Skuespiltalentet Olivia Joof: »Pludselig var der et sted, hvor jeg kunne bruge larmen i mit hoved til noget«

Skuespiltalentet Olivia Joof: »Pludselig var der et sted, hvor jeg kunne bruge larmen i mit hoved til noget«
Foto: Bibi Berge
Det 31-årige skuespiltalent Olivia Joof Lewerissa er lyspunktet i TV 2’s aktuelle krimi ’DNA’. Efter mange omveje har hun i skuespillet fundet det sted, hvor hun tør fejle og kan bruge sine støjende tanker til noget konstruktivt. Men selvom hun er nyuddannet, tager hun ikke mod hvad som helst – slet ikke roller som kvinder, der bare sidder derhjemme og ikke gider knalde. Derfor er hun også allerede begyndt at tage sagen i egen hånd.

Olivia Joof stod klar til at spille afgangsforestillingen på Scenekunstskolen, da hun fik et telefonopkald, der fik hende til at skrige af begejstring.

Hun var blevet castet til TV 2’s store krimisatsning ’DNA’.

»Der var gået halvanden måned, hvor jeg ikke fik svar. Det betyder normalt, at man ikke har fået rollen. Så da min agent ringede og fortalte mig, at jeg skulle spille Neel Skibsted, spurgte jeg bare, om det ikke var en helt vild ting? Han snakkede om det, som om det var helt normalt. Så startede optagelserne kort tid efter«.

Neel Skibsted træder ind i næste uges afsnit 2 af serien, der er skrevet af ’Forbrydelsen’-forfatter Torleif Hoppe. Hun er en ung landbetjent, der bliver en slags højrehånd for Anders W. Berthelsens Rolf Larsen, som kommer på sporet af uregelmæssigheder i DNA-registret, der måske kan give svar i en tragisk dobbelt forsvindingssag, som kostede Rolf dyrt både privat og professionelt fem år tidligere.

»Hun tumler lidt tilfældigt ind, fordi hun opdager en fejl i DNA-systemet. Hun stiller lidt for mange spørgsmål, men så er ét af de otte spørgsmål det helt rigtige«, siger Olivia Joof, da vi møder hende ugen inden premieren.

Den 31-årige skuespiller fik for to år siden sit tv-gennembrud som veninden Simone i den romantiske komedieserie ’Perfekte steder’ på TV 2 Zulu. Hun er således ikke helt uerfaren. Men alligevel er ’DNA’ noget andet. Her står hun dels over for nogle af dansk films mest rutinerede herrer – ud over Berthelsen også Nicolas Bro – dels den internationale stjerne Charlotte Rampling, der dukker op senere i fortællingen.

Olivia Joof og Anders W. Berthelsen i ‘DNA’ (Foto: Henrik Ohsten/TV 2) 

»Efter jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, har jeg egentlig haft det ret afslappet med de fleste ting. Men når man er i den her størrelsesorden, er det noget andet. Det når ud til mange flere mennesker, så der er mange flere, man skal gøre glade, eller som kan blive sure«, siger hun.

»Men jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville kunne komme til at lære rigtig meget, fordi jeg mærkede en åbenhed og tryghed. Det skal føles godt at sige ja«.

Nervøsiteten forsvandt

 Olivia Joof har altid fået at vide, at hun taler specielt, fordi hun – som hun siger – formulerer sig med sine sanser. Kriminaltermer og politirapportering var da også sværere at relatere sig til end venindesnak i ’Perfekte steder’. I det mindste var hun ikke alene om at snuble over replikkerne:

»Vi har haft de bedste grineflip på optagelserne. Når man står og skal sige ’Kragebakkegård’ og ’folkeregisteret’ og alle de her ord med alt for mange r-lyde efter hinanden, som kan kludre i munden. Pludselig er den der, og så står man og giver highfives og råber ’YES!’«.

Scenerne på engelsk var også intimiderende. Især fordi hun stod over for Rampling, der er kendt for sin iskolde udstråling i sine roller. Englænderen medvirker som den franske efterforsker Claire Bobain, der kommer på banen, da DNA-mysteriet eskalerer til EU-plan.

»Kunne det ikke lige have været på dansk, og så med Charlotte Rampling? Jeg følte, det var for mange nye ting, jeg skulle. Men så snart vi gik i gang, skete der noget. Min nervøsitet forsvandt. Måske var det bare, fordi Rampling var sådan helt kerneagtig. Der kom en ro«.

Olivia Joof har skullet »orde« rigtigt meget, som hun formulerer det. Man skulle måske tro, at skuespillerforældrene Hella Joof og Runi Lewerissa kunne hjælpe med et par gode råd på den front. Men hvad der virker for nogen, virker slet ikke for andre:

»Begge mine forældre er skuespillere, men på meget forskellige måder. Min far siger, at man skal læse manuskriptet 50 gange inden optagelserne«.

Mor Hellas velmenende råd leverer hun i en kærlig efterligning.

»Min mor er mere sådan: ’Ja, jeg lærer det jo udenad, mens jeg står på scenen’. Hun har også noget med bogstavrim. Men folks hjerner fungerer så forskelligt – man skal finde sin egen måde at gøre det på«.

Væk fra det perfekte

Sit ophav til trods har Olivia Joof haft en alternativ vej mod at blive skuespiller. En vej, hun er blevet spurgt til i flere interviews gennem årene, og som hun virker til at være lidt træt af at hænge fast i.

»Jeg vil gerne prøve at finde en ny måde at snakke om det på, for jeg lyder som en maskine, der er blevet programmeret«, siger hun høfligt og går med på præmissen.

»Jeg kommer fra det, jeg er vokset op med det. Min barndom lugtede af teater. Krydret, spidskommen, sved, lim, savsmuld. Sved. Dejlig meget sved. Kaffe og en enkelt smøg ud af et vindue«.

Efter gymnasiet blev Olivia Joof vært på DR-programmet ’Boogie’. Hun blev sommerferieafløser på P3 sammen med Huxi Bach, men da radioprogrammet ’Er vi der ikke snart?’ blev sendt i sommeren 2010, blev der oprettet en hadefuld Facebook-gruppe, der ønskede at få taget mikrofonen fra Olivia Joof, og der fulgte en voldsom mediehetz.

»Der var en kæmpe mediestorm, da jeg var 21 og arbejdede på P3. Det var en hård omgang, men jeg fandt heldigvis ud af, hvad jeg skulle bruge hele den oplevelse til. At lytte til min mavefornemmelse. Det tog lidt tid, men jeg ville ikke have været det foruden«, siger hun i dag.

Da sommeren var ovre, trak hun sig fra offentligheden. Efter at have forsøgt sig med andre kreative veje blev hun alligevel draget mod skuespillet, hvor hun kom ind på Scenekunstskolen i Aarhus i andet forsøg og i år blev færdiguddannet.

Olivia Joof som Neel Skibsted I TV 2s krimiserie ‘DNA’. (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)

Hvorfor blev det så alligevel skuespillet?
»Hvis jeg sidder sammen med et andet menneske, føler jeg virkelig, jeg ved meget om dem, bare ud fra hvordan de sidder, deres mimik. Jeg brugte rigtigt mange år på ikke at vide, hvad jeg skulle gøre med alle de informationer, jeg fik. Pludselig var der et sted, hvor jeg kunne bruge larmen i mit hoved til noget. Jeg havde prøvet at få det ud som kunst, jeg malede og søgte ind på Kunstakademiet, prøvede at lave musik. Det kunne jeg ikke.

Jeg har altid gerne villet være god til tingene, inden jeg viser det frem til folk. Med alt det andet blev jeg besat af at gøre det perfekt. Det kan jeg på en mærkelig måde smide over bord som skuespiller. Her har jeg haft et andet gåpåmod, fordi jeg godt turde fejle. Og det er hårdt at fejle, men jeg tør godt«.

Ser ikke sig selv som minoritet

Da de ringede fra ’DNA’, var mavefornemmelsen god. Det er den ikke altid. Selvom det måske kan være angstprovokerende at takke nej, når man stadig er et nyt navn, er der projekter, der tænder Olivia Joof helt af.

»Der har været nogle kvinderoller, hvor jeg har tænkt: ’Seriously? Hvad er der sket de sidste to-tre år?’. Kan vi finde på noget nyt, hvor der ikke er en kvinde, der sidder og er afhængig af en mand og ikke gider knalde? Måske noget hvor det var omvendt?

Jeg har også rimelig konsekvent sagt nej til at spille min hudfarve. Jeg har brug for at etablere mig selv som menneske, inden jeg etablerer mig som minoritet, for jeg ser ikke mig selv som minoritet. Jeg har ikke behov for at være åbenlyst politisk eller forkæmper. Det synes jeg allerede, jeg er, ved ikke at spille minoritet. Ikke gå med på den præmis.

Der var én, der reagerede kraftigt på mit navn i serien. Jeg hedder Neel Skibsted, og måske har jeg en brun far, måske har jeg en brun mor. Jeg synes, det var befriende, at vi ikke at behøvede at retfærdiggøre det«.

Olivia Joof (Fotograf: Bibi Berge)

Hvad skal man så gøre i stedet for?
»I stedet for bare at sige: ’Hvad fanden sker der for kvinderollerne, og hvorfor spørger I mig hele tiden, om jeg skal spille slave’, så er jeg gået i gang med at skrive det, jeg føler, jeg mangler.

En veninde og jeg skriver på en serie, men hvor det fremgår, at vi kvinder godt kan have regnet den ud«.

Olivia Joof har ladet sig inspirere af Phoebe Waller-Bridges ekstremt kritikerroste serie ’Fleabag’:

»Hun (karakteren Fleabag, red.) er ikke noget offer. Der er en fyr, der kommer til at stikke pikken op i røven på hende, men det er ikke på en måde, hvor hun synes, det er synd for hende. Det manuskript er helt sindssygt inspirerende«.

Hvem drømmer du om at arbejde sammen med?
»Rollen og manuskriptet og kemien med instruktøren betyder mest for mig. Alle de instruktører, jeg kunne nævne, har også lavet film, der har et lidt kedeligt syn på kvinder.

Jeg vil følge mit hjerte. Om det er en lillebitte film, en lillebitte instruktør eller et kæmpe hotshot, så kommer jeg til at følge den, min intuition. Og mit hjerte«.

Med mindre altså Phoebe Waller-Bridge ringer?
»Så siger jeg ja med det samme, og jeg behøver ikke læse manuskriptet. Men hun er fandeme også den eneste, haha!«

Læs også: Sofie Torp slår igennem i ‘Ser du månen, Daniel« – »det er vildt at spille en person, du kan blive venner med på Facebook« 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold