Transkønnede skuespillere sælger ikke til cispublikummer. Det er ikke til at finde nogen, der kan bære en kommerciel rolle, hvorfor nødvendigheden af at caste cis-stjerner i transkønnede roller trumfer incitamentet til at give et nyt navn en fod i døren.
For folkens (lød den autoritære, heteroseksuelle klummeskribentstemme med et støvet arsenal af irrelevante referencer til antikkens teater): Det er jo skuespil, ergo helt ligegyldigt, hvilket køn der spiller hvad, så længe budskabet kommer ud.
Hollywood-budskabet værende igennem rundt regnet et århundrede: Transkønnede historier er vigtige på det store lærred. Transkønnede skuespillere not so much, så længe Eddie Redmayne, Jared Leto, Hillary Swank etc. har luft i kalenderne.
Damn straight – men ikke meget længere, for nu rusker en ny generation af transkønnede stjerneskud langt om længe op i status quo på en streamingtjeneste nær dig med ’Euphoria’s Hunter Schafer og ’Pose’s Angelica Ross som de helt store gennembrud anno 2019 – og danske May Simon Lifschitz på spring i Netflix-kulissen.
Amazon-serien ’Transparent’ og Netflix’ ’Orange Is the New Black’ åbnede ballet for bred kommerciel eksponering af transkønnede skuespillere tilbage i 2013, og siden har vidt forskellige tv-titler som ’Shameless’, DR3’s ’Yes No Maybe’, ’Sense8’, ’Designated Survivor’, ’Supergirl’, webserien ’Her Story’ og ’American Horror Story’ fulgt trop og placeret transkønnede i både LGBTQ- og cisroller i en myriade af fortællinger, der rækker langt ud over Hollywood-dramaets standardsidestilling af trans og tragedie.
Af samme grund var der også anderledes bred opbakning til fordømmelsen, da Scarlett Johansson sidste sommer blev castet som transmand i gangsterfilmen ’Rub & Tug’ i hvad der for mange synede af et endnu et klassisk Hollywood-move for at tækkes heteroseksuelle publikummer. Om end polemikken – og Johanssons exit fra filmprojektet oven på kritikken – også affødte diverse hovedrystende reaktioner fra dem (jævnfør førnævnte autoritære, heteroseksuelle klummeskribentstemme), der, også herhjemme, begræd »afviklingen af selve skuespillerhvervet« i den politiske korrektheds navn.
Alle, der vil have genopfrisket dén sag (såvel som min uddybende holdning til, hvorfor dommedagsudbruddet var håbløst reaktionært) kan læse med her, men centralt for forståelsen for, hvorfor 2018/19 har markeret den hidtil største sejr for inkluderingen af transkønnede skuespillere i mainstreamkulturen, er cementeringen af den monumentale betydning, Ryan Murphys ’Pose’ har på både branchen såvel som seernes blik på transroller.
Serieskaberen Murphy har alle dage haft skarpt fokus på ligestilling, køns- og racerepræsentation både foran og bag kameraet på sine produktioner (heriblandt også ’Glee’, ’American Horror Story’, ’American Crime Story’ og ’Feud’), men med ’Pose’s indtil videre to sæsoner (der kan ses på HBO Nordic) bryder han kontinuerligt ny grund i skildringen af LGBTQ-miljøet i New York i 80’er- og 90’erne. Anført af fem farvede transkvinder og en række sorte homoseksuelle mænd, hvis kærligheds- og sexliv er akkurat så romantisk, forvirrende, sjovt, akavet – og ikke mindst frigørende grafisk – som de skildringer af cispars intime relationer, vi vanligt ser andetsteds. Og med en transkvinde i instruktørstolen i form af Janet Mock, der i sommer skrev en lukrativ millionkontrakt med Netflix.
Intet andet fiktionsshow (uden for webseriesfæren) har i skrivende stund kultiveret et sprog omkring transkønnede kvinders hverdag eller gjort op med stereotype LGBTQ-skæbnefortællinger som ’Pose’, og castets succes er med til at vejen for en længere række lovende nye ansigter.
Her er stjerneskuddene, du skal holde øje med:
Hunter Schafer
Den Drake-producerede, stærkt omdiskuterede ungdomsserie ’Euphoria’s stærkeste kort var ikke hovedrolleindehaver Zendaya (selvom hun var fremragende i rollen som stofafhængige Rue), men derimod 20-årige Hunter Schafer, der brændte igennem som veninden Jules.
Jules’ grænsesøgende udforskning af sin seksualitet i mødet med en række ældre, overvejende ’heteroseksuelle daddys’ var både bekymrende og kontroversiel, og tv-debutanten Schafer formidlede karakterens mystik, ensomhed og blåøjede teenagenaivitet med en fuldstændig troværdig indlevelse og sårbar karisma, der gjorde det umuligt at tage øjnene fra hende.
Skuespilleren er ikke uvant med at stå i spotlyset – som en række af sine kolleger arbejder hun således også som model og har gået catwalkshows for blandt andre Marc Jacobs og Rick Owens og optrådt i kampagner for Kenzo og Versace. Næste projekt? ’Euphoria’ sæson 2, der angiveligt lander på HBO Nordic til næste år.
Angelica Ross
Temperamentsfulde Candy er karakteren, man elsker at hade (men mest elsker) i ’Pose’, og Angelica Ross spinder lige dele komedieguld og tristesse i rollen, der fik særligt stor betydning for alle de omkringstående karakterer i anden sæson.
Før ’Pose’ havde den 38-årige skuespiller – der veksler sømløst mellem melankoli og spruttende stjernekasterdiva – spillet med i serierne ’Transparent’, ’Her Story’ og ’Doubt’, men hun har også en længere karriere som selvlært webdesigner i bagagen, og i 2014 lancerede hun TransTech Social Enterprises, et non-profit designfirma, der oplærer og formidler arbejde til transpersoner såvel som et professionelt netværk.
Senere i år er Ross tilbage på den lille skærm i niende sæson af Ryan Murphys gyserserie ’American Horror Story: 1984’, hvori hun har en hovedrolle som en ud af en flok meget uheldige campister, der terroriseres af en maskeret morder, ’Friday the 13th’-style.
May Simón Lifschitz
Dansk-argentinske May debuterede på mainstreamscenen i DR3-serien ’Yes No Maybe’ sidste år, hvori hun spillede en transkønnet kvinde, der vækker den straight hovedperson Mads’ interesse i en hotelbar. Og Mays dragende udstråling kombineret med en genert, hemmelighedsfuld følsomhed gjorde indtryk i en grad, så man så absolut under hende det gennembrud, hun i skrivende stund står på tærsklen til.
Tidligere har May medvirket i familiefilmen ’Vildheks’, kortfilmene ‘Sorte måne’ og ‘Veninde i vandet’ såvel som dramaet ’Christian IV’ og har som model optrådt på magasinforsider for blandt andre Eurowoman og hedengangne Cover. Men til næste år er hun klar til at følge i landmændene Nikolaj Coster-Waldau og Sidste Babett Knudsens fodspor i en stor udenlandsk serieproduktion i form af den amerikanske Netflix-fantasy-fortælling ’Warrior Nun’ (premiere i 2020).
Oplev May fortælle om op- og nedture i branchen til Soundvenues endagsfestival INPUT den 28. september i Pumpehuset, hvor hun sammen med instruktør Rikke Koldning og manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen skinner lys over LGBTQ-repræsentation i det danske serieland. Læs mere her.
Chella Man
Det mest ubeskrevne skuespillerblad på listen er den asiatisk-jødiske, døve transmand, kunstner, TED-talker og LGBTQ-aktivist Chella Man, der endnu ikke et kendt navn i serieland. Men det bliver han – og det lige om lidt.
Som den første transmand nogensinde er 19-årige Chella Man sålunde blevet castet i en superhelterolle i DC-serien ’Titans’s anden sæson, der lander dette efterår. Og hvis hans skærmtække på tv er lige så brandcharmerende som hans yderst succesfulde Youtube-kanal, er et nyt serieikon født.
Elliott Fletcher
Skuespiller og musiker Elliott Fletcher var bare 19 år, da han i 2017 landede på magasinet Forbes’ årlige ’30 Under 30’-liste over unge, indflydelsesrige trendsættere i USA, og han er en ud af en voksende gruppe af succesfulde transmænd i Hollywood, der – i højere grad end transkvinder, vel at mærke – castes i cisroller.
Fletcher brød igennem i MTV-serien ’Faking It’, og landede efterfølgende større roller i serierne ’Shameless og ’The Fosters’, hvor hans naturlige nærvær og følsomme James Dean-vibes vandt ham en stadigt større fanskare på sociale medier. Senest har han spillet med i thrillerserien ’Tell Me Your Secrets’, og som han for nylig fortalte i et interview med Mel Magazine, drømmer han om at følge i kollegerne Chella Man og transkvinde Nicole Maines (’Supergirl’) fodspor i superheltegenren.
Laverne Cox
Emmy-nominerede Laverne Cox er en forgangskvinde for LGBTQ-repræsentation i branchen, og foruden ’Orange Is the New Black’, der gjorde hende til en mainstreamstjerne, har hun medvirket i et hav af serier og film – fra ’The Mindy Project’ til ’Curb Your Enthusiasm’.
Cox er en noget nær ikoniseret trailblazer, men hun er også en stærk skuespiller, der i ‘OITNB’ balancerede sort komik med en dyb melankoli, der altid hintede til et uafsøgt følelsesliv under overfladen.
I år har man kunnet opleve hende i ‘A Black Lady Sketch Show’, ‘Dear White People’ og animationsperlen ‘Tuca & Bertie’, og så er hun i fuld gang med filmoptagelserne til først ‘A Promising Young Woman’ med Carey Mulligan og hernæst ‘Dear White People’-instruktøren Justin Simiens racegyser ‘Bad Hair’.
Indya Moore
‘Pose’-darling og model Indya Moore har et ansigt, der tryllebinder seeren, når hun lyser skærmen op. Og en charme, der ubesværet slår over i knuget drama og indebrændt frustration, når deres karakter Angels karriereambitioner løber panden mod muren i en tidlig 90’er-tid, hvor transkønnede stjerner i glittede reklamekampagner endnu fik det borgerlige USA til at få morgenkaffen galt i halsen.
Moore er både transkønnet og nonbinær og bruger dermed pronomenerne de/dem/deres, og deres præstation i ‘Pose’ har allerede landet dem roller i en række filmprojekter – heriblandt ‘Insecure’-instruktøren Melina Matsoukas imødesete drama ‘Queen and Slim’ med Daniel Kaluya, Chloë Sevigne og Bokeem Woodbine (‘Fargo’), hvori et ungt sort pars første date tager en ubehagelig drejning, da de stoppes af en hvid betjent.
Forvent at se meget mere til Indya Moore i de kommende år, hvor de akkurat som sit alter ego Angel gør op med stereotype kønsidealer i den kommercielle skønhedsindustri og underepræsentationen af latinoskuespillere i Hollywood.
Læs også: Soundvenue lancerer endagsfestivalen INPUT med fokus på kulturens næste bølge