Scarlett Johansson forsvarer Woody Allen i nyt interview: »Han fastholder sin uskyld, og jeg tror på ham«

Scarlett Johansson forsvarer Woody Allen i nyt interview: »Han fastholder sin uskyld, og jeg tror på ham«
Scarlett Johansson holder tale til Women's March i Los Angeles, 2018.
Foto: Emma McIntyre/Getty Images

Bedst som roserne har regnet ned over Scarlett Johansson for hendes præstation i Noah Baumbachs nye film ’Marriage Story’, der har kørt hende i stilling som en kvalificeret Oscar-kandidat, er kritikken mod den amerikanske skuespiller begyndt at hagle ned i kølvandet på et nyt interview med The Hollywood Reporter, hvor Johansson på ny forsvarer den skandaleombruste instruktør Woody Allen.

Woody Allen, der i flere år med tiltagende styrke har været under anklage for at have seksuelt misbrugt sin adoptivdatter Dylan Farrow, har med sin casting af Johansson i 00’er-filmene ’Match Point’, ’Scoop’ og ’Vicky Cristina Barcelona’ spillet en essentiel rolle i Johanssons karriere-crescendo, og de to er ifølge Johansson stadig venner.

»Jeg elsker Woody. Jeg tror på ham, og jeg ville arbejde med ham når som helst«, udtaler hun til The Hollywood Reporter. »Jeg ser Woody så ofte, jeg kan, og jeg har haft mange samtaler med ham om det. Jeg har været meget ligefrem med ham, og han er meget ligefrem med mig. Han fastholder sin uskyld, og jeg tror på ham«.

Johanssons fastholdelse af Allens uskyld mødte hurtigt solid kritik på de sociale medier. Kritikken går særligt på, at Johansson selv har været en del af Time’s Up-bevægelsen fra dens begyndelse, og at hun ved flere forskellige lejligheder har været fortaler for bevægelsen i sin udtalte støtte af ofre for seksuel chikane og misbrug.

»På nuværende tidspunkt tror jeg, at den eneste identitet, Scarlett Johansson ikke har forsøgt kulturelt at tilegne sig, er en person med integritet«, skriver Human Rights Campaign-skribent Charlotte Clymer.

Clymer bakkes op af podcast-vært Jon Lovett, der opsummerer anklagerne mod Allen og påpeger, at Johansson må lide af en arrogant overbevisning om, at hun er lidt af en menneskekender, hvis hun kan forkaste disse.

Venedig dag 2: Adam Driver og Scarlett Johansson leverer karrierens bedste præstationer i hjerteskærende Netflix-film

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold