‘Blinded by the Light’: Bruce Springsteen-forelsket drømmer bringer momenter af eufori
Det var ikke lige tonerne af Pet Shop Boys’ ‘It’s a Sin’, jeg forventede at skulle indlede Bruce Springsteen-hyldesten ‘Blinded by the Light’. Alligevel er det et stærkt nummer til at føre en britisk-pakistansk dreng gennem gaderne i forstaden Luton i 1987. Omgivet af både vækket frisind og voksende fremmedhad navigerer han imellem at følge sine egne ambitioner og traditionelle familieværdier.
Fyren på cyklen hedder Javed (Viveik Kalra) og er baseret på den britiske journalist Safraz Manzoor. Hans historie er vækket til live af instruktøren Gurinder Chadha, der i England er en elsket filmmager, men som globalt er bedst kendt for kæmpesuccesen ’Bend It Like Beckham’.
Mange af Chadhas film udforsker livet som udlænding i England, og derfor ligger ’Blinded by the Light’ lige til hendes højreben. Javed drømmer om at blive forfatter, gå på college og undslippe et liv med tvangsægteskab og fabriksarbejde. Hans familie har høje forventninger til sønnen, der må levere sin løn fra et sommerjob til familiens fælles udgifter, mens bedstevennen Matt råsnaver med en pige ude foran hoveddøren.
Javed tænker hele tiden på at skrive digte, sin betagelse Eliza (Nell Williams), og hvordan han skal ændre kursen for sit liv, men uden det fører til meget handling. Men alt det ændrer sig, da han på sin kassetteafspiller hører Bruce Springsteens ’Dancing in the Dark’. For I ved, hvad man siger: »You can’t start a fire without a spark«.
Pludselig finder Javed modet til at snakke med Eliza, lade sin lærer læse sine digte og generelt insistere på sin plads i verden. Det er faktisk nærmest smooth-sailing herfra takket være Bruces relaterbare gloser, og feel-good fornemmelsen får vokseværk.
Springsteens lyriske portrætter af den amerikanske arbejdsklasse og jordnære tekstunivers sætter fine billeder på Javeds liv, men det er, som om filmen ikke stoler på sangenes iboende kraft. Springsteens tekster udpensles på skærmen, Javed reciterer hans tekster i alle givne livsudfordringer. Det bliver nærmest en parodi på bossens poesi at gøre hans ord til gajolpakke-sætninger, man gentager for sig selv.
Af samme grund føles midterdelen af ’Blinded by the Light’ stillestående i al sin lyksalighed, hvilket ikke matcher startens energi og gåpåmod. Som filmens tredje akt dyrker de socialpolitiske omstændigheder som fremmedhadet og den voksende arbejdsløshed under Thatchers styre, begynder der endelig at komme tyngde under Javeds amerikanske drøm. »Livet er ikke en Bruce Springsteen-sang«, siger vennen Roops, og det havde klædt Javeds historie at indse det tidligere.
Det lange midterstykke er en klods om benet uden tilstrækkelig variation. Javeds far kan ikke finde andre måder at udtrykke sin forvirring over Springsteen-fascinationen end den platkomiske antagelse, at manden er jøde, mens klassekammeraterne igen og igen beskriver Springsteen som gammelmandsmusik.
Alligevel har ’Blinded by the Light’ en god portion af de sommerfuglevækkende øjeblikke, en feel-good film skal have – og det er nu engang dens ærinde. Javed synger en fin ’Thunder Road’-serenade til Eliza med byen dansende i baggrunden, og der er livskraft i en euforisk ’Born to Run’-hyldest, hvor der vitterligt bliver løbet gennem og langt ud af byen. Man behøver ikke være Bruce Springsteen-fanatiker for at nyde den form for lykkerus.
Kort sagt:
’Blinded by the Light’ om en britisk-pakistansk teenagers kærlighed til en amerikansk folkehelt lever af sine feelgood-øjeblikke.
Læs også: Seks skuespillere, der revolutionerede deres image med en enkelt rolle