Venedig dag 8: Dyresexscene i mastodontisk krigsfilm får folk til at udvandre i hobetal

Venedig dag 8: Dyresexscene i mastodontisk krigsfilm får folk til at udvandre i hobetal
Eliza Scanlen i 'Babyteeth'.
Det tjekkiske lidelsesmaraton ‘The Painted Bird’ deler vandene i Venedig, hvor flere hylder filmen som et mesterværk, mens hundredvis udvandrede fra salen. I den helt anden boldgade ligger Shannon Murphys charmerende coming of age-film ‘Babyteeth’ med ‘Sharp Objects’-talent i front.

1. Australsk debutfilm med ‘Sharp Objects’-talent i front emmer af talent

I den australske debutant Shannon Murphys charmerende, men ujævne coming-of-age-film ‘Babyteeth’ spiller gennembrudstalentet Eliza Scanlen fra ‘Sharp Objects’ rollen som 16-årige Milla, der lider af en uspecificeret cancer, som hun har haft længe.

Hendes forældre, psykiateren Henry (Ben Mendelsohn) og den tidligt pensionerede koncertpianist Anna (Essie Davis fra ‘The Babadook’), er ved at gå i spåner – sat på spidsen ved, at Henry har indvilliget i selv at behandle sin kone, som han forsøger at kurere ved at udskrive recepter i hobetal, så hun kan bedøve sin smerte.

Her ligger ‘Babyteeth’ an til at være en ny ‘The Fault in Our Stars’, men filmen forfalder heldigvis aldrig til den udelukkende patosdrevne dyrkelse af kræft, som man så det i Hollywood-filmen. Det skyldes særligt, at Toby Wallaces uregerlige small time drug dealer Moses tilføjes til ligningen. Milla falder pladsk for den 23-årige rebel, der er som moduleret over Shia LaBeoufs rolle i ‘American Honey’, og det er deres forhold, som er filmens pulserende hjerte.

‘Babyteeth’ emmer af talent, med smukke billeder og masser af gode idéer, der undervejs bliver til en række oprigtige øjeblikke, balancerende mellem komik og tragedie, i skildringen af det lille firkløvers forsøg på at forberede sig på farvel og samtidig finde en mening med tilværelsen op til.

Scanlen leverer en stærk præstation som en teenager, der endnu mangler at stifte bekendtskab med mange formative oplevelser, men har tiden imod sig. Ben Mendelsohn, der er vendt tilbage til sit hjemland for første gang i adskillige år, og Essie Davis stjæler dog showet som det umage forældrepar, der går mod alle forældre-paragraffer, når de inviterer Moses ind i deres hjem på datterens ønske – også efter han har forsøgt at røve familien.

Manuskriptet svigter hist og her med nogle fortænkte scenarier, mens man får en fornemmelse af, at Murphy har været i konflikt med sig selv om, hvilken historie hun egentlig vil fortælle, når filmen roder rundt mellem lidt for mange forskellige idéer. Til sidst presser hun en anelse for hårdt på med den klichéfulde tåreperser, filmen ellers har modarbejdet langt hen ad vejen. Det er ikke desto mindre en stærk debut.

‘The Painted Bird’.

2. En film, man aldrig glemmer

På afstand lignede Václav Marhouls ‘The Painted Bird’ det fuldbyrdede mesterværk, alle gik og sukkede efter under årets noget ujævne filmfestival i Venedig.

Det er en ambitiøs filmatisering af Jerzy Kosinskis Anden Verdenskrigstragedie af samme navn – skudt i symbolsk sort-hvid (det gode mod det onde) på gudesmuk 35mm, der bringer mindelser om både Tarkovskij og Anden Verdenskrigshovedværket ‘Gå og Se’, og med en spilletid på knap tre timer ogsamtnærmest ingen dialog. Marhoul har uden tvivl selvtilliden på plads, og en stribe lovprisende internationale anmeldere bekræfter, at han har noget at have det i. Jeg har dog personligt ikke meget godt at sige om filmen, der er et langt misery porn-maraton, som fik hundredvis af publikummer til at udvandre.

‘The Painted Bird’ er måske den mest brutale skildring af Østeuropa under krigen nogensinde – og så endda uden at gå dybt ind i Holocausten eller ghettoerne, som man ofte ser på film. I stedet viser Marhoul os i de mest grafiske detaljer, hvordan befolkningen på landet bukkede under for sin mest bestialske, latente ondskab og vendte sig mod sine medmennesker under krigen. Nøjagtig ligesom en fugleflok gør det, når man sætter en fugl med malede vinger tilbage i luften og flokken straks river deres tidligere fælle i stykker, som vi ser det i filmen.

Holdepunktet i ‘The Painted Bird’ er en navnløs jødisk dreng, der bor hos sin bedstemor, efter forældrene er blevet deporteret til koncentrationslejren. I de første minutter er der fred og ro på den gamle kvindes afsidesliggende gård, men da hun dør, og drengen ved et uheld får futtet hjemmet af, starter en ulideligt lang lidelseshistorie, der strækker sig over mange måneder.

Undervejs møder drengen alverdens ondsindede mennesker: En jaloux bondemand, spillet af Udo Keir, river øjnene ud på sin rival med en gaffel, fordi han mener at have taget ham i at kigge på hans kone. Så er barren sat. Derfra er filmen en direkte port ind i helvede, når vi gennem drengens øjne ser, hvordan en landsby piner den lokale nymfoman ved at tvinge en glasflaske op i hendes skridt, hvorefter de smadrer den i tusinde stykker inde i hende.

Når drengen endelig møder folk, der tilbyder ham en udstrakt hånd, viser de sig næsten altid at være onde: Der er kvinden, som forsøger at udnytte ham seksuelt, men hurtigt erfarer, at hendes geder er bedre til at tilfredsstille hendes behov end den endnu ikke kønsmodne dreng. Det var, da denne kvinde kiggede drengen i øjnene og grinede hånligt, mens hun lod geden tage sig forfra, at publikum begyndte at styrte mod exit-skiltene i så høj fart, at det udviklede sig til tumult i biografmørket, og en fuldkommen febrilsk mand pludselig lå og sprællede på parketgulvet efter et fald.

De eneste lyspunkter i den kulsorte film er henholdsvis en dubbet Harvey Keitel, der spiller en dødsenssyg, godhjertet præst, som dog uheldigvis overlader drengen i en pædofils varetægt, og Stellan Skarsgård, der spiller en tysk soldat, som lader jødedrengen undslippe en henrettelse. Det viser sig, at det nok havde været mere barmhjertigt at skyde ham.

Marhoul præsenterer mod slutningen et spinkelt håb, som dog føles grebet ud af luften efter samfulde 169 minutter af instruktørens sortsynede blik på menneskeheden. ‘The Painted Bird’ er kompromisløst værk, som man nok aldrig glemmer, og det er uden tvivl en bedrift af kaliber. Men samtidig er filmen så blottet for bare en spinkel skygge af medmenneskelighed, at det tit føles, som om den er ond, bare fordi den kan.

Læs også: Venedig dag 7  Nordisk komediemester hylder livets små mirakler

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold