Joaquin Phoenix og Robert De Niro kolliderede under ’Joker’-prøver

Joaquin Phoenix og Robert De Niro kolliderede under ’Joker’-prøver
Joaquin Phoenix i 'Joker'.

’Joker’ har fra i dag indtaget landets biografsale, og med den kæmpestore hype, der har fulgt med premieren, følger naturligvis også masser af historier om, hvordan den intense superskurkefilm blev til. Seneste af slagsen kommer fra instruktør Todd Phillips, der i en Joaquin Phoenix-coverhistorie i Vanity Fair fortæller om, hvordan Phoenix og Robert De Niro kolliderede under filmens indledende prøver.

Sammenstødet fandt sted, da Robert De Niro, der spiller rollen som Arthur Flecks (Jokerens) komikeridol Murray Franklin, hårdnakket insisterede på, at hele castet skulle samles om en gennemlæsning af manuskriptet, før kameraerne begyndte at rulle. Phoenix derimod nægtede mindst lige så hårdnakket en gennemlæsning, da han med egne ord går til skuespillet som var det »som en dokumentarfilm«: »Du skal bare føle, hvad end du føler, og hvad du tror, karakteren går igennem i dét øjeblik«.

Todd Phillips fortæller om opgøret mellem de to herrer: »Bob (Robert De Niro, red.) ringede til mig og sagde: ’Sig til ham, han er en skuespiller, og han er nødt til at være der, jeg vil gerne høre hele filmen, og vi skal mødes alle sammen i et rum og læse det’. Og jeg er som en lus mellem to negle, fordi Joaquin siger: ’No fucking way, jeg kommer til at lave en gennemlæsning’, og Bob siger: ’Jeg arbejder med gennemlæsninger, før vi skyder – det er sådan, vi gør det’«.

I sidste ende blev Phoenix dog alligevel overtalt til at være med til en gennemlæsning af hele manuskriptet. Som Phillips husker det, »mumlede (Phoenix) sig igennem manuskriptet og gik bagefter over i et hjørne for at ryge«. Herpå gik hovedskurken hjem, »fordi han følte sig dårlig efter den gennemlæsning – han kunne ikke lide det«, fortæller Phillips.

Trods stridighederne mellem de to skuespillere nåede de til sidst til en forsoning, som Phillips beskriver som »smuk«.

Læs anmeldelse af ‘Joker’: Joaquin Phoenix er ynkelig, ødelagt og seriøst skræmmende i provokerende superskurkefilm

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af