‘3 kvinder’: Iransk instruktør trodser igen arbejdsforbud med film om kvindes selvmord
Iran har en rig filmkultur, men også tradition for at tryne sine bedste talenter. Og det vakte stor furore, da den internationalt anerkendte filmskaber Jafar Panahi i 2010 blev idømt husarrest og fik et 20-årigt forbud mod at lave film, efter han havde udtalt sig kritisk om styret.
Han lod sig dog ikke knægte, og allerede året efter var han aktuel med metafilmen ‘This Is Not a Film’ om sin hverdag under arresten, der mestendels blev optaget på iPhone og smuglet ud af landet i en kage. ‘Taxi Teheran’, hvor instruktøren med et kamera monteret på instrumentbrættet leger taxachauffør, mens han kører gennem den iranske hovedstads gader, fulgte i 2015. Nu er ‘3 kvinder’, der omhandler konservative livsformer og bristede skuespillerdrømme i en landsby på grænsen mellem Iran og Tyrkiet, at se i de danske biografer, godt halvandet år efter den fik premiere på filmfestivalen i Cannes.
‘3 kvinder’ blander ligesom sine forgængere ubesværet dokumentariske og fiktive elementer, og endnu en gang optræder Panahi både foran og bagved kameraet. Men han er ikke alene, og det er heller ikke ham, der er hovedpersonen. Det er derimod skuespillerinden Behnaz Jafari, der spiller sig selv. Hun er i chok efter at have modtaget en selvmordsvideo fra en 17-årig pige, Marziyeh, hvis forældre har forpurret hendes plan om at uddanne sig til skuespiller. I stedet skal hun giftes væk. Marziyeh har tidligere forsøgt at få Jafari i tale, men forgæves. Hun ser ingen andre muligheder end at tage sit eget liv, og videoen, der er optaget i selfie-format, ender med, at hun hænger sig fra et træ.
Jafari er rystet, men også lidt skeptisk. Er optagelsen autentisk? Eller er det hele et setup? Hun kan huske, at Panahi på et tidspunkt har talt om at lave en film om et selvmord. Hendes undren spejler den følelse, man som tilskuer må kæmpe med gennem hele filmen. Hvor meget af det, vi ser, er virkeligt? Sagen skal undersøges i bund, og sammen med Panahi begiver hun sig i bil mod det landsbysamfund, Marziyeh kommer fra. Med sin godmodige væremåde, tykke mave og lave statur er Panahi en let genkendelig filmisk figur. Samtidig er han mindre passiv, end han ser ud til. Han sidder bag rattet i dobbelt forstand. Som i ‘Taxi Teheran’ bestemmer han, hvor vi skal han og hvordan.
‘3 kvinder’ bliver for alvor spændende, da de to ankommer til landsbyen, der på mange måder fremstår som et mikrokosmos over nutidens Iran. Marziyehs bror er kolerisk, hendes mor forknyt. Al magt ligger hos de gamle mænd. Dialogen er sprudlende, men har også en vældig dybde, som for eksempel i den scene, hvor en avlstyr blokerer en smal passage oppe i bjergene. »Han er en Don Juan«, forklarer bondemanden og uddyber, at hans indtægt i vidt omfang beror på dyrets berømte nosser. Slukøret må Panahi bakke ned ad den stejle vej. Vi får indblik i et samfund, der er baseret på landbrug, og som ikke er interesseret i den slags »entertainment«, Marziyeh repræsenterer. De taler alle ondt om en gammel eneboer, der var en prominent skuespillerinde i tiden før revolutionen, men sidenhen har mistet alt. Hun er filmens tredje kvinde.
‘3 kvinder’ minder flere steder om en anden iransk film, klassikeren ‘Close-Up’ begået af afdøde Abbas Kiarostami, som Panahi i anden sammenhæng har været assistent for. Også den undersøger forholdet mellem film og virkelighed samt drømmeren som »loner«. Mens Kiarostamis selvbevidste film var et nybrud, er der dog noget lidt bedaget over metalaget hos Panahi. Det har måske noget at gøre med, at det for ham først og fremmest er en betingelse for, at han kan lave film uden at blive opdaget af myndighederne og holde sig inde for sit minimale budget. Hans styrke er hans fine sans for sin tid og sit samfund.
Kort sagt:
Panahi bryder endnu engang sit arbejdsforbud med en selvbevidst metafilm fra udkanten af Iran, der giver et foruroligende og spændende kig ind i en anden verden.
Læs også: De 20 bedste dokumentarfilm i 2010’erne