Feministisk gyser med Megan Fox og Diablo Cody var forud for sin tid – og fortjener et gensyn

Feministisk gyser med Megan Fox og Diablo Cody var forud for sin tid – og fortjener et gensyn
I 2009 var der ikke mange, der havde fidus til skuespilleren Megan Fox’s talent, mens ’Juno’-forfatter Diablo Cody delte vandene mellem dem, der elskede Oscar-vinderens sorthumoristiske skrivestil og indædte kritikere, der ikke kunne komme sig over hendes fortid som stripper. Måske er det den modvilje, der kan forklare, at Fox og Codys feministiske slasher-film ’Jennifer’s Body’ gik i glemmebogen. Men det er en film for 2019, mener David Madsen.

KOMMENTAR. En feministisk slasher, der spiller på rape/revenge-genren og omhandler kvindelige venskaber og rivalisering lige så meget, som den handler om flotte drenge, der bliver fortæret af tidens største sexsymbol. Instrueret af den anerkendte asiatamerikanske instruktør Karyn Kusama og skrevet af Oscar-vinder Diablo Cody (’Juno’, ’Tully’).

Det kunne lyde som den nyeste hotte festivalgyser, klar til at blive distribueret af A24 eller Neon. Men desværre snakkes der her om det oversete kulthit ’Jennifer’s Body’ fra 2009, og ikke 2019.

Sexsymbolet var Megan Fox, som mange kritikere og publikummer dengang anså med mindre respekt end ’Transformers’-filmene, som hun optrådte i. Diablo Cody var til gengæld toppen af poppen på indiescenen, efter at vundet en Oscar for sit manuskript til ’Juno’. Filmen, der gav hende carte blanche til at skrive ’Jennifer’s Body’.

Samtidig verserede der dog også kontroverser om Diablos fortid som stripper, hendes eklatante tøjvalg til Oscar-ceremonien i 2008 og en række nøgenbilleder, der florerede i blogosfæren. Sidst, men ikke mindst blev ’Jennifer’s Body’ markedsført som en sexkomedie til teenagedrenge med chancen for at se Megan Fox og den anden hovedrolle, Amanda Seyfried, snave som trækplasteret. Vi var som samfund i sandhed en flok kulturelt farveblinde idioter tilbage i 2009.

Megan Fox og Amanda Seyfried i ‘Jennifer’s Body’.

Mange ældre milepæleværdige film og tv-serier kan være svære at vende tilbage til i en moderne kontekst. ’Venner’ er homofobisk og fatshamende. ’How I Met Your Mother’ er misogyn (nej, det er ikke satirisk, når tendenser blot gentages). Og John Hughes’ ’Sixteen Candles’ indeholder en voldtægtsscene.

De er problematiske, som det lyder sig.

Internettet er fyldt med revurderinger og rekontekstualiseringer af værker. Med den hat på, er det værd at se på fordum tids sorte får. For hvis populære værker ofte ikke kan stå imod tidens tand, hvordan holder de film og serier, der dengang blev udskældt så op mod i dag?

Fænomenale Megan Fox

På papiret er ’Jennifer’s Body’ en overdådigt fersk blanding af ’Heathers’ og den canadiske varulvefilm ’Ginger Snaps’. Mean girl’en Jennifer ofres til Satan af et indie-rockband (ledet af Adam Brody fra ’The O.C.’), der håber på en hurtig vej til penge og berømmelse, men pigen vender tilbage som en mandeædende succubus. Og så er det op til Jennifers BFF Needy (Amanda Seyfried) at konfrontere hjerteveninden.

I praksis er filmen en del mere end et pudsigt koncept alene.

Megan Fox er naturligvis lidt af en stuntcasting som den gudesmukke Jennifer, og dog leverer hun her en nuanceret præstation, der er på niveau med Shannen Doherthys Heather. Men det var ganske simpelt ikke det billede, folk ønskede at have af Megan Fox i 2009. 00’ernes kendis- og filmkultur elskede sine smukke kvinder på lige fod med, hvor meget de blev lagt for had.

Det var et årti, hvor Britney Spears og Lindsay Lohan blev flået igennem paparazzimaskineriet til vores store morskab. Et årti, hvor Michelle Pfeiffer og Sharon Stone fik skyllet karrieren ud i toilettet, fordi de ikke længere var under 29. Og det var en kultur, der ikke kunne fordrage kvinder som Megan Fox. I anmeldelsen af Michael Bays ’Tranformers: Revenge of the Fallen’, ligeledes fra 2009, konkluderer den velansete The Guardian-anmelder Peter Bradshaw:

»The cherry on this cake of direness is the performance of Megan Fox, playing LaBeouf’s sultry girlfriend – a performer so poutingly wooden she makes Jordan look like Liv Ullmann«.

Men der er intet mekanisk eller falskt over Fox’s præstation i ’Jennifer’s Body’. Hun er dronningen af ballet både, når hun spinder som en kat med en latterlig lille babystemme for at charme sig i bukserne på en forsanger, eller da hun sarkastisk råber »Eat my ass« til Needys dødsenskedelige kæreste Chip.

Diablo Cody har fra dag ét været fænomenal, når det kommer til sylespidse one-liners til et punkt, hvor selv Daniel Waters (’Heathers’) og Shane Black (’Kiss Kiss Bang Bang’) sættes til måls. Men ingen skuespiller har formået at sætte stød i labre replikker som; »I’m not even a backdoor virgin anymore«, »Feel my heart, I think it’s broken« og »I’m going to eat your soul and shit it out«, som Megan Fox har.

Queer cinema 101

Det er ikke kun Megan Fox’s film. ’Jennifer’s Body’ kan stolt træde ind i kanonen af queer horror-film. Forholdet i fokus er mellem den sødt-naive Needy og den skarpe, men ofte overfladiske Jennifer. De to kvinder er ikke blot et umage par; Jennifer er krævende, men også åben og varm overfor Needy. Og Needy er ligeledes en omsorgsfuld veninde.

Der er en oprigtig kemi mellem Amanda Seyfried og Megan Fox, som gør, at selv kyssesessionen midt i filmen føles som et ærligt forsøg på at udforske kvindelig seksualitet og venskab snarere end at en producer har indsat en høhø-scene.

Samtidig agerer filmen som en rape/revenge-film uden nogensinde at vise en voldtægtsscene. Bandet tager en chokeret Jennifer væk fra en brændende bar, og efterlader Needy, der hjælpeløst ser til, mens veninden slæbes afsted til sin skæbne. Og da drengene ofrer Jennifer, er det mest ubehagelige ved scenen ikke mordet, men bandmedlemmernes bro-attitude og kolde latter over den absurde situation.

‘Jennifer’s Body’.

’Jennifer’s Body’ virker ikke kun til at være 10 år forud for sin tid på grund af sit manuskript. Den ligner en horrorfilm fra lige nu. Instruktør Karyn Kusama har ikke altid ramt plet med sine film, men hun har et satans godt øje, når det kommer til genrefilm.

Her er ingen brug af bizar hurtigklipning, farvefiltre eller beggrå kældergange, som ellers kendetegnede genren i 00’erne. Kusama filmer mordscenerne smagfuldt, men voldsomt, og Jennifer fremvises lige så dyrisk og farlig, som hun vises sexet, oplyst i skarpe farvevalg og kontraster til sin omverden.

I dag er Fox bedst husket foroverbøjet en amerikansk muskelbils motorhjelm iført hotpants og en stram tanktop, svedende i L.A.’s glinsende sol i ’Transformers’. Hun burde hellere huskes for sit dæmoniske, bloddryppende smil i ’Jennifer’s Body’.

Kan ses på Netflix eller lejes i iTunes.

Læs også: Horrorfilmen blev årtiets væsentligste genre, da den holdt op med at mobbe sig selv

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold