Venedig dag 6: Timothée Chalamet svigtes i kongelig Netflix-storfilm

Venedig dag 6: Timothée Chalamet svigtes i kongelig Netflix-storfilm
Timothée Chalamet i 'The King'.
Timothée Chalamet har ikke meget at gøre godt med i Netflix’ Shakespeare-filmatisering ‘The King’. Til gengæld kom der gang i hovedkonkurrencen i Venedig med Pablo Larraíns chilenske mindfuck ‘Ema’ med et tryllebindende gennembrudstalent i front. 

1. Ørkenvandring

Der er høje forventninger, hver gang Timothée Chalamet medvirker i en ny film. Han nyder en status, som er de færreste andre skuespillerspirer forundt, og nogle går endda så vidt som at sammenligne ham med en ung Leonardo DiCaprio.

Chalamet følger da også på mange måder samme karriereretning som DiCaprio med tilsyneladende velovervejede roller i kommende auteurfilm som Denis Villeneuves stærkt imødesete ‘Dune’-filmatisering, Greta Gerwigs ‘Little Women’ og Woody Allens ‘A Rainy Day in New York’ (sidstnævnte ærgrer han sig alligevel nok en del over – han har i hvert fald doneret alle sine indtægter til TimesUp.)

Men hans nye rolle i Netflix-middelalderdramaet ‘The King’, der blev vist uden for konkurrence i Venedig, har svigtet den unge skuespiller.

Her går Chalamet engelske stjerner som Laurence Olivier, Kenneth Branagh og Tom Hiddleston i bedene i rollen som Henry V – baseret på forlæg af ingen ringere end Shakespeare. Det er en episk rolle af den slags, som enhver skuespiller med respekt for sig selv sukker efter, men instruktør David Michôds Netflix-nyfortolkning er ikke mere end et desperat forsøg på at lukrere på middelalderfascinationen post ‘Game of Thrones’.

Robert Pattinson i ‘The King’.

Vi møder prins Henry langt væk fra farens slot, hvor han konstant ligger med tømmermænd, så hans væbner Fallstaff (Joel Edgerton) må hive ham ud af sengen hver dag. Vi får smidt en luns om et dårligt faderforhold, men ellers uddybes det indre mørke aldrig.

Da hans far, Henry IV – en skammeligt ubrugt Ben Mendelsohn – går bort efter at have nedgjort Henry en sidste gang, forvandler den rebelske prins sig nærmest øjeblikkeligt til en heltefigur og indtager tronen for at redde et splittet England, som trues af en magtgerrig fransk konge. Det var ellers nøjagtig det liv, han havde forsvoret.

Det lyder måske som udgangspunktet for en episk periodefilm, men ‘The King’ udspiller sig nærmere som en lang ørkenvandring. Man skal halvanden time ind i filmen, før den første og eneste kampscene indfinder sig og hurtigt fortaber sig i et rodet antiklimaks, der virker som en dårlig udgave af ‘Battle of the Bastards’.

Det havde måske ikke været det store problem, hvis tiden op til havde givet os et ordentligt indblik i den unge regents overgang fra dvask teenager til heltemodige konge, der langsomt, men sikkert lader sig korrumpere af magten. Men eksekveringen er så ringe, at vi aldrig for alvor kommer ind på livet af Henry V og de magtspil, der foregår omkring ham.

Timothée Chalamet har ikke meget andet at gøre godt med end et smart grydehår, som åbenbart var obligatorisk for royale i 1400-tallet. Ellers får han lov at stirre intenst ind i kameraet, mens han udsiger de tunge replikker fyldt med »thou«, »thee« og »thy«.

Filmens eneste tilnærmelsesvis interessante karakter er den betroede rådgiver Fallstaff, der viser sin snilde i én enkelt scene, men ellers også mest får lov til at brumme ugideligt i et hjørne. Og Robert Pattinson bryder sin imponerende række af slagkraftige roller med en bizar comic relief-præstation som fransk prins med lange lyse lokker og en håbløs accent. Det er virkelig spild af potentiale.

2. Manden bag ‘Jackie’ er tilbage med tryllebindende puslespil

Pablo Larraíns opfølger til den fremragende biopic ‘Jackie’ satte til gengæld fut i festivalens hovedkonkurrence. Hvor en lang række af årets film lader til at være blevet valgt på baggrund af deres tematiske relevans frem for deres kunstneriske kvalitet, er ‘Ema’ et kompromisløst arthouse-mindfuck.

Ligesom ‘Jackie’ er ‘Ema’ et studie af den enigmatiske titelkarakter, spillet af gennembrudstalentet Mariana Di Girolamo, der kæmper sig gennem konsekvenserne af en adoption, som vi hurtigt finder ud af, er kørt af sporet, så Ema og hendes mand Gaston (Gael Garcia Benal) har set sig nødsaget til at give drengen Polo tilbage til adoptionsbureauet.

Hvorfor står ikke helt klart: Gaston bebrejder udelukkende Ema, mens hun synes at antyde, at de begge deler ansvaret. Lige så langsomt nedbryder afsavnet deres forhold, mens vi gradvist finder ud af, hvad der skete med den unge dreng.

Larraín er en mageløs billedmager, hvilket allerede står klart fra første sekund, hvor vi ser Ema sætte fut i et lyskryds med en flammekaster – hendes uortodokse måde at slappe af på i de sene nattetimer. Senere følger vi hende, når hun øver tryllebindende koreografier af Gaston sammen med sin dansetrup, mens parrets forhold går op i spåner.

Di Girolamo er allerede blevet rost til skyerne for sin gennembrudspræstation i filmen. Hun er fængslende som en dreven kvinde, der er i et med sin krop og lever en yderst frigjort tilværelse fuld af dans og sex. ‘Ema’ er en af de mest sensuelle film længe, når hovedkarakteren bruger sin krop til at nå det mål, som man som publikum har svært ved at ane, før den absurde slutning indtræffer med toner af Lanthimos, når han er bedst.

’Ema’ er et gennemført puslespil, der i Larraíns hænder altid holder én ved ilden, selvom alle brikkerne ikke samler sig lige fint, og man til tider får en fornemmelse af, at der ikke gemmer sig det helt store under den herligt polerede overflade. Men det er nu dejligt at se en film, som virkelig tør tage chancer og dyrke formen. Lur mig, om den ikke høster en pris, når årets konkurrence skal gøres op.

Læs også: Venedig dag 5 – Brillante Gary Oldman og Antonio Banderas tager tykt pis på Panama Papers i stjerneinstruktørs Netflix-satire

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold