KOMMENTAR. Sjette sæson af ’Gift ved første blik’ ruller. Det ser lovende ud for enkelte af parrene, skyerne trækker sig mildest talt sammen over den gospel-glade Anders og Luna, der i den grad har oplevet lykken ankomme i flot jakkesæt for derefter kort tid efter at vende hende ryggen. I seneste afsnit kom gennembruddet, vendepunktet endelig, hvor vi hjemme i stuerne kunne mæske os i de medvirkendes tårer.
Tidens danske reality-tv lever af de medvirkendes tårer. Man forestiller sig næsten, hvordan der springer champagnepropper på produktionsselskabernes fremvisninger, hver gang der er gråd, snot og lommetørklæder i de hjembragte optagelser. Tårerne kan nu blæses op, eventuelt undergå slowmotion og klippes ud som bait til alle tv-reklamerne. Tårerne er det pay-off, vi bliver stillet i udsigt gang på gang. Det være sig både i modkulturelle DR3-dokumentarer, salonfæhige boligprogrammer, voksne DR-dokuer og ’eksperimenter’ som ’Gift ved første blik’ og naturligvis lændetatoveret reality a la ‘Paradise Hotel’.
Tårer er en af menneskenes sande råvarer. Tårer kan overmande os på overraskende tidspunkter, for nogle sker det ved at se spekulative Disney-remakes eller ’Borte med blæsten’, for andre af os er det, når vi genser ’Return of the Jedi’ eller ’School of Rock’ med Jack Black. Under alle omstændigheder er tårer noget smukt. De er ægte, næsten per definition, kommer fra et sted inden i os, vi normalt ikke viser frem.
Tårer kan være modige, tårer kan være et vendepunkt: Vi husker sikkert alle episoder, hvor vi har grædt i hel eller delvis offentlighed, og hvor meget af os selv det egentlig blotter. Prøv så at gange det op med, hvordan det må være at græde foran rullende kameraer. Som Luna sagde i ’Gift…’: »Jeg hader at græde foran andre. Det tror I ikke på, vel?«
Tårer er den højeste valuta
TV3 har altid været – og er – værst af de dansksprogede. Den totale kommercielle friheds inkarnation, på konstant jagt efter en ny bund i sendefladen, den kan fore med reklamer og sponsorater.
Men det virker, som om de øvrige stationer jagter det samme publikum med seer-sulten iver. Også statsradiofoniens fyrtårn DR1 arbejder hårdt på at gøre almindelige menneskers tårer til et tarveligt money shot, som skal appellere til seernes laveste voyeuristiske instinkter.
Kom og kig, kom og kig. Der er nye fisk i nettet.
At det virker, kan man blot forvisse sig om ved at konstatere, hvordan ’Luksusfælden’ nu går ind i 11. sæson, hvordan ’Mit plastikmareridt’ er på vej ind i 8. sæson. I det mere midaldrende DR1-program ’I hus til halsen’ (syv sæsoner) virker det næsten, som om de huserende ’eksperter’ er instrueret i at gå hidsigt efter tårekanalerne hos de medvirkende, når de konfronterer dem med deres fejlslagne boligkøb. Jeg nåede mindre end 10 sekunder af DR3’s ’Jada – lillebitte kæmpestor’, før tårerne flød.
Tårerne er blevet den højeste valuta. Tv-selskaberne kvitterer efter alt at dømme gerne med en renoveret økonomi, et par nye bryster, hjælp til et nyt hus eller en bedre sundhed – så længe der drypper tårer ned på bordpladen.
Hvor er modreaktionen?
En DR-medarbejder vil sikkert indvende, at der stadig findes tør sendeflade. Endnu har Flemming Møldrup fra ’Kender du typen’ ikke brudt sammen i tårer over Mads Steffensens konstante voksenmobning. Anne Glads fastmonterede væg-til-væg smil er givetvis en af grundene til, at dette show ikke oplever udskiftninger længere på ekspert-fronten. At latterbrølene står i lange køer i aftenunderholdningen som ’Klipfiskerne’ og ’Hvem var det nu vi var’. Men latteren og smilene i de programmer er tom og professionel fra Niels Olsens og Anne Glads side, ikke dyrekøbt som Majas tårer, når hun i stigende grad grunder over, hvorfor i alverden hun er blevet smedet sammen med en fyr som Frederik.
Og jeg forstår det jo godt. Ser skidtet selv. Vi sulter efter noget ægte, noget virkeligt, ægte emotion og følelser. I en tidsalder, hvor vi bruger skærme og digitale fællesskaber så meget, er det appellerende at se andre mennesker, også når facaden ikke kan bære. Tårer er drama, konflikt, alt det vi craver, når vi rækker ud efter fjernbetjeningen.
Alligevel undrer jeg mig over, at ikke flere føler sig udnyttet. At der ikke kommer en modreaktion. At kvalmen ikke melder sig hos flere. At der ikke er en modig producer, der tænker, måske er folk ved at få… nok? Så pretty please, DR (og TV2, I skal ikke sidde og se hellige ud): Hold nu lidt igen, inden vi får TV3-tilstande overalt…
Det er lige til at vande høns over.
Læs også: DR3’s Jada-dokumentar fik mig til at tænke over, hvordan kunstnere bliver behandlet af publikum