‘Doggystyle’ sæson 2: DR3’s sommerforelskede serie om pølleliv i provinsen rammer så ægte og så godt

‘Doggystyle’ sæson 2: DR3’s sommerforelskede serie om pølleliv i provinsen rammer så ægte og så godt
Rosemarie Mosbæk som Asta i 'Doggystyle' sæson 2.
Foto: Valdemar Cold Winge Leisner
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Anna Emma Haudal

Medvirkende

Rosemarie Mosbæk, Josefine Park, Sarah Juel Werner, Jeppe Ellegaard Marling, Dorte Højsted, Anders Brink Madsen, Nicolai Jørgensen, Miri-Ann Beuschel

Spilletid

8 afsnit à ca. 20 min.

Premiere

Kan ses på dr.dk/tv

»Jeg elsker det her pølleliv«.

Anna Emma Haudal, instruktør og hovedforfatter bag DR3’s eminente ungdomsserie ’Doggystyle’, skaber karakterer og skærer replikker, som nærmest ingen andre herhjemme. Der er kød og blod, humor og hudløs ærlighed i alt, hvad der kommer ud af munden på folk i Haudals provins-univers i Odden, hvor Asta (Rosemarie Mosbæk) har søgt retræte hos familien oven på det overvældende københavnerliv. I første sæson ytrede Astas søster Ida (Sarah Juel Werner) som noget af det første igennem sin nye talemaskine, at »Anne Linnet er gud«. Faren kvitterede med et stolt: »Det er fars pige, det dér!«.

Sådan føles ’Doggystyle’ som et indkogt amalgat af noget særligt Haudal’sk og universalt ægte. Anne Linnet er gud, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Haudal er af samme overbevisning. Ligesom jeg heller ikke er i tvivl om, at Haudal også selv elsker sit eget pølleliv i provinsen i Odsherred. Anden sæson er ud fra de fire første afsnit mere uforbeholden i sin varme omfavnelse af miljøet, hvor en god del af første sæson brugte energi på Astas mellemfornøjethed ved at være sat tilbage til udgangspunktet og at skulle affinde sig med det. Det klæder serien.

Rosemarie Mosbæk og Jeppe Ellegaard Marling. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)

Med længere afsnit og et allerede etableret univers fra første sæson synes ’Doggystyle’ mere tilbagelænet naturlig i sin fortælling. Der er rum til aftensolbeskinnede stemningsbilleder, hvor Asta tramper sin gamle cykel rundt på tilgroede markveje og alligevel formår at tage sig overjordisk chic ud. Ikke ulig Elio og Oliver i Luca Guadagninos ’Call Me by Your Name’, hvis cykelture i det pittoreske, italienske landskab iført flagrende 80’er-skjorter og korte, korte shorts fik de fleste til at dåne af lummerlun sommerforelskelse.

Astas sommerforelskelse i den blide skraldemand Bjarke (Jeppe Ellegaard Marling), der ved udgangen af første sæson viste sig at have både barn og et uafsluttet forhold, kompliceres seriøst her i anden sæson. Entré Maja (Miri-Ann Beuschel), ekskæreste og mor til Bjarkes datter. Maja skred af uvisse årsager, har rejst verden rundt og nu fundet sig selv igen i naturens kosmiske urkræfter. Hun flytter ligesom bare ind hos Bjarke og bliver et sært tredje hjul, som Asta er nødt til at deale med midt i den åbenlyse forelskelse og tosomhed med Bjarke.

Miri-Ann Beuschel spiller karakteren skidesjovt og helt til kanten af for meget. Ikke mindst i scenen, hvor hun hiver en sløj, menstruationsramt Asta med ud i skoven og lærer hende at slikke på naturen og mærke blodets stærke, strømmende kraft. Vupti – ud med menstruationskoppen, dyp fingeren og tvær det ud i en krigsstribe i panden. I fælles urskrig og smurt ind i menstruationsblod forbindes Asta og Maja for et øjeblik der i skoven. Der er andet i verden end jalousi og kærlighedsfnidder, husker Haudal os befriende søstersolidarisk på her i ’Doggystyle’.

Josephine Park som Jose, (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)

Forholdet til bedsteveninden Jose (Josephine Park) led skibbrud i sidste sæson, da Jose, trods Astas hjælp, ikke forlod sin voldelige og helt igennem ubehageligt dominerende kæreste. Parks portræt af denne tilsyneladende stærke, kloge og totalt skarpe kvinde, der bag parforholdets lukkede dør domineres og bliver handlingslammet, er nuanceret og helt, helt rigtigt spillet. Haudal afdækker magtens og misbrugets hæslige strukturer, men belærer aldrig. Som ungdomsserie set er det faktum altafgørende.

Søskendeforholdet mellem Asta og Ida er det bankende, overstrømmende hjerte i ’Doggystyle’. Ida har cerebral parese, ingen verbal tale og er bundet til sin kørestol. Nu kan de dog, takket være Idas talecomputer, for første gange kommunikere rigtigt sammen. Med øjne, ansigtsmimik og computerstemme rammer Sarah Juel Werner durk ned i søsterskabets sår og følelsen af at blive forladt af Asta, da hun rejste til København.

Sarah Juel Werner og Rosemarie Mosbæk som tvillingesøstrene Ida og Asta. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)

Og lige dér, foran omklædningsrummet i Asnæs Centrets mega normcore dametøjsbutik, kan du faktisk føle et helt liv imellem Werners Ida og Mosbæks Asta. Sådan rammer ’Doggystyle’ dig helt ægte, og hvor det gør mest ondt. Og godt.


Kort sagt:
’Doggystyle’ omfavner pøllelivet i provinsen på godt og ondt. Anna Emma Haudals nyskabende ungdomsserie tager sig her i anden sæson bedre tid og læner sig med rette tilbage i et miljø befolket af nogle af tv’s allerbedst skrevne karakterer; Asta, Jose, Ida, Fnuggi og alle de andre, ægte mennesker på Odden.

Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.

Læs også: Lyt til podcasten SOUNDVENUE STREAMER – om ‘Doggystyle’ sæson 2 og den nye ‘Breaking Bad’-film

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold