Venedig dag 5: Brillante Gary Oldman og Antonio Banderas tager tykt pis på Panama Papers i stjerneinstruktørs Netflix-satire

Venedig dag 5: Brillante Gary Oldman og Antonio Banderas tager tykt pis på Panama Papers i stjerneinstruktørs Netflix-satire
Gary Oldman og Antonio Banderas i 'The Laundromat'.
Auteur-instruktørerne Steven Soderbergh og Olivier Assayas langede begge ud efter den amerikanske regering med hver deres stjernespækkede film på femtedagen under Venedig Film Festival. Netflix-filmen ’The Laundromat’ bruger satiren som sit våben, mens ’Wasp Network’ er et råt og suspensefyldt spiondrama.

1. Steven Soderberghs mest stjernebesatte film længe er glimrende selskab

Der bliver klappet højt, hver gang Netflix-logoet bliver projekteret op på lærredet under Venedig Film Festival. Og her på femtedagen er den eneste film, der for alvor har gjort et stort indtryk på mig – Noah Baumbachs skilsmissedrama ’Marriage Story’ – da også fra streamingtjenestens hånd.

Streaminggigantens anden film i årets hovedkonkurrence, ’The Laundromat’, er en ganske underholdende sag om Panama Papers, om end den virker som lidt af en bagatel sammenlignet med Baumbachs mesterstykke.

Filmen er instruktør Steven Soderberghs anden film for Netflix i år efter ’High Flying Bird’, der gav os et medrivende kig bag kulisserne i amerikansk basketball, og de pengemænd, der udnytter sporten for at fore egne lommer.

’The Laundromat’ ligger i naturlig forlængelse heraf med sit veloplagte satiriske blik på Panama Papers og de komplekse dynamikker bag de mange skattely, som blev afsløret i 2016, uden dog at gå specielt dybt ned i sagen. Og så er det Soderberghs mest stjernebesatte film i lang tid med blandt andre Meryl Streep, Gary Oldman og Antonio Banderas på rollelisten, hvor særligt de to sidstnævnte brillerer som advokaterne Jürgen Mossack og Ramón Fonseca.

Filmen starter i et forhistorisk landskab, hvor en gruppe hulemænd får uventet besøg af det umage advokater-makkerpar, som går rundt i glimmerjakkesæt med en martini i hånden og mansplainer, hvordan økonomien har udviklet sig fra simple byttetransaktioner til de indviklede skattely, makkerparret lever af.

Mossack og Fonseca, der var direktører i selskabet af samme navn, som stod bag skattelyene afsløret i Panama Papers, er filmens omdrejningspunkt. I rendyrket Adam McKay-stil taler de direkte til kameraet, når de frasiger sig al ansvar for deres klienters handlinger. De er blot mellemmænd, som har øjnet en god forretningsmulighed – og hvad er der egentlig galt i det?

I en anden plotlinje følger vi Meryl Streeps karakter Ellen Martin, der bliver enke efter en tragisk bådulykke, og klart besvarer ovenstående spørgsmål: Da hun skal opkræve forsikringspengene, erfarer hun, at bådselskabet er blevet snydt af deres forsikringsselskab – i virkeligheden en række shell companies, der kun eksisterer på papiret – og derfor ikke kan udbetale hende erstatning.

Meryl Streep i ‘The Laundromat’.

Ellen Martins historie bliver en kamp mod det korrupte system, som vi stifter bekendtskab med, når vi dropper ind hos Mossack og Fonseca i en række morsomme sekvenser. Oldman, der har fundet sin bedste Werner Herzog-agtige tyske accent frem, og Banderas, der er glattere end en ål, er filmens klare højdepunkter. I lange indstillinger pingponger de frem og tilbage i skarpe, vittige dialoger, mens de bevæger sig, som var de to identiske tvillinger. Det er næsten lidt for smart.

Soderbergh brænder igennem med en skarp kritik af det amerikanske hjemland – der ifølge filmen opfandt begrebet skattely i staten Delaware – og tidens politikere, der nægter at lappe hullerne i lovgivningen, som giver rigmænd nærmest frit skattelejde, fordi politikerne selv er afhængige af selv samme milliardærers økonomiske støtte.

Men selvom filmen er både underholdende og højaktuel, havde jeg gerne set, at instruktøren forenede de mange morsomme, men lidt harmløse vignetter til en skarpere og mere ambitiøs samfundskritik, som man så det i den beslægtede ’The Big Short’. Det bundsolide håndværk og de herlige karakterer kan man dog ikke tage noget fra – det er glimrende selskab fra start til slut.

Gael García Benal og Penélope Cruz i ‘Wasp Network’.

2. Spansktalende stjerneparade i cubansk spionfilm

Olivier Assayas er mest kendt for sine fransksprogede snakkefilm, men den franske instruktør er også en mester, når det kommer til at skabe suspense. Det har han bevist i periodefilmen ’Carlos’, hans fem en halv time lange portræt af Carlos the Jackal, og nu kommer det også glimtvis til udtryk i ’Wasp Network’.

Filmen er en kompleks skildring af det cubanske spionnetværk i Miami, som den har fået sin titel efter. Wasp Network bestod af fem cubanere, der blev sendt til den amerikanske kystby af Fidel Castro for at spionere på militante anti-cubanske organisationer, som planlagde terrorangreb på det cubanske styre, mens den amerikanske regering så til uden at gribe ind.

’Wasp Network’ begynder i starten af 90’erne, hvor René Gonzalez (Édgar Ramirez) flygter fra Cuba til USA og efterlader sin intetanende kone Olga (Penélope Cruz) og deres seksårige datter tilbage i hjemlandet. Han får snart følge af en stribe cubanske officerer – spillet af blandt andre Gael García Benal og Wagner Moura – der alle hævder, at de var trætte af det kommunistiske styre i Cuba, og ville forfølge den amerikanske drøm.

Langsomt infiltrerer de den Castro-fjendske organisation Cuban American National Foundation, der kæmper for at vælte det kommunistiske styre. Men som publikum bliver vi hele tiden holdt hen, så vi ikke ved, at det er det, der foregår. Et udmærket greb, der sætter os i Olgas sted, da hun flere år efter sin mands desertion erfarer, at han faktisk kæmper for fædrelandet.

Assayas slører linjerne mellem de gode og de onde, så vi hele tiden er med de cubanske spioner, som vi først tror elsker USA. Det gør det så meget desto stærkere, når vi bliver konfronteret med deres egentlige motivationer og dermed tvinges til at tage stilling til, hvem vi holder med på ny.

Filmen er til den lange side og træder tit vande, men den går virkelig i dybden med det komplekse forhold mellem USA og Cuba og sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvad der giver USA retten til at spionere på alle og enhver, mens et land som Cuba bliver fordømt, når de sender spioner til USA for at afværge terrorangreb.

Assayas skildrer spionarbejdet med stort filmisk overskud og uden nogen form for sensationalisme. Det indebærer blandt andet en neglebidende flysekvens, hvor jetjagermotorerne brøler, mens en kamp om liv og død udspiller sig i luften, og en veleksekveret scene, hvor vi følger en terrorist på nærmeste hold, mens han planter bomber på en stribe hoteller i Havanna – hele tiden et mulehår fra at blive fanget.

’Wasp Network’ er først og fremmest et realistisk portræt, der går tæt på de ofre, de cubanske spioner må yde for at beskytte deres land. De er ikke helte, men almindelige mennesker – fra den kærlige ægtemand til den selviske mandschauvinist – der er drevet af en udefinerbar moralsk pligt over for deres nation.

Forholdene virker ikke altid lige troværdige eller udfoldede, mens man også godt kunne have ønsket, at Assayas tog en lidt mere i hånden og forklarede de komplekse historiske begivenheder, som han ofte præsenterer uden den store kontekst, hvilket ikke altid fungerer dramatisk. ‘Wasp Network’ er ikke desto mindre en seværdig film, om ikke andet så for den stærke, følelsesladede præstation fra Cruz.

Læs også: Vores umiddelbare reaktion på ‘Joker’ med Joaquin Phoenix efter verdenspremieren i Venedig

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold