Netflix-direktør er særligt ærgerlig over at være blevet overbudt på én serie

Netflix-direktør er særligt ærgerlig over at være blevet overbudt på én serie
Netflix-direktør Reed Hastings.
Foto: Ore Huiying/Getty Images for Netflix

I 2018 brugte Netflix over 12 milliarder dollars på originalt indhold – et svimlende tal for streamingtjenesten, der har forgældet sig til skyerne for at kunne lokke navne som Martin Scorsese ind i folden. Derfor er det er alt andet lige svært at forestille sig, at giganten skulle kunne tabe en god gammeldags budkrig.

Ifølge Netflix-direktør Reed Hastings var det ikke desto mindre, hvad der skete med Phoebe Waller-Bridges fænomenale ‘Fleabag’, hvis anden sæson vi her på sitet gav seks stjerner og kårede til halvårets absolut bedste. Ifølge Variety udtalte Hastings til en panelkonference, at han ærgrede sig særligt over, at serien gik til Amazon, uden dog at uddybe, hvad der gik galt i forhandlingerne.

Ifølge Hastings er den slags givetvis noget, Netflix bliver nødt til at affinde sig med fra november, hvor Disney+ og Apple TV+ tromler ind på streamingmarkedet, mens Amazon fortsat intensiverer sin streaming-indsats og NBCUniversal samt Warner Media også har streamingtjenester på vej.

»Selvom vi har konkurreret med mange mennesker i løbet af det sidste årti, er det en helt ny verden, der begynder til november. Mellem Apple og Disneys lancering, og selvfølgelig Amazon, der intensiverer. Det bliver hård konkurrence. Forbrugerne vil have mange valgmuligheder«.

Netflix udforsker lige nu en række muligheder for at sætte konkurrenterne til vægs. Særligt muligheden for at udbetale en større bonus til filmskabere og højtprofilerede skuespillere, hvis filmen de medvirker i enten vinder priser eller bliver et stort kommercielt hit. Et tilsvarende system finder man hos de gængse filmstudier, hvor Marvel eksempelvis betalte Robert Downey Jr. en anseelige procentsats af billetindtægterne for at holde på ham.

Streamingtjenesten regner således med at kunne give branchens bedste filmskabere et stærkt økonomisk incitament for fortsat at vælge Netflix. Måske det kunne have været med til at få ‘Fleabag’ i hus i sin tid.

Læs også: ‘Friends’-skabere afslører de afsnit, de fortryder mest

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold