre, som hun i en mere moden version forfinede til rollen som den kompromisløse Elizabeth Jennings, der i FX-serien lever et dobbeltliv som russisk spion i USA. Russell har i serien en stoisk udstråling over sig, som kan være både forførende og skræmmende – og når der en sjælden gang prikkes hul på den, holder man vejret. Hun leverer intet mindre end en tour de force som den mangefacetterede karakter, der indeholder et væld af roller-i-rollen, når Elizabeth går undercover for at få hemmeligheder ud af USA og hjem til moderlandet Sovjet.

Der er tale om en af de mest kraftfulde og nuancerede præstationer i serieguldalderen, og det er ærlig talt langt ude, at hun ikke oftere nævnes i samme åndedrag som James Galdolfini, Bryan Cranston og Jon Hamm, når man kigger tilbage på de store dybe karakterportrætter fra tv-land.

Nu står Russell så over for endnu en stor udfordring: At bryde ud af rollen som Elizabeth Jennings.

 

Tre skuespillere, der aldrig kom videre:

Luke Skywalker (Mark Hamill) i ‘The Force Awakens’.

Mark Hamill

Det er svært at have ondt af manden bag legendariske Luke Skywalker. Eller hvad? Mark Hamill gestaltede en af filmhistoriens mest fanforgudede helteroller, men hans skæbne skulle vise sig at blive lige så forbundet med ’Star Wars’-franchisen, som hans lyssværdssvingende alter ego var det med sin nemesis-far Darth Vader.

Skywalker fik øjeblikkelig mytestatus, hvorfor Hamill bag blev så godt som usynlig, og efter enkelte fejlslagne filmprojekter i 80’erne accepterede skuespilleren sit lod og kastede sig i stedet over en årtier lang karriere som stemmeskuespiller på en lang række tegnefilm og spil. Og herigennem opnåede Hamill rent faktisk en ny form for ansigtsløs ikonstatus i 90’erne som stemmen bag Batmans nemesis Jokeren i tegneserien ‘The Animated Series’, og senere i spillene ’Arkham Asylum’ såvel som tegnefilmversionen af graphic novel-klassikeren ’The Killing Joke’.

Hamill vendte tilbage på det store lærred i de nye ’Star Wars’-film, hvor fanbegejstringen over gensynet ikke helt kunne maskere skuespiltalentets tydelige begrænsninger, om end en vis velkommen metaselvironi havde sneget sig ind i præstationen.

 

Jason Priestley og Jennie Garth i ‘Beverly Hilss 90210’.

Jason Priestley

Jason Priestley og hans karakteristiske James Dean-wannabe-fritz prydede tusindevis af teenageværelsesvægge op igennem 90’erne, men det var den snusfornuftige yngling Brandon Walsh fra ’Beverly Hills 90210’ og ikke Priestley selv, der solede sig i ikonisk staying power.

Priestley forlod ellers hitserien før lukketid for at koncentrere sig om andre projekter, men det store filmgennembrud udeblev, og til dato forbliver highlightet det lille drama ‘Love and Death in Long Island’ fra 1997 med John Hurt som en aldrende mand, der forelsker sig i Priestleys sexede teenagestjerne.

Dermed dog ikke sagt, at Priestley er forsvundet ud i glemslens tåger, for i år vendte han og resten af ‘BH’-kliken tilbage på tv i satireserien ‘BH90210’, hvor samtlige 90’er-koryfæer spiller storkrukkede versioner af sig selv, udslidte og selvfede og på jagt efter et sidste comeback. Hvem skulle have troet, at der ulmede så megen veloplagt selvironi under Brandons spejderdrengsfacade?

 

Kyle MacLachlan og Sheryl Lee i ‘Twin Peaks: The Return’ fra 2017.

Sheryl Lee

Kvinden bag alletiders mest kendte tv-drabsoffer Laura Palmer brød aldrig for alvor ud af sit plastiksvøb efter David Lynchs kultserie ’Twin Peaks’ til trods for en række halvlunkne forsøg på at stable en filmkarriere på benene. Såvel som en(dnu en) kortlivet rolle som den myrdede Mary Ann Young i pilotepisoden af ’Desperate Housewives’ – et meta-nik til ’Twin Peaks’, der ærgerligt nok blev droppet fremadrettet i serien.

Lee vendte tilbage som Laura i genoplivningen af ’Twin Peaks’ fra 2017, hvor hun blev begavet med det sidste, gåsehudsinducerende skrig i finalen, der på ærefuld vis slog hendes ikonstatus fast også i den moderne serietid. Men én gang Laura, altid Laura.

Læs også: Brad Pitt om karrierens mest selvterapeutiske rolle: »Vi har alle et indre mørke«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold